Drømmenes virkelighed - De fem verdener

De fem verdener

Jeg tror på det. Det gør jeg. Jeg tror på, at ens drøm kan blive til virkelighed. Ligesom i film. Det kan godt være, at det er mærkeligt, at jeg tror på den slags, når jeg er en pige på 14 år, men det betyder ikke, at jeg tror på julemanden og de der ting. Altså du ved når man drømmer noget, og det føltes som virkelighed, ik? Så tror jeg ikke bare på, at det føles virkeligt, men jeg tror også på at det er virkelighed. Ja, det kan godt lyde lidt underligt, og det forstår jeg godt. Men hvis det altid føles så virkeligt, så må det jo også være virkeligt. Jeg har aldrig nogensinde vågnet op og så vidst, at den drøm jeg lige havde drømt var virkelig. Det har jeg ikke, men jeg har vågnet op flere gange, og følt, at den drøm jeg lige havde drømt var virkelig. Så altså jeg ved det ikke, og der er ikke nogen beviser for det, men jeg tror på det. Ligesom nogen tror på Gud og Jesus og whatever...Så tror jeg på drømmenes virkelighed. Jeg mener bare, at hvis drømmene føles virkelige må der jo også være noget virkeligt i det. Ellers kan det jo ikke føles virkeligt...

Jeg begyndte at tro på drømmenes virkelighed fordi...nej, vent grunden til at jeg tror på det vil jeg vente med. Jeg vil begynde helt fra starten af.

Jeg husker tydeligt hvad der skete. Jeg drømte den her underlige drøm, som føltes virkelig. Drømmen startede i en død verden. Eller det var en død og mørk skov med døde træer og der var ingen liv. Det kunne jeg føle. Det var så trist og skræmmende at være der. Men så hørte jeg en lyd, husker jeg. Det var en stemme, som begyndte at tale til mig, som var jeg i et videospil eller noget: "Hvad er dit navn?" sagde den dybt. Der var ingen tvivl om, at det var en mandestemme. "J-j-jeg hedder Addie," svarede jeg skrækslagen. "Velkommen Addie. Du er nu ankommet til De Fem Verdener. Du står lige nu i den første verden: Dødens Skov, og skal igennem den, for at komme videre til verden nr. 2. Jeg vil give dig et råd til at komme igennem den her skov, for det er ikke lige så let som du regner med. Her kommer det: Højre er venstre, venstre er højre, vejen ud er vejen tilbage. Held og Lykke." Jeg blev så forvirret over det han sagde, og så alligevel ikke, for jeg skulle jo bare gøre det han sagde. Så jeg begyndte at gå tilbage, og så kom der et skilt. "For at komme ud skal du gå mod højre," stod der på skiltet med en pil mod højre. Det første jeg tænkte var: "åhh, gudskelov endelig er der noget hjælpsomt," og så gik jeg selvfølgelig efter skiltet. Efter rimelig lang tid i den Døde Skov, kom der endnu et skilt. "For at komme ud skal du gå mod højre," stod der ligesom på det sidste skilt med en pil mod højre. Så jeg gik jo bare mod højre, og troede at jeg gik rigtigt, men så kom der et skilt igen, hvor der stod præcis det samme som på de to andre skilte. Og det var først der, at det gik op for mig, at jeg var gået i ring, altså jeg skulle jo have gået mod venstre, da jeg så skiltet første gang! Så jeg gik til venstre. Jeg fortsatte bare den vej indtil jeg så noget lys. Jeg begyndte at løbe mod det, og så kunne jeg se en åbning. Jeg løb og kom tættere, og tættere på, men så så jeg noget stort sno sig ud i gennem åbningen og forsvinde. Det lignede en slangehale, en meget stor slangehale. Jeg blev bange, og løb hurtigt ud i den næste verden. Det var et stort sted, og det lignede paradis. Der stod også et smukt springvand. Jeg tog noget at drikke, da jeg så hørte stemmen igen: "Godt klaret Addie. Du kom igennem Dødens skov. Nu er du i Paradis, og du skal passe på slange. Held og lykke."

Jeg endte i den smukkeste verden nogensinde. Jeg tror faktisk at det var paradis. Jeg så et springvand og tog noget at drikke. "Godt klaret Addie. Du kom igennem Dødens skov. Nu er du i Paradis og du skal passe på slangen. Det er ikke det eneste, for du må ikke spise af Kundskabens Træ. Held og lykke," sagde han, og så måtte jeg jo komme afsted. Jeg begyndte at gå efter nogle skilte, og kom så til et stort træ. Det stod så stort og elegant. Midt inde i Paradis stod det store flotte træ, og det havde de fineste røde æbler. Jeg blev virkelig sulten af at se på det så jeg gik hen mod træet, for jeg ville have et æble. Men så kom jeg i tanke om hvad stemmen havde sagt. Jeg måtte ikke blive fristet af noget, også selvom det var svært, så jeg gik bare ind under træet for at hvile i skyggen. Ja, jeg ved det lyder sjovt at sove i sin egen drøm, men sådan gik det altså. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sov, men jeg husker at jeg vågnede af en mærkelig lyd. Det lød som en slange der snoede sig rundt, og det var det også. Jeg sprang op, da jeg så slangen. Den var stor, virkelig stor, og den stirrede bare på mig. Og så begyndte den at tale til mig: "Halløjsa, lille ven. Er du ikke sulten? Her er et æble, spis." Jeg tog imod æblet, og spiste af det. Jeg var lige vågnet, så jeg tænkte mig ikke om, og jeg måtte jo ikke spise af æblet! Jeg smed æblet væk og løb afsted. Jeg løb, og løb, indtil jeg kom til et skilt, hvor der stod: "Du spiste af æblet, og derfor er din straf, at du selv må finde ud." Jeg blev bange, og følte mig fortabt. Og så begyndte jeg bare at gå. Jeg gik i rigtig lang tid, indtil jeg rent faktisk kom til et skilt, hvor der stod at udgangen var tæt på, så jeg gik videre og kom så til en åbning. Den var mørk. Mørkere en Dødens Skov, så jeg gik ud fra at det var verden nr.3.

Jeg gik ind i åbningen, og der blev helt sort. "Fint, Addie. Du kom videre til verden nr.3." Der var stemmen igen. Og den fortalte bare om hvad jeg skulle i den her verden. "Du er nu ankommet til Den Sorteste Verden. Her er mit råd til at komme videre: Her er helt sort, så du skal gå efter de øjne der er hvide. De lyser og skinner. Men du må ikke lade dig narre af de grønne øjne. De vil bare fører dig til døden. Så husk! De hvide øjne." Og så kom de smukkeste hvide øjne frem. De var så skinnende, og så gik jeg efter dem, men jo tættere jeg kom, jo mærkeligere blev de. Det var som om de blev grønnere, så jeg løb væk. Jeg løb ude i mørket helt alene. Men så kom der nogle hvide øjne, og de var ikke pænere end de grønne-hvide øjne, så jeg fulgte efter dem. Men så var der noget, som rørte mig. Og ja, det var slangen. Den havde fulgt efter mig. Den havde også skræmt de hvide øjne væk, så nu var det kun den og mig. "Hvad vil du mig?" spurgte jeg helt stille. "Jeg vil bare være din ven," svarede den, og rørte mig igen. "Jamen, du skal lade mig være så jeg kan komme ud af de her syge verdener!" råbte jeg ad den og begyndte at løbe. Så kom de hvide øjne igen, og jeg tænkte at slangen var væk. De førte mig til en ny åbning, og forsvandt så.

Jeg gik igennem den, og endte på en mark, eller rettere sagt en eng. Jeg stod midt i det høje græs midt på en dejlig fredfyldt eng. Solen skinnede, og jeg kunne dufte sommeren. I det fjerne lå en masse bjerge, og der lå et lille hus tæt på hvor jeg stod. "Virkeligt fint klaret, Addie. Du kom igennem Den Sorteste Verden, og står nu på Glædens Eng. For at komme ud skal du følge dit hjerte. Du skal følge glæden i dig selv. Det vil sige at når alt frygten er ude af dig, og du kun er fyldt med glæde, vil den sidste verdens åbning stå foran dig. Held, og lykke." Jeg tænkte, at det var en let opgave, for hvordan kunne man være bange i sådan en skøn verden? Men jeg tænkte lidt for hurtigt, for der var den. Lige foran mig var slangen, og den åndede mig bare i ansigtet. Jeg løb med det samme. Jeg løb bare ind i det lille hus, der var tæt på. Da jeg kom ind var der ingen slange, og der så rigtig hyggeligt ud, så jeg troede at noget boede der. Det gjorde der også. Der kom en lille dame ind i rummet, og hun så rigtig sød ud. "Jamen halløjsa lille ven," sagde hun, og stillede alt fra sig. Jeg havde hørt det der: "halløjsa lille ven" før, og det tegnede ikke godt. Hun så mærkelig ud, og lige pludseligt forvandlede hun sig til slangen. Jeg vidste bare, at noget var forkert. Slangen og jeg sagde ikke nogen grimme ord eller noget. Ligesom de gør i film, vi begyndte bare at slås med det samme. Ja, det er rigtigt, vi slåssede. Jeg parerede, da den bed ud efter mig, og jeg kunne ikke gøre noget andet. Det gik sådan i et stykke tid, indtil jeg så endelig fik fat i den. Jeg tog det tætteste der lå, og stak det ind i slangen. Den gav et hyl fra sig, og landede så på gulvet, fuldstændig død. Jeg følte mig så levende af lettelse og glæde, og så kom åbningen.

Jeg gik igennem den, og kom til et meget mærkeligt sted. Det var en lade. En mærkelig lade, fordi alle de verdener jeg havde været igennem var i den her lade. På taget var Glædens Eng, i en lille lem var Dødens skov, og det samme var Den Sorteste verden, altså i en anden lem, og Paradiset lå inde i laden. Det var helt vildt! Og så kom den der stemme igen: "Godt Addie. Du er færdig, og kommer snart tilbage til din egen lille verden, men først vil jeg give dig noget." Og så kom den mærkeligste maskine dims frem. Det lignede en robot, tidsmaskine ting med et stort øje midt i det hele. "Hej, jeg, hvad, men," sagde jeg, og stod med åben mund. "Du skal ikke være bange. Det er mig, der har hjulpet dig igennem alle verdenerne. Du skal nu hjem, men husk det her: Som ung har man ikke lukket sig op for den helt store verden, det sker først senere. Snart vil du se hele den store verden for dig, og det her var bare en smagsprøve på hvordan det er. Så nyd nu at du stadig er et barn, Addie. Farvel."

Og så vågnede jeg, med en følelse af, at det havde været virkeligt. Og nu vil jeg fortælle hvorfor jeg tror på det: Dagen efter jeg havde den her mærkelige drøm, skulle jeg på et museum med skolen. Vi kom frem til en udstilling med et maleri, men ikke et hvilket som helst maleri, nemlig laden fra min drøm! Det var De Fem Verdener! og der stod også præcis det som den mærkelige dims fortalte mig: "som ung har man ikke lukket sig op for den helt store verden, det sker først senere. Snart vil du se hele den store verden for dig, og det her var bare en smagsprøve på hvordan det er. Så nyd nu at du stadig er et barn."

Derfor tror jeg på drømmenes virkelighed.