Nienkes Hus

Kapitel 1

Nienke's synsvinkel

Nienke tager du lige den sidste kuffert, jeg svarede en smule irriteret "Ja" og gjorde som hun sagde. "Har du alt hvad du skal bruge." Spurgte min farmor. Jeg satte mig ind i bilen uden svare, finder mine høretelefoner frem og læner mit hoved op ad ruden.

"Farmor?."

"Ja hvad er der."

"Er det sandt at mor gik på den skole."

"Årh lille skat jeg er ikke helt sikker men jeg kan spørge din far og så kan du få det af vide når du besøger mig på plejehjemmet."

"Men er han ikke død?."

"Nej det er han ikke men sommetider sender han et anonymt brev med svar som om han vogtede over os. "

"Okay."

Jeg vågnede ved høj stemme sige "Så er vi her." Jeg steg ud af bilen og studerede huset det var gammelt man kan vel godt kalde det falde færdigt. Jeg vinkede farvel til farmor, åbnede døren og gik ind, der er meget skummelt og mørkt. Jeg vendte mig forskrækket om da en høj gammel mand prikker mig på skulderen og siger "Du må være Nienke Martens, hvor er din mor?." Jeg kiggede ned i gulvet og sagde "Hun forsvandt da jeg var lille" Hen kiggede på mig og spurgte "Jeg troede bare at det var din mor der kørte lige for." Jeg svarede "Det var min farmor" "Okay lad mig vise dig dit værelse." Sagde han helt følelse kold

Jeg fulgte efter ham ovenpå, vi gik ned af en smal gang da vi nåede til enden af gangen  sagde han "Det er her" Jeg nikkede og trådte ind i værelset "Lige sidste ting din skoleuniform er nedenunder." Jeg nikkede og begyndte at pakke mine ting ud.

Jeg sætter mig hen til spisebordet der kommer en dame ind, hun ser positiv ud og stråler nærmest af energi, hun sætter en masse mad på bordet, jeg sender et smil som hun hurtigt gengælder. Døren går op og der kommer en masse ind på min alder, de sætter sig alle ned og begynder at øse mad på deres tallerkener , jeg tager noget mad på min tallerken, alle begynder at snakke på tværs af bordet, jeg sidder og piller ved maden med min gaffel.

Jeg går ned ad gangen får finde ham der manden, jeg ikke opmærksom i et split sekund og støder ind i ham der manden, han begynder at snakke "Jeg glemte vist at præsentere mig selv jeg hedder Castiel." Jeg spurgte "Hvor er min uniform henne?." Han svarede "Du kan bare vente her så kommer jeg tilbage med den om lidt." Han forsvandt ud ad rummet. Jeg ventede ikke længe for han kom tilbage med en rød skoleuniform i hånden, han rakte mig den og forsvandt igen ud ad rummet.

Jeg gik op ad trappen med skoleuniform i hånden, da jeg nåede til mit værelse gik jeg ind ad døren og hang den ind i skabet. Jeg satte mig på sengen, der kom en lyshårede pige brasende ind ad døren og satte sig på sengen, jeg gik over og satte mig ved siden af hende og skulle lige til at præsentere mig selv da hun sagde

"Hvad laver du!." Sagde hun med en sur tone

"Jeg ville bare præsentere mig selv" Sagde jeg med en usikker tone

"Jeg er da fuldstændig ligeglad."

"Men du spurgte jo selv."

"Ja og hvad så, gider du godt være sød at gå min kæreste kommer om lidt." Sagde hun irriteret

"Men det er også mi....."

"Gå nu bare." Halv råbte hun

Jeg turde ikke andet en at gå for være ærlig gør hun mig en lille smule bange fordi hun er så led. Jeg trådte ud ad døren tårene begyndte stille at løb ned ad kinder på mig, jeg løb mod trappen med tåre løbende ned af min kinder, pludselig kunne jeg mærke det kolde gulv mod min numse, Jeg kigger frem og ser en dreng på min alder han mørke brune krøller, på et og samme sekund rejser vi os langsom op nærmest synkront . Vi får øjenkontakt, jeg skynder mig at kigge ned i gulvet, vi siger i munden på hinanden "Undskyld det var min skyld." Vi fniser begge af det, igen får vi øjenkontakt han rykkere tættere på mig og jeg skal lige til sige mit navn da jeg igen mærker det kolde gulv mod min numse. Jeg kigger op og ser to drenge stå og grine, den ene af drengene rykker på sig og kommere nærmer han rækker hånden til mig, jeg tager fat i den og lige da jeg skulle til at rejse mig slipper han min hånd og siger "Jeg hedder Chad." Jeg falder igen ned på gulvet, de to drenge går og ham med de mørke brune krøller kommer hen og hjælper mig op. Vi står helt da han siger "Du skal ikke tage dig af dem sådan er de altid." Han prøver at få øjenkontakt, jeg kigger ned i gulvet mens jeg siger "Jeg nød til at gå, undskyld."