Worst story on wattpad [Dansk/Danish]✔️

Worst story on wattpad (1)

Ingen kunne benægte det; jeg, Summersberry Applewinter Newtonsmith, var nok den mest normale pige i mit grønne forstad. Jeg tænkte på dette, mens jeg forberedte mig til skole, hurtigt smed jeg noget tøj, der ikke matchede på, og trak mit hår ind i en grim hestehale.

"Skat!" Kaldte min mor fra nedenunder. Når man bor i en 3 etage bygning, var det lidt svært at høre hende. "Du kommer for sent til din første dag i en helt ny skole, i denne nye by vi lige er flyttet til!"

Jeg bandede af min langsommelighed, og fangede et syn af min egen reflektion i spejlet. Jeg så mine blonde bølger glimte i morgenens sollys, og det blå i mine øjne glimre som en pool af måneskin. "Gud hvor er jeg et grimt værk," jeg sukkede melodramatisk. Det var klart, jeg ikke havde nogen venner.

Jeg skyndte mig nedenunder, og gav mine middelklasse forældre et farvel kram. "Farvel mor! Farvel far!"

"Farvel, øm," begyndte mor, hendes øjne rullede tilbage i tanker, da hun prøvede at huske mit navn.

"Summersberry," hjalp jeg.

"Jaja," hun trak på skuldrene. "Jeg navngav dig helt sikkert, da jeg var fuld."

"Men mor," sagde jeg langsomt, "du er altid fuld."

Hun drak hendes tredje daglige shot af morgen vodka, og sparkede mig ud ad døren.

Når jeg ankom på skolen, begyndte jeg at gå ned af gangen, undrende over hvorfor intet spændende var sket endnu. Jeg kiggede rundt for mit skab, da jeg så en pæn pige tale med en muskuløs dreng. Pigen var blond, og gik med cheerleader udstyr, så hun var helt klart noget fra djævlen.

"Hej med dig!" Smilte hun, og vinkede til mig. "Mit navn er Courtney! Og du må være ny? Vil du gerne have, at jeg viser dig rundt?" Tilbød hun venligt.

Jeg hissede af hendes klare had mod mig, og de skjulte motiver jeg vidste, hun samlede, og løb væk ind til min næste klasse.

"Gosh jeg håber, du kan finde vej!" Kaldte hun, da jeg gik, hendes stemme skrøbelig med bekymring for mig. Ligesom det onde monster hun var.

Springende ind i klasselokalet, tog jeg et sæde mellem en asiatisk pige, som så meget skole flittig ud og en tynd dreng. Jeg kunne se, at vi ville blive gode venner, for deres mørke tøj fortalte mig med det samme, at de var ligesom mig; udstødte.

"Hej fremmede," sagde kvinden. "Jeg er Xing Lou Wang Xen Tzau. Det er en fornøjelse, at møde Dem." Bukkede hun.

Jeg nikkede. "Ja, tak. Hey den lærer er faktisk ret lækker, er han ikke?" Sagde jeg med et smørret grin, da vores geografi lærer begyndte, at tegne en vulkan på tavlen tiltrækkende.

Xing trak på skuldrene. "Ingen piger har en chance med ham. Heller ikke drenge." Tilføjede hun gådefuldt, knækkede en lykkekage åben og bangede et gammelt profetisk gong.

"Hey," sagde drengen ved siden af mig pludseligt. "Wuup2 grl? A/s/l?"

Jeg kigge på Xing for hjælp. "Huh?"

"Åh, det er 2Mas," forklarede hun, og spiste en forårsrulle. "Han kommunikerer gennem dårlig skrevet besked snak."

Før jeg kunne nikke forstående, vendte læreren sig mod mig. "DIG DER!" Råbte han. "Snakker i timen! Gå bag i ved siden af den lækre, mystiske dreng."

Jeg kiggede på den sagte dreng. Altså, han var lækker, et point for det. Og meget mystisk. Jeg rykkede mig over til ham. "Hej," Sagde jeg flovt, fordi jeg var en udstødning, men han virkede så attraktiv. 

"Hejsa," svarede han. "Jeg er Britisk."

Jeg rejste et øjenbryn. "Interasant. Jeg mener, du fortalte ikke hvilket land i Britannien, du er fra eller bare hvilket område. Men du er Britisk, og det må gøre det."

"Voldsom regn, scones, tekande, wanker, fortov." Sagde han som svar.

Denne dreng var meget mystisk med hans blege, hvide hud (fordi, gud forbød, jeg har et ikke-hvid romantisk interesse) og ligklædte øjne. Jeg vidste øjeblikkeligt, at han var min eneste ene. "Så hvad skal du i aften?" Spurgte jeg, fordi jeg kom kun i skole for at fange drenge, ikke for at lære noget.

Han trak på skuldrene. "Jeg skal mødes med Courtney til kaffe."

Mine øjne blev store med vrede. Den idiot! Hun var klart ude efter min mand! "Hvis hun sagde, at du var hendes første kæreste, lyver hun sikkert." Surmulede jeg.

"Kæreste? Nej, nej vi er bare venner," smilte han.

Det var klart en løgn, jeg besluttede, før jeg lo mærke til noget. Jeg fik faktisk aldrig fat i hans navn. "Så, hey, mit navn er Summersberry."

"Sejt," sagde han. "Jeg er Britisk."

Jeg gav ham et sidelens glans. "Jeg er ret sikker på, at vi allerede har dækket det"

"Nej," sagde drengen, "mit navn er Britisk. Britisk Lachowski. Jeg var født i Warsaw."

"Det er et flot navn," sagde jeg, med måden at forklare det på, havde jeg ingen ide, om hvad han snakkede om. Klart, ligesom et stort nummer af teenage hovedpersoner i teen fiction, er jeg sten dum.

"Jeg voksede op i Polen," sagde han stolt.

"Jeg aner ikke hvad det betyder."

"Polen," sagde Britisk.

"Hvad er Polen?"

Han rynkede panden, "Det er et land." Når han indså, at jeg hverken vidste, eller ville vide mere for hvad i verdenen, han talte om. Han kiggede pludseligt ud i afstanden, og hviskede: "Jeg er en vampyr."