Lonely Girl

Capt. 1

Vinden er jævn, stille og varm. En gang imellem kommer små vindpust, og køler hele kroppen ned i løbet af sekunder. Men her er dejligt, behageligt. Ikke ét blik at møde, at bekymre sig for. Ikke én til at træde på en, og gøre ens nærvær mere skeptisk.
Det ville være nemmere, ikke?
Ingenting ville ændre sig,
Ingen ville lægge mærke til det,
Alting ville være som før.
Så hvorfor ikke? Jeg er bare ét menneske. Ét menneske, ud af milliarder. Hvordan kan det så betyde noget, om jeg lige pludselig ikke er her mere? Hvordan kan det betyde noget, at min sjæl valgte freden, istedet for alt det her?
Smerten kører mig ud til kanten, jeg vil ikke mere. Det føles som at blive stukket i hjertet, tusinder gange, bare at trække vejret. Det føles som at træde på søm, når man går. Det føles som at sluge glasskår, når man drikker eller spiser. Så hvorfor blive ved? Hvorfor blive ved med at kæmpe, kæmpe videre for at træde et skridt dybere ind i smerten, hver enkel dag der går?

Træerne over mig, viser sine flotte, grønne kroner, stolt over den tætte skov. Ikke to blade, er ens i farven. De er alle hver deres enkle, pastel grønne, Mint grønne, mørkegrønne farve. Jeg sukker tungt, lader luften flyde ind i mine lunger, og ud igen. Mine hænder er voldsomt urolige, som hvis nogle forfulgte mig.
Som om nogle stod bag mig, parat til at føre mig igennem endnu mere smerte. At føre mig igennem endnu mere frygt.
Mit blik vendes over mod to fugle, som flyver gennem skoven. Deres skingre sang, fylder mine ører. De flyver tæt, nogle gange i cirkler om hinanden. Jeg smiler stille, og læner mig tilbage på bænken. Modernatur er smuk. Tænk vi lader menneskeheden ødelægge den på denne måde? Ødelægge vores skabelse, ødelægge vores chance for alt denne skønhed. Jeg lukker mine øjne, og lader mørket omfavne mig. Kunne det ikke være rart, at kunne sove forevigt? Og aldrig vågne igen?