Hverdag

Halv lort på højkant

Jeg er ligesom en halv lort på højkant, ulækker og irrelevant for et menneskes hverdag. Fuldstændig ubrugelig og selv hvis nogen træder på mig (ugeld eller ej), så er det min skyld at deres dag bliver værre. Det er min skyld folk holder sig på afstand og brokker sig over hvorfor der ikke er nogen der har taget ansvar for mig og fjernet mig fra den almene danskers liv. Jeg er bare i vejen.

Det eneste gode ved mig er, at folk føler sig mere selvtilfreds når de har "fikset" mig eller skubbet mig af vejen.

Folk lægger ikke rigtigt mærke til mig før de har trådt i det. De kan ikke se mig før en fejl DE har begået og jeg får skylden. Det hele handler om skyld. Jeg er så træt af det. Det var ikke min skyld, at jeg ikke var i skole for at tage lorten fra de andre. Det er ikke min skyld at andre nægter at se hinanden, men det er mig der skal tage lorten og hjælpe folk med at blive set for så at blive trådt på og glemt. Indtil den næste træder i mig og opdager hvor træls jeg er og giver op på mig.

Jeg kan stadig huske alle de mange ansigter jeg har hjulpet igennem tiden. Alle de ansigter, uden undtagelse, er endt med en sko i ansigtet efterfulgt af et vredt ansigt og flere rygge end jeg kan tælle. Jeg har efterhånden set flere rygge end ansigter. Jeg står altid bag folk. Aldrig foran, aldrig ved deres side og gud forbyde de var ved min. Jeg var ALTID bag dem og er det stadig. Jeg har set mønstret før og vil fortsat se det indtil jeg enten giver op, eller der kommer et oprigtigt menneske.

Jeg troede jeg havde fundet den, eller de personer som ville være ved min side foreviget og det var noget af det mest frygtindgydende jeg nogensinde har oplevet. Jeg har aldrig været så skræmt før. Skræmt for at blive efterladt. Skræmt for at se flere rygge. Skræmt for at blive trådt på endnu engang.

Jeg troede jeg var blevet imun overfor smerten, men den nager. Hvad jeg troet var nyfunden selvtillid og værdighed var i virkeligheden en maskeret frygt og process mekanisme, så de ville forlade mig hurtigere og ikke skabe alt for tætte bånd. Jeg kan ikke engang græde. Tabet af dem tror jeg virkelig vil dræbe mig. Jeg har været tæt på at give op flere gange. Jeg er så træt og udtørt at det er til at lukke op og skide i. Jeg troede ikke jeg kunne falde dybere, men en player skulle der til før jeg for alvor indså cyklussen. Den fortærer og er altædende.

Den jeg for alvor troede på ville stå ved min side gennem tykt og tyndt, venner eller mere, selv han har vendt mig ryggen. Den jeg engang nussede og lagde mig ind til for tryghed, ser nu mere kold og afvisende ud, end jeg ville turde anerkende. Afvisninger gør ondt, men når det ikke engang er dig der initierer dem... det er en ubeskrivelig smerte og sorg. Jeg kan kigge på ham, smile og grine med ham uden problemer. Uden følelsen af at skulle kaste op. Fremskridt. Men når det kommer til at skulle sige farvel, der er han bare en anden. Vi kunne førind kramme og grine uden noget, men nu holder han fokus væk fra mig og får vi øjenkontakt leder han hurtigst muligt efter en udvej.

Vi snakkede i dag med andre venner. Jeg gik først og sagde farvel til folk omkring, da kom jeg til ham og hans bestie. Jeg stod foran dem og ventede på at de lagde mærke til mig, hvilket vennen gjorde, mens han kiggede alle andre steder hen for at undgå mig. Det gjorde naller. Jeg fik endelig sagt farvel til dem på samme tid ved at vinke og sige det til dem. Vennen vinkede igen og sagde sit, hvor makkeren på hjørnet valgte at sige farvel lavet et hårdt fast vrik med håndledet og så stikke lappen i baglommen. Kan du sige av?

En ting er at han selv sagde at vi stadig kunne være venner og så ikke engang forsøger at efterleve det, men at han så visuelt og direkte afviser mig nogen som helst form for "kontakt" eller tilknytning, det gør bare ondt. Jeg havde lyst til at tude da jeg for første gang vendte ham ryggen uden et kram og gik min ensomme vej til bussen for at komme hjem.

Jeg har oplevet lignende med mange andre end kun ham, men det har aldrig gjordt ondt på den måde før. Jeg tror det er fordi de andre enten er tydelige omkring at de ikke vil mig og ignorerer mig på det groveste. Eller også så snakker de relativt naturligt med mig, de har det stramt med det, men de snakker med mig. De holder øjenkontakt, det er mere end hvad jeg kan sige om hvad han ville i dag. Endda det benægtede han mig. Jeg tror ikke det ville gøre så ondt hvis han var mere tydelig med hvilken type han var, fordi den der hot-cold attitude er jeg godt træt af. Two-faced bastard.

Jeg bliver trådt på gang på gang og jeg tør ikke længere spørge hvad hans problem er i frygt for at han pludselig FÅR et problem med mig og opfører sig endnu værre. Det er bare så nytteløst det hele. Jeg er ret opgivende efterhånden. Der skal to til at opretholde et venskab og når han er på den måde ved jeg ikke hvad han vil eller ikke vil. Men jeg vil bare få det dårligt med mig selv at ignorerer ham igen. Vi snakkede om begge vores barnlige opførsler for længe siden, men hans har bare ikke ændret sig. Jeg prøver, men det kommer ligesom bare ikke igennem til ham.

Jeg vil bare hjem til er nogenlunde trygt sted, hvor jeg kan smatte ud på mine egne præmisser og ikke blive trådt på, få en kold skulder eller skylden for NOGET som helst. Bare det kunne være sådan altid. Som om jeg var almindelig. Som om jeg var tålelig. Som om jeg ikke var en halv lort på højkant.

7/9-23