Hvorfor efterlod du mig?

Kapitel 5

Der var ikke meget "studie" over vores studietur. Det lykkedes klassen at finde et lille, afsidesliggende skihotel i de franske alper, som vi havde samlet ind til en tur til. Jeg havde aldrig stået på ski før og glædede mig sindssygt meget. Vi mødtes i lufthavnen tidligt om morgenen og brugte den halve dag på at flyve derned. Vores historielærer var med, fordi vi officielt skulle lære om 2. Verdenskrig, men alle vidste, at det bare var en undskyldning for at tage på skiferie. Stemningen var høj i lufthavnen, og man kunne mærke den boblende forventning blandt os alle sammen. Selv vores historielærer virkede mere begejstret for skiene end for slagmarken. Det var som om, at alle stressende skoledage og konflikter blev efterladt derhjemme, og vi var klar til at nyde en uge i sneens fortryllede verden.

Selvom hotellet var småt, besad det en særlig idyllisk charme, der ikke kunne måle sig med, hvad man så på postkortene. De snedækkede bjerge omkring os og den friske alpeluft bidrog til den magiske atmosfære. Jeg delte værelse med Sandra, og Frederik kom hele tiden over. Jeg mistænkte mine to venner for at være lidt forelskede i hinanden. Deres gensidige smil og stjålne blikke afslørede mere, end de troede. Jeg håbede, at de ville begynde at komme sammen, så jeg sørgede for at give dem rigeligt tid alene. Det var en fantastisk kulisse for en eventuel romantik at blomstre.

Da både Sandra, Frederik og jeg var venner med stort set alle i klassen, gav det god mening, at det var os, der arrangerede og holdt festerne om aftenen. Vores værelse blev centrum for høj musik, sjov og druk til langt ud på natten. Jeg nød at se mine klassekammerater have det sjovt og slappe af, men selv holdt jeg mit alkoholindtag minimalt for at holde min kampvægt nogenlunde stabil. Desuden foretrak jeg at være ædru i tilfælde af, at der skulle opstå problemer, så jeg kunne være klar til at hjælpe. Nogle af klassens drenge prøvede at flirte med mig, når de havde drukket, men det var ganske harmløst, og jeg håndterede det med lethed.

Jeg bemærkede, at Nadia ikke var der. Jeg var bare glad for, at hun var med på turen. Jeg huskede, hvordan hun altid snakkede så begejstret om at stå på snowboard, da vi var børn, og de enkelte gange jeg havde set hende ude på pisterne, så hun ud som om hun hyggede sig. Også selvom hun var mutters alene. Hun var tvunget til at dele værelse med en anden pige, Meriam, fordi Meriam ikke kunne finde nogle andre at dele værelse med. For at gøre en lang historie ultrakort var Meriam oftest sammen med pigerne fra 3.z i frikvartererne, og derfor havde hun ikke så mange veninder i vores klasse. Meriam og Nadia hang derfor på hinanden, hvilket ingen af dem syntes at være særligt tilfredse med. Jeg overhørte Meriam videochatte med sine veninder i Danmark om, hvor dødsygt det var at dele værelse med Nadia. Selvom det provokerede mig, kunne jeg vel dårligt unde hende det, når jeg selv havde brugt det sidste halve år i en endeløs konflikt med pigen.

Da jeg stod foran døren til hendes hotelværelse, knyttet næve, klar til at banke på, greb jeg mig selv i at overveje, hvorvidt det egentlig var en god idé. Tanken om at Nadia skulle være alene, mens vi andre festede, plagde mig. Jeg ønskede så inderligt at være der for hende, at få hende til at grine, at genoplive de sjove øjeblikke fra vores barndom. Men jeg indså også, at mine forsøg på at genoprette vores venskab hidtil havde gjort mere skade end gavn. Så jeg vendte mig for at gå tilbage til festen, da døren pludselig åbnedes, og jeg stod ansigt til ansigt med den pige, jeg engang kaldte min bedste veninde. Vi så forskrækkede på hinanden, men genvandt begge hurtigt fatningen og påtog os vores sædvanlige kølige fjendtlighed.

"Oh my god, hvad vil du?" spurgte hun irriteret. Hun havde sin jakke på og en cigaret i hånden. En tyk vinterhue var trukket ned over hendes ører. Hun virkede en smule befippet – hvis ikke decideret forlegen – over sin forskrækkelse.

Jeg prøvede at forklare, at jeg var på vej ud, men det lød ikke til, at hun troede mig. Dog virkede hun ikke sur, bare træt.

"Ja, klart. Whatever," sagde hun og lød ligeglad.