Vival & Livets Krystal

Prolog

Ilden bredte sig over slagmarken, den brændte grådigt i hvert et træ og hver et lig der lå efterladt fra det blodige slag. Blodet havde flydt og ikke mange steder lå marken endnu tør. Rædsler havde fundet sted her, hvis lige ikke var set i mange år, som dem man hørte om i sagn og legender, om fortidens mægtige konger der slagtede deres fjender, som om de ikke var andet end hjælpeløse bønder. 
Shakar'ac var Armanias konge, han var udødelig blev der sagt, uovervindelig. Han var frygtet af sit eget tjenestefolk og af hver en undersåt i hele det oldgamle Armania. Han herskede over hver en by, hvert et dyr og hvert et enkelt lille sandkorn, der inden for Armanias grænser var. Shakar'ac, var et navn der var dybt frygtet hele landet over. Hver et slag der var ført mod ham, for dem havde der været utallige af, havde alle lidt store nederlag. Han havde slagtet enhver der gik imod ham og snart var det intet mindre end firehundrede år han havde siddet på tronen i Ýreak. Store dele af folket ventede efterhånden utålmodigt og rasteløst på den dag nogle ville tage livet fra ham, den dag han ville dø. Men efter århundreders venten, falmede ideen om at det nogensinde ville ske.
Solen var ved at gå ned over Dødens Slette og de sidste flammer ved at brænde ud. Tårerne løb endnu ned af kinderne hos de folk der havde mistet venner og familie. Frygten løb stadig i blodet hos dem der havde overværet slaget, det slag der viste sig at være det sidste i et helt årti.
I den lille landsby Ro'ric var tusmørket allerede sænket sig over byen og stilheden bredte sig i gaden. Fakler langs stenbygningerne oplyste den lille bys stenede hovedgade og her og der sås ukrudt der havde forvildet sig omkring. Det tiltagende mørke kastede en dyster stemning over den ellers hyggelige by, hvor de sørgelige nyheder endnu ikke havde nået beboerne.
I byen var næsten alt man havde brug for som indbygger, på trods af at her ikke boede mange mennesker. Alligevel var her både den gamle rare slagter, der holdt til i det lille forfaldne hus, der lå midt i byen. I vinduet hang skinker og stege fra grise og køer. Den gamle slagter elskede at fortælle historier om hans liv i ødemarken, hvor han lærte at leve under naturens hårde kår.
Længere nede ad gaden lå et lidt større hus med en lille veranda hvor den midaldrende krodame stod og tog sig af sine gæster. Hun var en af de mennesker der altid forstod at skabe et muntert humør blandt sine gæster, med sine mange vittigheder og hån af kongeriget og selv på dette tidspunkt, hvor solen nær var gået ned under horisonten og folket atter engang havde lidt på kongens vegne, stod hun ude foran den lille kro med et par af byens bønder og grinte højlydt, med sin sukkersøde latter.
Længere nede af hovedgaden boede også en syerske, en skomager og en smedje. Praktisk talt alt hvad man havde brug for, uden nogensinde at behøve at forlade byen og dog alligevel. Den eneste ting Ro'ric manglede var en læge. For ikke mange år siden blev den eneste læge i byen syg, den læge der havde altid havde stået til tjeneste for enhver i byen. Manden var gammel og alle var klar over, at han ikke havde længe igen, men da det skete kom det alligevel som et chok for de fleste. Han havde altid været byens bedste ven. Sådan stod det dog til i mange af Armanias mindre landsbyer, lægerne var få og derfor var det ofte nødvendigt at rejse langt, så snart urter og varm suppe ikke længere var tilstrækkeligt.
Hvis man fortsatte endnu længere gennem byen, ville man efter kort tid nå til et sted, hvor vejen delte sig i to, her ville man støde på et gammelt skilt der pegede i to retninger, men efter mange års vejr og vind, var det ikke længere muligt at tyde de kringlede bogstaverne derpå. Herpå havde en kulsort ravn slået sig ned, hvis øjne var dybsorte og tomme. Den gav et øredøvende skrig fra sig og lettede fra skiltet og fløj bort indtil den ikke længere kunne skelnes fra mørket.
Hvis man fulgte vejen til højre for skiltet, skulle man ikke fortsætte længe før der blev længere og længere mellem husene og færre af dem. Herude lå de mange gårde og marker der omkransede Ro'ric. Ude i horisonten skrånede landskabet opad og oppe på toppen af bakken lå endnu en gård. Under fuldmånens svage stråler, kunne skimtes omridset af enkelte heste der græssede fredsommeligt på engene om gården, og markerne, hvor det modne korn svajede i takt med den blide aftenvind. Gårdens kvæg befandt sig på dette tidspunkt nede ved floden for at græsse på de store enge, som de gjorde hver sommer.
Husets ydervægge bestod af ujævne sten og taget var af strå. Svagt lys kunne skimtes gennem de støvede ruder. Det lille stuehus havde mørke vægge og enkelte flammer var det eneste lys i hele huset.
Inde i gårdens lille stuehus sad tre børn foran det glødende ildsted, hvor ilden for længst var brændt ud. Selv i mørket kunne man se at de var magre og badet i skidt fra top til tå. Den ældste søn sad i midten, hans hår var mørkt og ilden spejlede sig i hans krystalliske blå øjne. Han var spinklere end sin bror og hans navn var Vival. På drengens skød sad hans søster, pakket ind i et skindtæppe, hun var den yngste af de tre børn, end ikke gammel nok til at hjælpe med gårdens arbejde, hendes navn var Ariana. Hendes hår var flammende rødt som sin mors og hendes øjne var lige så blide og brune som hendes fars. Ved siden af de to sad endnu en dreng, den sidste af de tre søskende, han var det mellemste barn. Hans hår havde den samme lyse farve, som det tørre brød i hans hånd og på en solskinsdag ville det have et skær så rødt som ilden. Hans navn var Galeon.
"Moar, ilden er gået ud," sagde den yngste søn. Det var ved at blæse op udenfor og det mærkedes tydeligt gennem de utætte vægge.
"Det er det sidste brænde vi har. Din far tager i skoven i morgen og henter mere. Vi må klare os så længe," sagde kvinden der sad i en stol ikke langt bag dem, hendes ansigt var sørgmodigt, der var kun få ting værre end at se sine børn fryse i den tidlige efterårsvind. Hun var i færd med at sy klæder af læder og pels til børnene og til sin mand. I hjørnet bag hende stod en reol, hvor bøger i massevis var stablet op. Det var en sjælden ting at se blandt bønder, hvor kun de færreste beherskede evnen til at læse.
  Vival, den ældste søn stirrede ind i de sidste gløder. Der var intet andet end det sorte kul tilbage. Han mærkede hårene rejse sig på sin hud og følte den kolde vind trænge helt ind til hans knogler. Det ene øjeblik var gløderne ved at gå ud og det næste øjeblik mærkede han en kraftfuld energi og pludselig spejlede flammerne sig igen i hans øjne og ilden begyndte atter at varme huset op igen.
"Det brænder, det brænder!" råbte den yngste søn igen, en snert af glæde var at høre i hans stemme.
Moderen smilede usikkert, da hun så flammerne i ildstedet. "Så skal vi nok klare os til i morgen," sagde hun, men hendes øjne flakkede usikkert mellem ilden og Vival og hun havde ønsket at Amon, hendes mand, havde været der.