Hold mig varm

En gysernovelle

Den blå Skoda skramlede ned ad grusvejen i det tidlige efterårsmørke. På hver side af vejen strakte tætte, høje nåletræer sig mod den mørkeblå aftenhimmel, så det føltes som at køre i en dyb slugt. Selv om speedometeret viste under 30 kilometer i timen, så følte Christopher det som om at bilen konstant var ved at falde fra hinanden på den hulede grusvej. Flere gange måtte han snegle sig afsted for ikke at smadre undervognen på den lånte bil.

Med et let tryk på bremsen standsede han bilen, men lod motoren køre i tomgang. Han kneb øjnene sammen og fulgte lyskeglernes blege lys. Kiggede sig tilbage over skulderen. Så ind mellem træstammerne. Der var intet genkendeligt over stedet, og han var i tvivl om det bare var mørket eller hans barndomsminder der drev gæk med ham. Et hurtigt kig på GPS'en viste at den var god nok. Han var stadigvæk på Anker Mogensensvej i Gribskov, og ikke endt i Narnia.

Christopher grinede lidt af sig selv, og fjernede en vildfaren tot hår som havde sneget sig ud af den korte hestehale. Det måtte mindst være 15 år siden han havde været oppe i hans morbrors sommerhus, og indtil for et par uger siden havde han faktisk glemt alt om det. Hans morbror brugte det vist heller ikke særlig meget mere efter han havde fået bøvl med hoften. I følge hans mor kom der højest en gartner og ordnede det værste en gang imellem. I løbet af sommeren var det blevet lejet ud til nogle nyudklækkede studenter, som havde efterladt huset i en forfærdelig stand. Siden da var det ikke blevet lejet ud. Nu stod det der bare.

Bilen gav et lille hop, da han atter trykkede på speederen. Grusvejen drejede et par gange, og lygterne fejede henover en postkasse, som stod foran indkørslen til et gult murstenshus. Christopher nikkede for sig selv. Han var på rette vej. Små glimt af minder dukkede op. Minder om sorgløse somre, hvor han blev passede hos sin morbror. Minder om pigen fra det gule murstenshus, som han ofte løb ned og legede med. Hvad var det nu hun hed?

Lyset var slukket inde i det gule murstenshus, og Christopher fortsatte ned ad vejen, nu med et mere fast greb om rattet. Kort efter åbnede området sig op, der blev længere mellem træerne og vejen endt ved en bred indkørsel foran hans morbrors enorme sommerhus. Som et lille slot, lå det som en sort silhuet mod halvmånens lys, der nu frit kunne trænge ned.

Det var større end han huskede det. Lavet efter nordamerikansk stil af bjælker, og i to etager. En trappe med to trin førte op til den overdækkede terrasse der fyldte hele forsiden af huset. Og det hele var hans. Hele weekenden. Langt væk fra alle, midt ude i ingenting og uden forstyrrelser. Perfekt til at redigere hans dokumentar færdig. Han sendte sin morbror en venlig tanke og steg ud af bilen.

En sensor fik to lamper ved hoveddøren til at tænde og blændede Christopher et øjeblik, da han gik op til hoveddøren.

"Hvem der?" lød en hæs stemme bag ham. Tonelejet havde en truende klang.

Det gav et gip i Christopher, og han drejede omkring for at finde kilden. Ude ved vejen stod en skikkelse. En mand, ranglet af bygning, ud fra hvad han kunne se.

"Øh, nej? Jeg hedder Christopher. Michaels nevø. Måske du..." begyndte Christopher, men blev afbrudt.

"Christopher?" lød det fra manden, som tog et par skridt nærmere. Stemmen var mildere nu. "Lille Chris?"

Nabopigens navn dukkede op i Christophers hoved i det samme manden trådte ind i lampernes skær. "Du må være Trines far, ik'? Jens? Nede fra det gule hus."

Manden stoppede op foran den lille trappe op til terrassen. Håret var blevet tyndere og gråt, rynkerne lå dybt i lampernes lys, og så huskede Christopher også Jens som en betydelig mere kraftigt bygget mand med et bredt smil. Foran ham stod nærmest et afpillet fugleskræmsel, hvor den ternede skjorte mere hang end sad på manden.