Lonely Girl

Capt 2.

Jeg vakler hen af den lange sti, midt i den dybe, lysende skov.
Jorden under mig er hård og tør, nogle steder en smule mørkere og våd.
Skolen var sluttet nu, så mine ben havde besluttet at bærer mig hele vejen hjem igen.
Med hænderne begravet i lommerne, og blikket fastslået på stien, kunne jeg ikke lade vær' med at tænke på at Sankt Hans nærmer sig.
Det lyder latterligt, umodent, men ville i forstå, hvis jeg sagde jeg er bange for at deltage i familie-eventer? Sikkert ikke.
Ingen forstår mig. Eller det føles i hvert fald ikke sådan. Hver gang jeg fortæller nogle om, hvordan jeg har det, eller noget dårligt der er sket i mit liv, bruger de det næste dag for at blive ynket i den populære gruppe.
Jeg lader et lille grin undslippe.
Måske er der intet godt ved mig, men i det mindste bruger jeg ikke mine lidelser for at blive populær. Utroligt at nogen gør. Ikke?
Jeg fortsætter ud på villavejen. Mit hus lægger kun et par gader herfra, tæt på den smukke skov.
Folk stirrer, på en underlig måde. De kigger sikkert ikke engang på mig, men indeni føler jeg, at alle blikkene er rettet mod mig.
Men hvergang jeg rejser hovedet, for at tjekke, kigger de ikke engang mod mig.
Jeg drejer hen af hjørnet, og går med hurtige, lange skridt mod det lille, hvide hus. Vinduer mangler ikke, i dette hus. Der er næsten for mane af dem. For lidt privatliv, jeg mener hvem vil bo sådan? Med folk der kan stirrer lige ind i ens hus, og se hvad man laver?
Heldigvis har jeg fået det værelse, hvor der kun er ét enkelt vindue. Lille og enkelt, næsten ikke engang stort nok for solens tusinder stråler.

Jeg går ind gennem hoveddøren, og trækker mine sko af. Min mor kommer gående ud i gangen, med et bredt smil på læben. Jeg ruller med øjnene, og smører et falskt smil på mine egne læber.
,,Hej skat. Haft en god dag?" Smiler hun.
,,Ja. Fantastisk.. Vi skulle vist igang med noget projekt." Lyver jeg. Hun smiler.
,,Pragtfuldt! Far kommer hjem i dag, fra hans firma rejse." Jeg sukker, og drejer rundt, så jeg vender ryggen til hende.
,,Okay." Mumler jeg, og tager kurs op af den hvidt malede trappe. Min mor er meget oppe på, at køre hele husets stil i hvid-sort. Heldigt for mig, fik jeg det værelse med mest sort i.
Jeg går henover gangen, og åbner døren ind til mit værelse. Her er rodet, men det er ikke noget jeg går op i. Hvorfor også rydde det op, når det alligevel ender i en rodebunke igen? Ingen idé.

Jeg smider min mobil nede i fodenden af min seng, og går ud på toilettet ved siden af.
Jeg stiller mig ind foran vasken, og stirrer ind i mine kystalfarvede øjne.
Jeg får kvalme af at se på dig.
Ej! Se lige de arme, de kinder.
Hvordan kan du leve med dig selv? Du vejer mere end et helt højhus til sammen.
Jeg nikker, og drejer hovedet væk fra spejlet, med øjnene fyldt med vand. Jeg lukker dem i, og lader en masse tårer glide ned fra mine kinder.
Under samme åndedrag, glider en kvalme fornemmelse ind over min krop, og fører mig hurtigt over mod toilettet. Jeg slår toiletbrættet op, og alt maden jeg tidligere havde spist i dag, skyller ned i afløbet.