De forkerte problemer

Ham......

Da jeg så hans kolde ansigt blev jeg som sten. Han havde ikke set mig og det skulle han heller ikke. Jeg skyndte mig ned af gange hurtigt forbi ham, med hovedet nede. Jeg var ikke bange for ham eller noget, mere bekymret over havd han kunne gøre. Jeg skulle måske forklare

Jeg var ikke altid ene barn. Jeg havde 2 store brødre Nichlas og Alex og 1 store søster Sarah, og der var min mor der også. Vi havde det fint levede et helt normalt liv, lige indtil han kom ind i billede. Jeg var 5 år gammel da han kom til vores hus min far var ikke hjemme. Jeg legede med min søster der på det tidspunkt var 14, da vi hørte bogen mærkelige lyde. Hun bad mig om at blive på mit værelse mens hun gik ud for at se hvad det var, men når man er 5 år render intet der kan holde en fra at kigge. Og da så jeg det. Han tog min mor ved håret løftede hendes hovede op og skar halsen over på hende. Jeg ville skrige, men kunne ikke. Hverken min søster eller brødre sagde noget jeg kunne se dem bagfra. De stod der bar og ud af det blå sprang min sløret på ham og mine brødre hurtigt efter. Det hele gik så hurtigt at jeg ikke nåde at se meget, men jeg blev bange. Jeg løb ind i mit skab efter at de havde slås i et minut. Jeg ved ikke hvor længe jeg sad der inde, men efter at det havde været stille i et stykke tid gik jeg ud og ind til hvor de andre var. Og der lå hele min familie med halsen skåret op de blødte stadig, jeg kaldte deres navne og græd. Jeg fortalte politiet hvilken mand jeg så, men han blev ikke dømt, jeg var for lille til at forstå hvorfor og har aldrig fundet ud af det. Jeg havde mareridt i flere år efter.

Og nu stod han der foran mig. En del af mig havde lyst til at slå ham så hårdt jeg overhovedet kunne lig i hans private sted. Han var høj, muskuløs, brunt hår og is kolde blå øjne. Jeg løb væk fra ham og stoppede ikke før jeg var henne ved kantine. Jeg sagde mig ned og prøvede at lade vær med at tænke på ham, men jeg kunne ikke. Pludselig var der en forpustet stemme bag mig "hey. Hold kæft du hurtigt" Luke. Han satte sig ned over for mig og prøvede at få øjenkontakt, men jeg holdet mit blik stift ned på bordet. " Hey er der noget galt" jeg kiggede op, men udgik stadig hans blik " jeg mødte bare en jeg ikke havde lyst til at møde" jeg sagde det med den mest normale stemme jeg kunne. Jeg ved ikke om den lød så ynkelig og trist som jeg følte mig. " var det sofie og hendes små håndlanger, dem skal du ikke tage dig af, de er altid nogen små bitches" jeg kunne høre på hans stemme at han prøvede at munter mig op. Jeg ved godt at jeg kun lige havde mødt ham, men der var et eller andet over ham som gjorder at jeg vidste at vi ville blive rigtig gode venner. Jeg smilte bare til ham og spiste min mad. En dejlig sandwich med kød, kød og atter kød, det bedste mad der findes, men jeg var stadig sur og trist som bare pokker.

Hele vejen gennem forkert sad jeg og sagde ikke en lyd. Jeg blev ved med at tænke på ham manden. Luke blev ved med at prøve at muntert mig op og snakke med mig, men jeg hørte ikke efter. Næste lektion var dansk. Jeg var på vej ned til klassen (selvfølgelig med Luke lige hælene) da jeg åbnede døren så jeg lige ind i vores læres øjne, det var ham. Jeg tabte alle mine bøger og løb