Do you remember? (Danish)

Husker det tydeligt

Dagen startede næsten helt normalt. Jeg boede sammen med min far i en lille villa. Vi havde ikke særlig mange penge (troede jeg). Jeg skulle starte på en ny skole. Jeg glædede mig ikke...
Jeg HADDEDE seriøst skolen. Sidst jeg stavede til chauffør stavede jeg det S-J-O-F-Ø-R...
Jeg er altså ikke 10?! Men jeg kender forklaringen. Jeg er ordblind.
I matematik går det lidt bedre. Jeg kan finde ud af det meste. Musik og idræt var mit yndlings fag. Jeg er VIRKELIG hurtig. Der er mange der har sagt at det er unormalt at være så hurtigt. Men min far sagde, det var normalt. Normalt at løbe 2 km på 1 minut.

Hurtigere end en gepard. Men jeg troede på min far. Jeg var ikke så gammel...
I musik sang jeg næsten altid. Hvis ikke, spillede jeg klaver. Jeg fik tit at vide, at jeg var den bedste. Men som sagt skulle jeg starte på en ny skole. Jeg gik hen imod skolen. På vej der hen så jeg en underlig pige. Hun havde lyst hår sat op i rottehaler, smukke brune øjne (ligesom mig) og en lyserød kjole på. Om hendes hals hang en medaljon. Hun var lidt usikker og duftede til hver eneste blomst, hun gik forbi. Det så ud som om hun var bange for mennesker. Pludselig vinkede hun til mig, og jeg løb resten af vejen hen til skolen. Jeg ved ikke hvorfor, men hun gjorde mig utryg.

Da jeg endelig kom til skolen, var den stører, end jeg havde forventet. På selve bygningen stod der med store bogstaver dens navn. Jeg tog en dyb indånding og gik ind af den store port. Der var mange mennesker der inde. Jeg kiggede efter nogen, jeg kunne spørge om, hvor kontoret var. Jeg stoppede en dreng og spurgte ham:
"Ved du hvor kontoret er?" jeg spurgte ham direkte. Han gav mig elevatorblikket og smilede kækt.
"Er du ny her?" Spurgte han.
"Fortæl mig nu bare hvor kontoret er" sagde jeg irriteret og rullede øjne af ham.
"Okay, okay"sagde han uskyldigt.
"Ned ad gangen og til højre" sagde han. Jeg gik der ned og lod mærke til at han kiggede efter mig. Grinte lidt for mig selv og gik ind på kontoret. Jeg fik ordnet mine ting og gik ind til time. Jeg fik mange blik fra drengene.

En af dem stirrede så meget på mig, at jeg blev irriteret. Så jeg tog en hurtig beslutning og lavede det grimmeste ansigt jeg kunne, mens jeg rakte tunge. Ha,ha i skulle have set hans ansigt. Det var da timen var færdig, at det hele begyndte. To mænd i sorte jakkesæt kom ind på skolens grund. Det var som om jeg havde set dem før. De havde vær en pistol i hånden. Jeg blev ikke bange. Men jeg syntes at det var mystisk. Alle på skolen blev sendt hjem, da de havde opdaget de to mænd.

Jeg løb hjem til min far, så hurtigt som jeg kunne. Det tog nogle få sekunder for mig at nå min destination. Jeg flåede døren op og fortalte min far hvad der var sket. Han fik et bange udtryk i ansigtet og kiggede mig dybt ind i øjnene:
"Løb din vej! Husk på denne adresse: OPF 12. Find huset og fortæl alt om dig selv" sagde min far med rædsel i øjnene. Jeg vidste ikke engang at en vej kunne hedde 3 bogstaver. Der blev banket på døren.

"Løb" hviskede min far og krammede mig. Jeg løb oven på og skulle til at løbe op på mit værelse, men inden jeg nåede så langt, blev døren sparket op. De samme mænd jeg havde set på skolen kom ind ad døren. De tog mænd angreb min far. Men han forsvarede sig og vred armen om på en af mændene. Den anden mand kom løbende og min far slog de tog mænd sammen. Slås kampen varede i lang tid, og jeg stod bare helt i chok og så på. Inden min far fik vredet pistolen ud af mandens hånd og skød ham, kaldte han efter hjælp ned i sit agentur (hvad hedder sådan et?😂)

Bang. En mand død. Den anden mand angreb og slog bagenden af pistolen ind i siden af hovedet på min far. Min far fik dog givet manden en mavepumper, der fik ham til at bremse pistolen en smule i smerte. Min far slog manden fire gange i hovedet og fik vredet hans pistol ud af hånden på ham. Der lød et bang. 2 mænd døde. Jeg troede at det hele var overstået og begyndte at gå ned til min far, da der kom 4 mænd og en kvinde ind af den fuldstændig ødelagte dør. Min far gav ikke op så let og kæmpede videre for sit liv. Kvinden var ubevæbnet, og de fire andre mænd fik fanget min far i et greb, som var umuligt at komme ud af. De fik min far ned på knæ og vred hans arm hele vejen rundt. Min far skar en grimasse. Jeg troede den ubevæbnet kvinde var bossen. Nu ved jeg at det var hun.

Bossen gik langsomt hen imod min far. Det var der minderne begyndte at poppede op i mit hovede, og jeg huskede, hvordan min mor døde. Jeg havde aldrig fået at vide hvordan. Det var først nu det hele gik op for mig. Jeg kom tilbage til virkeligheden. Jeg stod som frosset fast til jorden og holdte vejret. Jeg tænkte på at hjælpe, men hvad kunne jeg gøre? Bossens skridt kom et efter et. Det knirkede da det var trægulv vi havde.
"Du var ikke så nem at finde Willy" grinte hun og smilede ondt.
"Nu skal du dø ligesom din elskede Simone" hun grinte hånligt. Minderne poppede op i mit hoved.

"Hvor er pigen?" Spurgte hun iskoldt og kiggede min far i øjnene. Hendes øjne var kolde og stive.
"Hun er langt væk her fra" sagde min far koldt. Der kom den dårlige samvittighed så, for det var jeg jo egentlig ikke...
Jeg bed mine tænder sammen. Bossen kiggede rundt i stuen og fik øje på mig.
"Fang pigen" sagde hun koldt og smilede hånligt til min far.

"Hun var godt nok langt væk" grinede hun hånligt. Min far råbte bare at jeg skulle løbe. Jeg fældede en tåre, men gjorde hvad han sagde. Jeg løb op på mit værelse og sprang ud ad vinduet. Glasskår fløj i luften omkring mig og det føltes som om alting var i slowmotion. Jeg landet på den der seje ninja måde og tænkte over, hvordan jeg overhovedet kunne det. Pludselig kunne jeg mærke en kæmpe smerte i min arm. Et glasskår havde boret sig langt ind i min arm. Jeg hev glasskåret ud af armen, mens jeg skar en grimasse. Min sorte, langærmede hættetrøje havde nu en masse ridser. Men det betød intet for mig lige der. Jeg løb alt hvad jeg kunne med to råbende mænd efter mig. Jeg løb om foran huset og kiggede ind af det mellemstore vindue.

"Pigen sprang ud ad vinduet" sagde de to mænd.
"Så løb dog efter hende!" Råbte kvinden irriteret. De tog mænd løb ud ad forindgangen og jeg gemte mig bag huset. Holdkæft de var dumme. Jeg stod jo nærmest lige ved siden af dem! Okay overdrivelse...
"Har du et sidste ønske inden du dør?" Sagde bossen med et smørret smil.
"At du vil brande op i helvede" sagde min far koldt. Jeg lukkede ikke øjnene. Men jeg fortryder det idag. Jeg så min far blive myrdet for øjnene af mig. Bossen kiggede ud ad vinduet og vi fik øjenkontakt. Jeg hørte hende bande og så hende løbe lige imod ruden. Ruden splintredede og hun løb efter mig. Jeg begyndte at løbe baglæns og satte til sidst farten op. Jeg løb fra hende ret hurtigt, men jeg glemmer aldrig den dag. Jeg glemmer aldrig de mennesker som gjorde det. Og jeg glemmer aldrig min lyst til hævn.

Hej!
Tak fordi du læser min historie🙃
Hvis du godt kan lide skøre mennesker, så følg mig😝
Hvis ikke, så følg mig alligevel 😎😹
Ej okay😂
Håber du vil følge med i det næste kapitel😚