Det gamle hus

Det gamle hus

Vi går ned ad gaden, den mørke gade vi altid går på, når vi skal hjem fra skole. Vi kigger altid ind til det gamle hus med de smadrede vinduer og alt for meget ukrudt.
-Ved du, hvem der bor der ? spørger Albert.
-Nej, men jeg har hørt at, der engang var en, der blev spist af nogle rotter i det hus. Albert kigger sjovt på mig.
-Mener du det ? Spørger han.
-Ja, ellers ville jeg da ikke sige det til min bedste ven.
Vi går videre ned ad gaden, til vi kommer til mit hus.
-Farvel, råber Albert.
-Farvel, vi ses i aften, svarer jeg.
Jeg glæder mig til i aften, vi skal sove sammen og vi skal sove ude på kirkegården.
Jeg går ind, tager skoene af og siger hej til mine forældre. De ved ikke, at jeg skal sove på kirkegården, de tror, jeg skal sove hos Albert, og Albert's forældre tror, vi skal være hos mig.
Jeg går ovenpå og pakker en lommelygte, et tæppe og en pose chips. Jeg går udenfor for at, vente på, at Albert kommer. Jeg ser et lys, det er Albert med sin lommelygte.
-Hej, er du klar? spørger han.
-Hej, ja,  det er jeg da.
Vi går ned ad gaden, imod kirkegården. Jeg kan mærke, at gyset går igennem mig, når vi nærmer os kirkegården. Vi er få meter væk fra lågen, da jeg tager en dyb indånding og åbner lågen. Den knirker. Albert træder ind og bagefter går jeg ind. Jeg mærker en kold brise imod os. Vi sætter os ned på tæppet og tager chipsposen frem. Jeg kigger hen imod en grav, det er min lillesøsters grav. Jeg går over til den, da jeg synes, det ser ud som om, at der er en, der sidder der. Det er en dukke, min lillesøsters dukke.
Men den lå jo på loftet derhjemme.....
-Albert !!!
-Ja ?
-Kom !
Albert kommer løbende, jeg kigger efter ham
Da han kommer er dukken væk. Jeg forstår det ikke.
-Lad dog være med at skræmme mig ! siger Albert surt.
-Den var der altså,  svarer jeg.
Vi går tilbage, da vi hører et højt skrig. Det gik direkte ind i mig. Det er min søster, jeg er sikker, men hun er jo død.
Vi lægger os ned på tæppet, vi holder os ind til hinanden. Jeg har egentlig ikke lyst til at være her, men jeg skal jo ikke lyde så bange som jeg er.
Du ved godt.... det der hus ikke ? Spørger jeg.
Jo ? Svarer Albert.
Der har jeg boet, og det var der min søster døde, siger jeg.
Det har jeg aldrig vidst, siger Albert .
Undskyld, svarer jeg.
Jeg ville gerne komme derind og se, hvordan det ser ud.
Godt, så gør vi det, svarer Albert.
Vi går ud af kirkegården, og hen mod det gamle hus.
Vi går hen til hoveddøren, vinden får døren til åbne og lukke. Vi træder ind, det er så mørkt, så vi ikke kan se, hvad der er i huset. Jeg tager lommelygten frem, og lyser. Der er ingenting. Vi går imod kældertrappen.
Skal vi gøre det her? Spørger Albert med en hæs stemme.
Ja, jeg vil gerne se, hvordan det ser ud.
Jeg går ned på første trin.
Jeg gør det ikke! Siger Albert.
Okay så gør jeg det.
Jeg går ned, jeg hopper et skridt tilbage, da jeg ser der sidder en mand, lænket fast til væggen. Jeg går lidt tættere på, han har en kniv i hånden. Jeg sætter mig på hug. Manden stikker kniven lige ind i min mave. Jeg skriger, Albert kommer løbende. Jeg vil have, at han skal holde sig væk, men nej, Albert bliver ramt lige i hjertet. Albert falder 
uden lyd. Jeg holder på mit sår, men blodet vælter ud. Jeg ser sløret og mit hjerte slår langsommere og langsommere. Jeg kan mærke en mørk stilhed. Til sidst kan jeg ikke holde mere, så jeg giver slip , lægger mig ned og jeg lukker mine øjne...