Hverdag

Hvordan kan det være, at jeg sjældent vågner op glad og glæder mig til dagens forløb?

Jeg venter altid på den morgen, hvor jeg har overskud til bare at give slip på min varme dynes lullen og søvndrukne tæppe. Jeg kan slippe ud uden at fortryde og håbe på, at jeg snart kan lægge mig tilbage på den bamsebløde madras. Jeg har følelsen af, at kunne være produktiv igen og have lysten til at yde, være aktiv, være med. Jeg forstår ikke, hvor den lyst og gejst er blevet af. Den sjældne gang imellem hvor jeg vågner veludhvilet og glæder mig til dagens goder, kommer den ene lort efter den anden og ødelægger det for mig gang på gang.

Jeg stod op i morges, veludhvilet, alt positivt ovenstående og mere til. Jeg var klar før tid og havde håbet på en dag, jeg ville være glad for at gå på weekend efter. Ligesom et fint lille produktivt punktum på dagen og ugens aufrunden. Hvad der rent faktisk skete var, at jeg mødte med nogle klassekammerater jeg tager i skole med hver dag (jeg kalder dem for tog-crewet), og det plejer at være stille og roligt hyggeligt. Vi snakker og griner, anbefaler musik, film osv. Men i dag var der helt stille. Hiphoptøsen sad i sin egen verden med næsen i mobilen og hørebøffer på. Flotte hår sad til højre, kiggede ud ad vinduet og deltog på ingen måde i samtalen der var i starten af turen, han sad bare. Skønheden i gruppen sad til venstre, vimsede rundt og kiggede vist også bare på mobil og snakkede i ny og næ om sangteknikker og om interne venskaber med krøltop, som sad overfor os. Krøltop sad med kuffer og plaprede, om den tur hun skal på her i weekenden og det garn hun har købt.

Det var egentligt meget hyggeligt det hele, men det virkede bare så tomt og fraværende, at jeg bare havde mistet modet til resten af dagen. Efter de 45 minutters togtur var jeg ikke længere glad, positiv og smilende, men rettere mut, træt og havde allerhelst lyst til at tage hjem igen. Turen til skolen blev via bus, fordi vi konkluderede det regnede for meget. I bussen stod vi lidt tæt og vi grinede lidt, så jeg fik et stille smil tilbage.

Første modul er et virtuelt synkront historie modul, hvor vi skal se en film og skrive en halv sides tekst om filmen. Det var ret irriterende, men sådan er det. Vi så den og jeg må sige, den var virkelig god som afslutning på emnet om Grønland. Jeg begyndte at skrive min halve sides anmeldelse af filmen, da drengene bag mig valgte at højlydt erklære krig mod en borg elle hvad det hedder i Clash of Clans. Det var super provokerende, men til at overleve. Så begyndte gimpen nede bag ved at synge MEGET højlydt så alle kunne høre hvor falsk det lød og jeg var bare ikke i humør til at få afleveret min anmeldelse forsent og få fravær. Filmen i mit hovede knækkede og jeg havde fået nok. Jeg var træt, færdig og IKKE i humør til min klasses L.O.R.T.

Måske lidt for passivt-aggressivt gik jeg hen til døren for, at lade som om jeg ville gå ud på gangen og sidde. Men da jeg kom derhen åbnede jeg døren og stod bare stille lidt og lyttede. Så vendte jeg mig om med et spontant ryk i overkroppen og sagde direkte og alt for højlydt ud i klassen "det er lige før gangen er mere stille end her inde." Mange, hvis ikke alle, vendte sig forvirret og kiggede på mig, selv tog-crewet kiggede åndsfraværende, og krøltop spurgte om det var mit alvor, eller om jeg bare var dramatisk. Jeg så et par stykker der rullede øjne af mig, hvor andre stadig så ret forskrækkede ud. Jeg fik øjenkontakt med dem der stadig kiggede op fra deres opgave og gav dem et 'jeg mener det' blik, hvor de hurtigt vendte sig om og lavede det de skulle. Der var specifikt én dreng som sad 2 rækker bag mig der var emd til at spille Clash of Clans, han kiggede på mig som om jeg var en idiot der bare skulle tage mig sammen, som om det var MIG der var problemet på trods af, at det har HAM og HANS slæng der larmede. Jeg holdt øjenkontakten men uden at svare hans reaktion med ord, mens jeg gik ned på min plads.

Så var der ro.

Sangfuglene gik hurtigt ud på gangen nu hvor jeg ikke stod i døråbningen, og clash fyrrene hviskede. Ellers kunne man høre tastatur klikeri og en summende tavshed samt forvirring over, hvad der lige skete for at jeg glippede.