Why Me

Kapitel 1.

"Usaki!" Råbte Usui nede fra gangen. Ham kom styrtende ned imod mig, med høj hastighed. Han standsede forpustet foran mig. Sveden på hans pande løb ned på hans næsetip og dryppede ned. "Usui?" Sagde jeg og rettede min taske. Han tog en finger i vejret. "Puha! Det er sørme noget af en løbetur du for dig, hvis du løber fra min klasse til din!" Grinte han, og tørrede sveden af sin pande. Jeg kiggede forundrede på ham. Jeg smilte. "Har du hørt det!?" Råbte en anden stemme. Jeg vendte hovedet, og ned af gangen kom Shuwji løbende. Hun fløj lige ind i min favn og kiggede så hurtigt op. "Der kommer nye elever!" Jublede hun og gav slip på mig. "Ej Shuwji! Det ville jeg jo sige" jamrede Usui. Jeg kørte min hånd igennem mit hår, og vende mig om imod Usui. "Lidt for langsom" sagde jeg og blinkede. Han rullede med øjnene og gik ned af gangen, med os i hælene. "Hvor jeg glæder mig" sagde Shuwji og tog armen om min. Gangen blev fyldt med forskellige elever, som summede efter et blik for de nye elever. Alle stod i en stor klump omkring døren. "Lad os se" sagde Usui og kiggede frisk på os. Shuwji trak mig i armen over til den store flok. I starten stod alle og kiggede på døren. Men så åbnede ene og en flok unge fyre og piger kom ind. Ingen af dem smilte eller så glade ud. "Det her minder lidt om en begravelse" sagde Usui til sidst stille. Jeg kiggede rundt på de forskellige mennesker. De stod og snakkede i små grubber og kiggede knap nok op på os andre. "Sikke en spændene Forestilling" sagde Shuuwji og sukkede. Jeg kiggede på de mennesker som gik efter lidt, og så kom en pige frem. Hun var ikke særlig høj, mørkt hår og store mørke øjne. "Wow" sagde Usui og gloede meget på hende. Hendes kort mørke hår svingede i luften, og hun kiggede direkte på mig. Hun smilte så man lige kunne se det hvide af hendes tænder. Jeg gloede bare.

Hun gik over imod mig og smilte. Hun stillede sig foran mig. Hun var en del lavere end mig, og hendes lille kasket skyggede for hendes ansigt. "Hej" sagde en lille stemme. "Goddag" sagde jeg stille. Usui sprang frem til hende. "Sej kasket! Jeg elsker...den farve!" Sagde han frisk og intelligent. Hun nikkede bare og kiggede så helt op imod mig. Usui gloede uforståeligt på hendes nakke. Så kiggede han på mig, og rynkede brynet. "Jeg er Usui" sagde han efter lidt. Hun vende sig om, så hendes hestehale fløj i luften. Jeg snusede ind, og duftede en sød duft af kanel. Var det hende? "Hej Usui" sagde hun og rakte sin hånd ud. Han gav hende et rigtigt mande håndtryk. Hun stirrede nåede da han gav slip. "Undskyld" rømmede han, og rødmede lidt. Så rettede hun sin kasket og gik over imod sine venner. "Hvad skete der lige der" mumlede Usui lammet. Jeg trak på mine skuldre. "Hvem er hun?" Fik jeg fremstammet. Så kom Shuwji løbende imod os, og gjorde som os, stirrede forbløffet på pigen, som bare nikkede til hende. "Hvem?" Sagde hun og kløede sig i baghovedet. Usui og jeg rystede bare på hovedet. "Et mystisk mirakel" hviskede Usui stille og kiggede på hende. Og så forvandt hun ude i det blå.

Resten af dagen forgik, med at få de forskellige ind i klasserne, og vise rundt. Jeg havde ikke set hende den mystiske pige hele dagen, og det havde Usui heller ikke. Han snakkede hele tiden om hende, og jeg nikkede bare. "Hvad sker der for dig?" Spurgte Shuwji hele tiden når jeg gik i staver. "Ingenting" havde jeg bare sagt. Hvilket ikke var rigtigt, men heller ikke falsk. Klokken var sidst på skoledagen da jeg så hende. Hun Stod foran sit skab. Hun stod og ruskede i låsen, først på den ene måde og så den anden. Hun stod feminint med hånden i siden og kiggede på sit skab. Hun sukkede højlydt men hendes råb om hjælp til skabet virkede ikke. Hun drejede hovedet og vi fik øjenkontakt. Så vende hun hovedet hurtigt og tog sin taske fra gulvet, på ryggen. Så traskede hun afsted imod sin nye klasse. Sikke et synd.

"Sikke en dag" sukkede Usui og lænede sig op ad min cykel. "Ja" sagde Shuwji og rømmede sin arm. "Hende pigen der, har ikke sagt et ord siden hun kom ind i den klasse, eller det sagde Seniw"  Usui kiggede bare på mig og trak på skulderne. "Måske er hun en Vampyr" sagde Shuwji til sidst. "Det tror jeg næppe" sagde Usui. "Jeg må altså hjem nu" sagde jeg, for at afbryde den udholdelige stilhed. De nikkede begge og gik imod de andre cykler. Jeg satte mig op på min cykel, og cyklede igennem skolegården. Jeg cyklede over den store vej, og ned af de små. Der var mindre trafik og mindre mennesker. Jeg cyklede over vejen, da jeg ser hende igen. Vi for øjenkontakt. "Pas på!" Råbte hun og løber imod mig. Jeg er helt lammet. Hendes kasket falder af hendes hovede, og hun løber imod mig. Og så rammer jeg jorden. Jeg mærker noget blødt imod mit hovede. Jeg åbner stille øjnene og kigger op i nogen brune øjne og et stort smil. "Troede du var kommet slemt til skade. Men jeg har tjekket og intet er brækket" sagde hun stille. Hendes pandehår lå og flagrede foran hendes øjne. "Tak" sagde jeg stille. Jeg kiggede omkring mig, og blev forskrækket. Jeg satte mig hurtigt op, og mærkede nogen hænder om min skulder. "Pas nu på" sagde hun. Vi var i en park. Eller et grønt arial. "Vi er i en have" sagde hun efter lidt. "I en have? Hvordan er vi kommet hertil?" Spurgte jeg. Hun grinte. "Din hukommelse er ikke ligefrem den bedste" sagde hun og satte sig på hug foran mig. Hun duftede ligesom tideliger, og hendes ansigt endnu mere kønt. "Du væltede, og så fulgtes vi hjem. Men du var ikke til at komme i kontakt med, så vi gik hjem til mig" sagde hun. Jeg kiggede rundt i hendes have. "Tak" mumlede jeg og rødmede lidt. Hvor var det pinligt. Hun grinte og rejste sig. "Skulle det være en anden gang" sagde hun og rakte sin hånd imod mig. Jeg tog med glæde imod den og hun hjalp mig op. "Oh du glemte noget" sagde hun og rodet rundt i sin taske. Hun tog mine briller frem. "Hov" sagde hun, og pudsede mine briller i hendes trøje. "Her" hun rakte mig brillerne. Hun smilede. "Jeg er Usaki" sagde jeg. "Hej Usaki" sagde hun. "Hvad er dit navn" spurgt jeg. "Det er en hemmelighed" sagde hun og tyssede. Jeg nikkede. En hemmelighed. "Hvad må jeg kalde dig?" Spurgte jeg, da jeg stod til havelågen. "Det vil tiden vise" sagde hun og blinkede. Så forsvandt hun ligesom i skolen, bare ude af det blå.