En kongelig hemmelighed

børnehjemmet

En varm, indelukket dunst rammer min næse. Her lugter fælt af børn og gammelt mad fra køkkenet. De slidte brædder på trappen knirker under mine fødder, da jeg lister ned mod spisesalen, hvor de andre børn sidder og spiser den ækle morgenmad, som Marta laver. Jeg tror ikke at Marta nogensinde har lært at lave mad. Egentligt er det lidt synd for hende at ingen vil spise hendes mad, men istedet kaster rundt med det, som var det en bold.                                            

I alle de år jeg har været her har jeg kun haft en rigtig ven. Hun var en lille blondt pige med store blå øjne og fregner i hele ansigtet. Vi var altid sammen og om aftenen lagde vi planer for hvordan vi kunne slippe væk herfra. Hun var den eneste jeg havde, men hun er væk nu. Hun blev adopteret til en lille intim familie på Bornholm. Jeg ville ønske jeg også snart blev adopteret, men det sker jo nok aldrig. 

Jeg lægger hånden på dørkammen og kigger ind i den store spisesal. flere tusinde små havregryn ligger spredt ud over det mørke trægulv. bordet er vådt af sødmælk og sukker. Jeg giver hurtigt op. Jeg har i virkeligheden slet ikke lyst til at sidde med de andre børn eller i det hele taget være her på børnehjemmet. 

Ude i køkkenet fandt jeg hurtigt Marta. Hun stod som sædvanligt og kiggede opgivende gennem det lille runde vindue ind til den store spisesal. Hun så trist ud. hun vendte sig om og stirrede tomt ud i luften. Hun havde poser under øjnene og de mange rynker gjorde det næsten umuligt at bedømme hendes humør. Med tunge skridt bevægede hun sig nærmest svævende over mod komfuret. Jeg kiggede lidt rundt på hylderne, som var fyldt med klamt dåsemad, som sansynligvis var mindst 2 uger for gamle. Jeg dropper morgenmaden og går lidt ud i haven for at trække lidt luft. Egentligt kan man ikke rigtigt kalde det en have. Jeg ville mere kalde det en.. øh.. losseplads. Her flyder med skrald og bakterier. Men det er trods alt bedre end ingenting.

//Senere samme dag//                                                                                                                                                             Jeg klapper bogen sammen. Endnu en bog er læst færdig. Heldigvis sover jeg i øverste køje, så der kan jeg sidde og læse i fred for postyret med de andre børn. Jeg kravler ned ad den rustne stige og drejer nøglen om til det store klædeskab. Inden jeg åbner lågen, glider jeg forsigtigt hånden hen over den lakerede låge.