Ved med at kæmpe.

Kapitel I

"Nogen gange, kigger jeg op på månen og forestiller mig hvor lykkelig jeg ville have været. Hvis bare jeg kunne havde holdt min kæft, ville alt være bedre. Hvis nu bare... Men det skete ikke, så man kan kun forestille sig. Jeg forstår ikke hvorfor du har valgt at mit liv skulle gå denne vej, men jeg stoler på dig." Sagde Mina til sin gud.
Hun forventede et svar, da det ville give hende håb for at gud lyttede, men intet skete. Hun sukkede og rejste sig op fra bedetæppet.

Dæmpende baby gråd kom fra den sidste dør i korridoren. Mina's mor løb efter gråden.
"Shhh, mama er her," sagde Zainab, Mina's mor.
Mina kiggede ind af sprækken fra døren, og så Zainab kysse hendes lillesøster, Sara. Zainab lagde Sara ned på sengen, og sad ved siden af hende. "Jeg søger beskyttelse for dig i Allahs fuldkomne ord fra enhver djævel og ethvert dyr, og fra ethvert misundelig bebrejdende øje," hviskede Zainab. Hendes stemme kunne sammenlignes med engler. Mina snerrede og gik tilbage til hendes værelse.

Hun kunne ikke holde vreden inde, så hun smækkede døren. Saras dæmpende gråd lød sig igen.

Hun tændte hendes yndlings sang, og begyndte at tegne. At tegne er en slags terapi for Mina. Det er afslappende, distraherende og validerende. Alle de ting, hun aldrig fik oplevet i den virkelige verden. Tegningen viste en farm med ged og hest der spiser græs, et træ og en stor sort sky som lignede noget et barn havde tegnet, dog med realistiske regndråber, faldende.
Små, grå og blødende cirkler formerede sig på tegningen. Man skulle tro at hun var Sara.