Little Things | One Direction

Hvorfor

Hvorfor, hvorfor mig? Jeg håber hun er glad nu, nu hvor hun jo endelig har fået sin hævn. Hun var gået forvidt, det skal hun ikke slippe godt afsted med den heks. Hvorfor blev William også så ond ligepludselig, William har været min eks siden i går, hvad har hun sagt til ham. Bare fordi hun tror jeg stjal ham fra hende. Men det gjorde jeg altså ikke, jeg mener de var jo ikke kærester og det har de heller aldrig været. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på hvor ydmygende det var, hele skolen så det. Jeg håber hun har dårlig samvittighed, hvis hun altså har en.

"Biiiib biiiiiiiib biiib"Min mobil, hvor havde jeg nu lagt den. Jeg kravlede over sengen og over på mit lille nat bor, hvor min mobil var ved at falde ned. Jeg tog den, det var en SMS, fra den onde heks kaldt Maria, ahhhhhh kunne hun ikke bare lade mig være i fred. Jeg åbnede SMS'en 

Hey!!! Hvor var det hyggeligt i går. Her har du et billed som minde. Hvis du nu skulle komme til at slette det så ligger det på nettet KH Maria XD

Jeg åbnede billedet på min mobil, det er løgn ahhhhhhh. Men det var rigtig nok, et billede af mig taget i går, Jeg kunne se Williams ansigt i baggrunden, hvordan kunne han grine på den måde. Den våde spand i hans hånd, så støre ud end jeg huskede den. Jeg kunne se hvordan vandet sjaskede ned ad mig, den hvide trøje var helt gennemsigtig, man kunne se alt. Hvis det ikke havde været for den onde heks som stjal min BH da vi havde idræt, havde det her aldrig været sket.

***

Jeg vågnede næste morgen da mit vækkeur ringede, og håbede det hele bare havde været en drøm. Jeg tog min mobil, SMS'en og billedet fra Maria var der stadig. 

"Pis" mumlede jeg et par gange for mig selv.

Da jeg havde fået tøj på gik jeg ned i køkkenet, mine forældre var ikke hjemme som servandeligt, da de skal meget tidligt på arbejde. Jeg var ikke sulten, så jeg pakkede min taske og gjorde mig klar. Skolen ligger ikke så langt fra hvor jeg bor, så jeg går altid. På vej til skole gik jeg i mine egne tanker, jeg kunne ikke lade vær med at tænke på William, og hvorfor han lige pludselig opførte sig på den måde.Alle der så mig grinede, det var forfærdeligt, jeg overvejede at gemme mig i mit skab, men det var nok ikke den bedste ide da jeg har klaustrofobi. Det ringede ind, jeg skulle have tysk i første time. Jeg hader tysk, jeg hader sprog fag i det hele taget, det er som om min hjerne slåer helt fra. Vores kluntede lærer kom ind af døren med en dreng som jeg aldrig havde set før. Han havde lyst hår og hans blå øjne strålede nærmest. Jeg hørte ikke rigtig hvad vores lærer sagde, det var helt sikkert noget om ham drengen. Men jeg var også ligeglad, det eneste jeg ville vide lige nu, var hvad fanden William havde gang i. Ham den nye gik hen til mig.

"Øhm hvad laver du?" spurgte jeg meget vredt selvom det ikke var meningen.

"Hørte du ikke at din lærer sagde at jeg skulle side her?" Svarede han meget selvsikkert, helt uden at lyde sur, som jeg måske skulle have forventet.

"Øhm når jo" Sagde jeg selvom jeg ikke havde hørt en pind af hvad der var blevet sagt.

Han satte sig. "Nå hvad hedder du så" spurgte han.

Jeg gad faktisk ikke svare, men der var et eller andet over ham der alligevel fik mig til det.

"Alektra"

"Niall"

"Niall?" Sagde jeg forvirret.

"Niall" sagde han igen, og det gik op for mig, at det var hans navn.