Why Me

Kapitel 2.

Jeg gik ned af gangen, og kiggede desparat efter hende. Hvorfor måtte jeg ikke vide hendes navn.."Usaki!" Råbte en stemme. "Usaki?" Sagde jeg mindre begejstret. Han rettede sit slips og kiggede på mig. "Du ved jo godt at Shuwji er en del af årgangens elevsråd?" Jeg nikkede. "Hun siger at der måske er en mulighed for at komme på en årgangs telttur!" Han drejede en omgang om sig selv. "Og det betyder?" Spurgte jeg og kiggede over mine briller. "Hvad det mener? Det mener at hende der pigen er der!" Han klaskede hænderne sammen og kiggede op i loftet med lukkede øjne. "Lad det blive virkeligt" sagde han og kiggede på mig. "Okay" sagde jeg og gik forbi ham. "Usaki! Hvad sker der? Igår himlede du over hende, og idag er du ligeglad?" Jeg stoppede og kiggede på den bekymrede Usui. "Nej det er ikke det" sagde jeg lidt sløjt. "Hvad er det så?" Han kiggede surt på mig. "Hun reddet mig igår, efter jeg væltede på min cykel" sagde jeg. Han kiggede med åben mund og store øjne. "Du? Hende? Reddet?" Han var lige ved at besvime, men satte sig bare ned på gulvet. "Usui vi lavede ikk noget. Hun ville ikke engang sige sit navn" sagde jeg trøstede. Shuwji sagde hendes veninde ikke vidste det, fordi hub aldrig sagde noget. Hendes lære siger det ikke engang!" Jamrede han. Han rejste sig og rettede sig. "Ses senere" sagde han og gik. Hvad gik ser nu af ham? "Hej Usaki" sagde en stemme. Jeg vendte mig om og der stod hun. "Hej person?" Sagde jeg og skævede ned af gangen. "Er det tak fordi jeg reddede dig?" Grinte hun. Hun havde ikke sin kasket på, men den normale skoleuniform. Hun havde sit hår sat op i en hestehale og hendes ansigt smilte. "Det vil jeg ikke kalde det" sagde jeg og smilte. Hun grinte. Hendes søde latter fyldte mit hovede. "Hvilken klasse er du i?" Spurgt hun og satte hovedet på skrå. "Jeg går i A" sagde jeg . Hun nikkede og rynkede brynene. "Er det fordi at du er klog?" Spurgte hun. Jeg rynkede brynene og kiggede på de forskellige klasser. "Nej det tror jeg da ikke" sagde jeg efter lidt. "Det skulle man da tro" sagde hun og kiggede mig i øjnene. "Hej Usui.." Sagde Shuwji og stoppede da hun så hvem jeg snakkede med. "Hej til dig os" sagde Shuwji lidt akavet. Hun nikkede bare og gik. "Hvad snakkede i om?" Spurgte Shuwji. "Ikke noget" sagde jeg og smilte skævt. "Har i nu hemmeligheder sammen?" Sagde hun surt. "Nej, må jeg da nu ikke snakke med andre piger end dig?" Sagde jeg flabet. Shuwji blev helt rød i hovedet. Hun kiggede væk og begyndte at gå hurtigere indtil klassen hvor hun drejede af.

Det meste af timen fulgte jeg ikke med. "Er det fordi du er klog" havde hun sagt. Måske var det. I de fire første år af skole gik vi alle i en stor klasse, men i 4 blev vi fordelt. Måske havde hun ret? "Usaki" sagde en stemme. Alle i klassen gloede på mig, og nogen grinte. "Undskyld men følger Du med?" Sagde læren. Jeg nikkede bare og kiggede imod tavlen som var fyldt med matematik stykker. "Jamen hvis du følger så godt med kan du så forklare mig hvordan man løser dette" sagde han og hamrede sin pind imod tavlen. "Øh, nej desvære" sagde jeg. Pigerne i klassen fniste. "Kan du ikke? Nårh, så følg med i timerne!" Råbte han. "Jeg prøver da os" sagde jeg, lærens rynkede ansigt blev til en grin grimasse. "Prøvede? Så PRØV at gå udenfor i resten af time " sagde han og pegede på døren. Jeg rejste mig og gik ud. Der var helt stille på gangen, kun få gange åbnede en dør og folk gik på toilettet. "Kan du så gå ud! Jeg gider ikke den slags opførelse i min klasse!" Råbte en stemme ind i en af klasserne. Så åbnede døren og en person kom ud. Det var hende. "Usaki?" Sagde hun stille og kiggede på mig. "Hvad har du gjort?" Spurgte jeg. Vi sad op ad vores klasses døre, og ligeover for hinanden. "Min sidemakker kastede en papirsbold i hovedet på læren. Hun troede det var mig" sukkede hun. "Jeg fulgte bare ikke med" sagde jeg. Hun nikkede og krøb benene under sig. "Har du hørt om den der tur?" Spurgte jeg. Hun nikkede. "Det virker lidt kedeligt" sagde hun. "Kedeligt? Det bliver da super sjovt" sagde jeg. Hun kiggede forstenet ud i luften. "Din veninde Shuwji? Det er hendes navn ikke?" Spurgte hun. Jeg nikkede. "Kan du ikke sige til hende, at hun skal spørge sin irriterende veninde om at snakke til mig omkring alting! Hvad mit navn er, hvor jeg bor, hvad mit efternavn er" spurgte hun. "Jo da" sagde jeg. "Hvorfor gider du ikke snakke med pigerne enlig?" Spurgte jeg. Hun kiggede på mig og trak på skulderne. "Alle piger er jo ens?" "Og det er drenge ikke?" Indskød jeg. Hun nikkede. "I er lettere at snakke om. Og alting handler ikke om Make Up og tøj!" Sagde hun og rynkede brynet. "Hvorfor spørg du?" Jeg sank. "Jeg er bare nysgerrig" sagde jeg. Hun nikkede og rejste sig. "Kommer du til den der ting?" Spurgte hun. "Ja?" Sagde jeg. "Jeg gider ikke, kan du ikke sige hvor man melder sig fra henne?" Jeg rejs mig op. "Du skal komme. Ellers har jeg jo ikke nogen at snakke med" jamrede jeg. "Du er 100 venner, så hvis jeg ikke dukker op så er det ligemeget" sagde hun og vendte ryggen til mig. "Jeg mener det. Kom nu" sagde jeg og gik imod hende. Hun vendte sig om så vi stop helt tæt. Jeg kunne mærke hende ånde imod hud. "Hvad nu hvis jeg ikke gider" sagde hun. "Så er det mit problem" sagde jeg. "Okay fint" sagde hun og smilte. Så åbnede hun døren til sin klasse og forsvandt. Tænk at jeg skal tilbringe en weekendt, med en pige som hende.