Emma og mig

Er vi stadig venner

Hej jeg hedder Mathilde. Jeg er femten år og går på ådalen-skole syd. Min bedste ven er Emma fra min klasse hun er også femten. Mit liv drejer sig for det meste om at få kærester. Men det syntes både Emma og min klasse kammerater er underligt. Jeg elsker også at tegne det er hele mit liv. Jeg tegner for det meste mine følelser når jeg er glad vred og sådan noget. Ligesom der er nogle der synger danser deres følelser ud.

Det er første skole dag efter sommerferien. Mig og Emma sidder som slevanelig i kantinen på en bænk og kikker på drenge. Det var der jeg så Mikkel han er den pæneste dreng på hele skolen og alle pigerne er helt ville med ham. ''Emma det der er min drømme prins. Så du kan godt klemme alt om at få ham'' sagde jeg med en disparat stemme. Selvom jeg ikke kikkede på hende men i stedet kikkede på Mikkel med kloende øjne.

"Jaja så siger vi det men det er altid dig der skal ha de bedste drenge"sagde Emma og sendte mig dræberblikket. "Emma se se se han smiler til mig. han smiler så sødt"sagde jeg og smilede sødt tilbage til Mikkel. "Mener du det Mathilde. Det er altid der får de bedste men nu er det alså slut" Emma rejser sig op og ser vredt på mig og går. "Vent vent Emma du må ikke gå." sagde jeg og prøvede at lave hunde øjne men det gik hvis ikke så godt."vi er ikke venner mere Mathilde" Kunne jeg hører Emma sige imens hun gik. Så nu sidder jeg bare her og ikke har nogen ven.

Efter skole gik jeg hjem og talte ikke med Emma. Da jeg kom hjem tegnede jeg mine følelser. Så kunne jeg hører min mor kalde."du skal sove nu Mathilde" "okay det skal jeg nok mor"sagde jeg og gik i seng tænk på hvad Emma siger imorgen når det finder jeg nok ud af imorgen.