Vi følges bare ad, ik'? ~ En Viborg FF fanfiction

Kapitel 1

Anosike Ementas synsvinkel

25. maj 2024

Dommeren fløjtede af, og det var en sejr til os- altså Viborg- 2-1. Det betød så at sæsonen var slut- for os i hvert fald. Hvilket også betyder at dem vi lige har spillet imod- altså OB rykkede ned, og at Lyngby bliver i Superligaen. Jeg er bare glad for at vi vandt i dag, og jeg ved at vi skal feste for at sæsonen er slut. Jeg lod mine øjne glide hen mod retningen af målet og så Nico Mantl løbe hen imod mig. Jeg smilte så snart jeg så ham. Han stoppede op lige foran mig og smilte tilbage. "We won!" sagde han med et smil og en glad stemme. Hvis du undrer dig, så kan Nico ikke tale dansk. Han er tysker, og har ikke været i Danmark i utroligt mange år. Han fortsår godt sproget, han taler det bare ikke. Og... mig og vores anfører; Jeppe Grønning er jo egentlig de eneste der ved at han forstår dansk. Jeg fandt ud af det ved et uheld tilbage dengang hvor vi spillede i Aab, og Jeppe, ja, jeg ved faktisk ikke hvordan han ved det. Men det er også lige meget! Vi stod rimeligt tæt op ad hinanden, tæt nok til at ingen ville opdage hvis vi... Jeg rakte ud efter hans hånd og vores fingre flettede sammen. Jeg kunne se ham rødme lidt og kigge ned. Jeg skubbede let med min skulder ind i ham, og han kiggede op på mig igen. Først så han en smule forvirret ud, men så smilte han bare igen. De andre stod og fejrede ved fansne, men vi var lidt i vores egen verden. Efter et stykke tid begyndte vi så småt at gå tilbage ind i omklædningrummet. Jeg gav slip på hans hånd så ingen ville opdage noget. Jeg gik lidt i mine egne tanker, ja altså indtil at jeg kunne mærke en hånd på min skulder. Jeg vendte mig om og så Jeppe smile til mig. "Nu ikke være alt for tydelige, vel?" sagde han med en lav stemme. "Kunne man se det?" spurgte jeg med et halv nervøst smil. Han tøvede et øjeblik, et skævt smil på hans læbe. "Ehh- bare lidt." svarede han med et grin. Jeg sukkede og grinte også lidt over det. Men jeg kan jo ikke lade vær'! Jeppe gik forbi os og ind i omklædningrummet, os to lige bag ham. Da vi kom ind igen begyndte alle næsten direkte at feste. Vi er nok mest glad for sejren, men nok også glad for at vi ikke var i OBs position. Jeg kiggede hurtigt rundt for at se hvor de andres opmærksomhed var, og smilte da jeg så Ibrahim Said hoppe rundt på et bord. Alle de andre stod og heppede mens han dansede rundt som en klovn, men jeg så det her som en mulighed. Jeg puffede let til Nico som stadig stod lige ved siden af mig. Han kiggede op på mig og jeg signalerede til at vi kunne gå ud af lokalet. Han kiggede hurtigt hen på de andre, og så tilbage på mig. Han smilte og nikkede. Vi skyndte os ud af selve omklædnings delen af rummet, og hen til et lille lokale som var helt tomt. Så snart vi begge var kommet derind lukkede og låste jeg døren. Når vi var sammen var vi som to forelskede skoleelever. Det er svært at forklare, men jeg har aldrig følt mig så glad end når jeg er sammen med ham. Jeg trykkede ham forsigtigt op af den låste dør og pressede mine læber op mod hans. Han viklede sine arme rundt om nakken på mig og kyssede tilbage.

På samme tid imens at det skete, stod Jeppe Grønning og tænkte at det nok var noget lignende det som de to var gang i. Han var jo den eneste som vidste at de var sammen. Han fandt ud af det ved et uheld, men han var meget venlig og støttende over for det, og lovede at holde det hemmeligt, hvilket han gør.