Huset

354 8 2
                                    

Jeg kiggede hele tiden ud af taxaens vindue for at følge med hvor det var vi skulle bo. Jeg faldt i søvn efter 5 minutter for det var så kedeligt at kigge på en grim og grå asfalt vej. Jeg vågnede igen ved at min rystede i mig og sagde ret højt: "Vi er i Norge nu, prøv og kig hvor det er vi skal bo" Jeg satte mig straks ordentligt, for jeg ville se om vi skulle bo tæt på Marcus og Martinus. Vi kørte ind i hovedstaden Oslo og andre byer. Vi kærte ind i Trofors og jeg kunne mærke at chaufføren begyndte at køre langsommere. Jes, vi skulle bo i Trofors, nu var spørgsmålet bare hvilken vej og hvilket nummer. Jeg kiggede grundigt ud af mit vindue, og med det mener jeg, at min næse var helt flad mod vinduet så jeg lignede lidt Voldemort og med det smil jeg havde på mine læber. Vi kørte forbi nogle gader. Jeg kendte noget af denne vej for jeg havde set det i en af Marcus og Martinus' videoer. Det kunne ikke passe vi var på gaden 'Elvflata' der hvor Marcus, Martinus og deres familie bor. Jeg begyndte næsten at skrige for vi kørte forbi deres hus.

Lidt længere henne stoppede taxaen. Vi skulle bo i husnummer 3, lige ved siden af Marcus og Martinus. Jeg begyndte at skrige og bryde ud i gråd da vi var stået ud af taxaen og da den er kørt. Min mor kom hen til mig. "Jeg viste du ville kunne lide huset" Sagde hun stolt. "Nej det er ikke derfor, eller jo det er en af tingene, men vi bor lige ved siden af Marcus og Martinus. Jeg kiggede hen på min mor og så at hun var ret ligeglad med det.

Jeg stod stadig på vores indkørsel og græd mens min mor tog vores ting ind, pakke det ud og sætte det der hvor det skulle være. Jeg tog min telefon op og ville tage billeder, inden at jeg så mit ansigt. Min mascara var løbet af og det flød bare på mine kinder. Hvor dum var jeg lige. Jeg havde ikke taget en vandfast mascara på. Men jeg begyndte nu at grine af mit grimme ansigt. Jeg valgte ikke at tage billeder nu, for jeg skulle lige have fjernet min mascara og have lagt noget nyt på. Jeg gik ind ad den store dør og kom ind i entreen hvor mor havde hængt sine jakker. Jeg tog mine sneakers af og hoppede nærmest ind til min mor i det kæmpestore køkken hvor hun var i gang med at sætte glas ind i de gennemsigtige skabe. Da hun opdagede at jeg stod og kiggede på hende med mit grimme ansigt begyndte hun at grine. "Nu skal jeg nok vise dig vores badeværelse" Grinte hun og viste vej. Jeg begyndte at grine med for det ret sjovt jeg lignede nemlig en lille pige som ikke kunne finde ud af at lægge mascara og stikker mascarabørsten ind i ens ene øje og så man begynder at græde, og når man så er færdig med at græde opdager man ikke at man har mascara nede på kinderne.

Badeværelset var tredobbelt så stort som vores badeværelse var i Danmark. Jeg stod og studerede badeværelset, og hørte ikke noget af det min mor sagde. Det gik først op for mig at jeg havde stået i lang tid da der blev ringet på døren. Jeg skyndte mig at fjerne min mascara, og lagde hurtigt en mascara på. Da jeg mødte min mor i køkkenet var hun sammen med en dame som jeg vil sige er på samme alder med min mor, så der i starten af 40'erne, jeg havde lige håbet på at det var nogle andre. Jeg så en kurv med chokolade, lakrids og vin midt på vores store og flotte bordø. Hun var i gang med at vise hende rundt. Jeg løb derhen for jeg ville lige se om det var en fra Marcus og Martinus familie, men til min store skuffelse var det bare en af vores andre naboer. Jeg fulgte med min mor og damen rundt i smug, for jeg vidste ikke noget om var værelserne, stuen og alt det andet var.

Da vi nåede op på der hvor mit værelse skulle være ringede det på døren igen.. Min mor vendte sig om og skulle lige til at råbe efter mig, men opdagede at jeg havde fuldt efter dem. "Alisha vil du ikke være så sød at gå ned og åbne?" Inden min mor nåede at sige det til mig var jeg allerede på vej ned af den store og gennemsigtige trappe, for man må jo godt håbe på at det er Marcus og Martinus. Da jeg nåede ned af trappen bankede det på igen. Jeg skyndte mig hen til døren og åbnede..

Marcus Eller MartinusWhere stories live. Discover now