Jeg savner dig stadig

Jeg savner dig stadig.
Jeg tænker stadig
på dig hver dag.

Jeg er endnu ikke
stoppet med at
græde.
Det er svært, for jeg
prøver at holde
tårerne tilbage.

Jeg er kommet hjem.
Hjem til min familie.
Her til påske.
Men det er svært.
For tårerne strømmer
endnu.
Uden lyd så de
intet kan høre.

Det er svært.
For jeg ønsker ikke
at de ser mig sådan.
De kendte
dig jo ikke engang.

To dage.
Om 2 dage er det en
måned siden du
tog livet af dig selv.
D. 27.3.2024 er det
en måned siden.
Helt præcist.

Jeg ser dig stadig.
Jeg ser dig stadig
sidde over i hjørnet
i klasselokalet.
Men når jeg kigger
derover sidder du
der ikke.

Jeg ser dig stadig.
Jeg ser dig stadig
sidde i kantinen
sammen med os.
Du plejede at sidde
på den venstre side
af bordet.
Ved siden.
Eller.
Overfor jeg.
Men når jeg kigger
derover.
Sidder du der ikke.

Når jeg sidder i klassen.
Når vi alle er genforenet.
Eller. . .
Det er stadig en
underlig følelse.
At du ikke længere er
en del af os.

Jeg kigger rundt på de
mange ansigter.
Jeg kan stadig mærke at
jeg mangler dit.
Jeg kigger hen i hjørnet
igen.
Det hjørne du plejede at
sidde.
Men det gør du ikke
længere.

Klassen bliver et sted
hvor vi alle har oplevet
den samme sorg.
En fælles sorg.
Fælles sorg i at
have mistet.
Udadtil.
Vi vil for altid
blive set som den
klasse der har mistet.

Glad for.
Skolehjemmet
og jeg.
At få beskeden
videre bragt til
os dagen før.
Inden jer.
Som om det
gjorde mindre ondt.

Det er vildt at
sidde og skrive
det her.
Følte en form
for tryghed at se
alle de ansigter
bryde sammen.
Empati.
Medlidenhed.
Tryghed.
Beskeden om at
du ikke længere
er iblandt os.

Jeg husker lærerne.
Jeg ser dem stadig
græde.
Jeg forstiller dem nu.
Jeg hører dem nu.

Jeg husker hvordan
de prøvede at holde
tårerne tilbage.
Selvom de stadig
trillede ned ad
deres kinder.

Jeg ser ikke længere
lærerene som underviser.
Jeg føler jeg er en
del af dem, ligesom
jeg føler de er en del af jeg.

Jeg savner dig stadig.
Jeg har tænkt på dig
hver dag lige siden.