Anthon Edwards

4. Kapitel

"Mellanie's synsvinkel"
Jeg gik stille ud for at åbne døren. Jeg tog håndtaget og åbnede døren. Ude foran stod to piger. De spurgte hvor Anthon var.
Mellanie: Han er her ikke mere.
Den ene pige: Så han har været her?
Mellanie: Ja men han er lige gået.
Den anden pige: Hvor er han nu? Mellanie: Det ved jeg ikke.
Den ene pige: Han har bestilt for over 2.600 kr.
Mellanie: Har han ikke betalt?
Den anden pige: Han skulle have betalt for 1 måned siden.
Anthon plejede st betale alt hvad han køber.
Mellanie: Hvad har han købt?
Den ene pige: 2 mikrofoner til 300kr , to højtalere til 1.000 kr.

"Anthon's synsvinkel"
Jeg løb ned af en vej. Jeg prøvede ikke at rænke på de to piger. Jeg havde kigget ud af vinduet da Mellanie snakkede med Kamilla. Jeg kunne se at de to piger kom. Jeg løb og løb, og til sidst blev jeg så forpustet. Jeg gik i lidt tid, da jeg pludselig så D/N's forældre. De så mig og vinkede, og så gik de hen imod mig. Jeg smilte til dem imens prøvede jeg at finde en god grund til at gå ude kl 9:05.
D/N's far: Hej Anthon.
Anthon: hej.
Jeg var stadig forpustet.
D/N's mor: hvor er du på vej hen?
Anthon: Jeg er på vej hjem.
D/N's far: godt... Men vi ses.
Anthon: Ja hej.

Da jeg kom hjem kaldte jeg på D/N. Ingen svarede. Jeg løb rundt i huset for at finde hende. Jeg kunne mærke en tåre trille ned af min kind. Jeg tog min mobil frem og prøvede at ringe til hende. Men hun tog den ikke. Jeg løb ned i kælderen. Jeg løb ind i det rum mig og D/N plejede at snakke og hygge i. I rummet stod der to store flyttekasser. Jeg åbnede dem. I den ene var der billeder og trøjer fra mig og D/N's rejser. Jeg tog et billede op. Det var et billede fra da vi var i Paris. Vi stod foran Eiffeltårnet. Udenfor blev en bildør smækket. Jeg kiggede ud. Det var de to piger der kom.