Big dreams

1.

Hope p.o.v
Jeg sætter mig op i sengen, og strækker min arme. Jeg kigger rundt i det lille værelse som jeg har mig her på børnehjemmet, som jeg har boet på i de sidste 13 år. Jeg kom her da jeg var 4, og jeg er ved at være godt træt af at bo her. Grunden til jeg bor her, er meget simpel. Min mor var død, og min far var alkoholiker, så han har slået min når jeg ikke gad som ham. Men jeg er kommet videre og har ikke kontakt til ham, for det gider jeg sku ik.
Når tilbage til virkeligheden.....

Jeg går over til mit skab, vælger dagens tøj, se billedet øverst.
Jeg går ned af trappen til spisestuen, hvor alle andre sidder og spiser, jamen tak fordi i gad vente på mig. Mærk ironien. Jeg tager en tallerken, og går over og tager noget af det klamme mad vi får her. Klamt havregrød som er brændt på....
Jeg sætter mig ved siden af Liva, min eneste veninde her. Hun er 15, og har boet her siden hun blev født.
"Go'morgen" smiler hun, og kigger hen på mig, men så over i døren. Rose, som bestemmer her på stedet, står og kigger i vores retning. Alle er stille, men det er mest fordi hun aldrig plejer at være her ved morgenmaden og er her kun når det er meget vigtigt.
"Hope Young, mit kontor nu," siger hun og vender om på hælen, snakken begynder igen. Alle vender deres blikke mod mig, inden jeg rejser mig op og går stille mod kontoret.
Jeg banker let på døren og høre hende sige "kom ind," inden jeg går ind. Jeg stiller mig ved siden af de to stole som står her inde til de forældre som skal adoptere en.
"Sid ned," siger hun og finder en mappe frem, hvor der står nogle ting om mig.
Jeg sidder bare og piller noget af min neglelak af på mine fingre mens hun sidder og bladre lidt i den hvide mappe.
"Nu skal du høre Hope. Du er blevet adopteret, og de henter dig senere. Du skal gå op og pakke dine ting for de vil være om 3 timer. Altså klokken 13..... Det er en der hedder Louis Tomlinson som henter dig, da moren ikke kunne," siger hun og afslutter sin sætning efter en lang køre. Jeg nikker, og går ud på gangen inden jeg løber op af trappen. Jeg kommer til at smække min dør men det er kun fordi jeg er så glad for min største drøm er gået i opfyldelse. Jeg er fucking blevet adopteret efter 13 år på det her lorte børnehjem.

Efter godt og vel 2 timer og 30 minutter er jeg færdig med at pakke de vigtigste ting som mit tøj, og dyrebareste ting. Jeg går egenlig bare rundt i mit værelse, og kigger lidt. Jeg sukker inden jeg tager mine kufferter og går ud på gangen, ned af trappen.
Da jeg endelig har fået alle kufferterne ned i entréen, står alle og kigger på mig inde fra stuen af, hvilket faktisk er ubehageligt, men de har sikkert fået at vide hvad der er sket osv.

Jeg går ind med tunge skridt, hen mod Liva som står med tåre i øjnene.
Jeg bryder fuldstændig ud i gråd og trækker hende ind i et kram.

"Jeg kommer virkelig til at savne dig....." Græder hun ned i min skulder.

"Jeg kommer også til at savne dig," hvisker jeg men min stemme knækker over....
Jeg høre en bildør smække udenfor, og en hoveddør gå op. Ind kommer en faktisk meget pæn fyr, som må være i midten af tyverne. Han har brunt hår, og skæg men ikke for meget. Han tager sin solbriller af, og tager i mod hånden fra Rose som står og snakker med ham. De kigger af og til i min retning, så det må vel være ham Louis der skulle hente mig. På et tidspunkt kigger de hen på mig igen, også peger han på mig og hun nikker. Han giver hende hånden igen, inden han smiler til hende og går over mod mig.

Fuck, hvorfor er jeg nervøs.
Han er bare min pap bror for god sake.
Han giver mig et venligst smil da han er noget halvvejs over til mig, og jeg smiler usikkert igen.
Han står nu foran mig, og er endnu pænere tættere på.
Han rækker mig hånden og jeg tager usikkert imod den. Hvorfor er jeg usikker, jeg tror bare jeg skal lære ham at kende.

"Louis..... Louis Tomlinson," smiler han og giver mig kort elevatorblikket også op i mine øjne igen.

"Hope..... Hope Young," siger jeg, bider mig i læben og trækker min hånd til mig.