Tears From Heaven

21. juni, 2014 - efter

21. juni, 2014

Kære dagbog

Tunge og triste
Tårer fyldt med sorgens vand
Falder de mod jord

Jeg skrev digte og sange i desperate forsøg på at komme væk fra den verden, jeg plejede at elske, men var kommet til at se som et dårligt sted. Hvordan kunne noget godt være skyld i noget så ondskabsfuldt, som det er at frarøve to unge mennesker deres liv? Der var stadig så meget, de skulle nå. Men det ville de aldrig komme til, og derfor ville jeg gøre det for dem. Det ville tage tid, før jeg ville være klar til at leve deres liv for dem, men jeg ville gøre det. Jeg ville gøre det, som en sidste gave til de to mennesker, der betød alt for mig. Hvorfor blev de også kaldt tilbage? Jeg havde brug for Patricia, og jeg havde brug for Louis. Det var meningen, at mor og far skulle gå bort først, og først mange år efter det, ville turen komme til Patricia. Jeg huskede, at hun havde lovet mig, at vi ville blive gamle sammen, og at hun ville fejre min 80 års fødselsdag med mig. Intet af det ville komme til at ske nu, og det gjorde ondt i mit allerede knuste hjerte at vide.

Jeg følte mig ikke hel... Jeg var tom indeni, for det der før fyldte mest, var væk nu, og erstattet af et stort sort hul, der sugede al glæde og gode ting ned i dybet. Hver eneste gang, jeg hørte deres navn eller så noget, der mindede mig om dem, pressede tårerne sig på. Jeg var vred på Louis og Patricia for at efterlade mig i denne verden, sur på lægerne for ikke at kunne redde dem, sur på den anden bilist der var skyld i alt det her, sur på mig selv, fordi jeg overlevede. Mest af alt var jeg ked af det, og skuffet over at jeg ikke kunne gøre noget; jeg følte mig lille og ubetydelig, for hvad jeg end gjorde, så var det ikke godt nok for Nangijalas hersker, himlens hersker eller hvor man nu endte henne.

Jeg bebrejdede Gud for ikke at hjælpe mig, han måtte da kunne holde styr på alle mennesker på jorden. Hvis han bare vidste, hvor glad han ville gøre en lille 13-årig pige, så ville han da hjælpe mig, ikke? Åbenbart ikke, for jeg havde ikke set noget mirakel komme, og jeg sank dybere ned i min smerte. Jeg fnøs over min tanke, for Gud fandtes ikke. Hvis han gjorde, så havde han hjulpet mig og ikke bare ladet mine søskende passere forbi uden mig. Han burde vide, at hvis man sagde Patricia, så sagde man også Louis og Camille; hvis man sagde Louis, så sagde man også Patricia og Camille.

Vi var sammen så tit som muligt, men jo ældre vi alle blev, jo sværere blev det at finde den tid. Patricia tog i byen med sine veninder og sin kæreste, og Louis spillede fodbold sammen med drengene fra sin klasse. Jeg var næsten altid alene hjemme sammen med mor og far i de weekender, hvor hverken Patricia eller Louis var hjemme. I de weekender savnede jeg mest Patricia. Da jeg var lille, så plejede hun altid at sætte mere tid af til mig, og vi var næsten altid sammen. Det var så dengang...

Fysisk begyndte man at kunne se det på mig, men psykisk var jeg allerede et nervevrag. Der var intet menneske tilbage, bare et sort hul med samme form som et menneske. Jeg undrede mig over, hvorfor der ikke var nogle, der tænkte over, hvorfor der var en sort masse af sorg, tristhed og tårer midt imellem dem. Hvis folk alligevel lagde mærke til det, så var de bare gode til at skjule det...

Den ene person, der skulle forestille at hjælpe mig, var min psykolog. Mor og far havde sagt, at jeg havde brug for at snakke med én, der kunne hjælpe mig; én der ikke var ramt af sorg.

Min psykolog forstod mig ikke, selvom hun burde. Mor og far forstod mig ikke, selvom de også burde. Der var ingen, der forstod mig, og jeg havde kendt en, der ville have forstået mig. Patricia. Hun ville have trøstet mig uden at sige en masse vrøvl om, at sorgen er en naturlig reaktion, og at det ville være dumt at holde følelserne lukket inde.

Jeg holdt ikke mine følelser inde, tværtimod, alle andre forstod dem bare ikke, og derfor var jeg alene. Jeg var helt alene i den store verden, jeg skulle have indtaget sammen med Patricia og Louis.

Hvis folk bare kiggede på mig; satte sig i mit sted, så ville de forstå, at jeg var knust indeni. Min stilhed var bare et andet ord for smerte, det burde alle folk forstå. Især psykologen burde forstå det, fordi hun var uddannet til at kende folks følelser og hjælpe dem i deres svære tid. Hun prøvede at virke forstående og venlig, men med det grå hår, der var sat op i en knold, og brillerne, der sad nederst på den krogede næse, så virkede hun som en gammel heks, der kun ventede på et øjeblik, hvor jeg var uopmærksom, og så ville hun putte mig i en gryde.

Jeg havde virkelig brug for mine søskende, for de ville kunne hjælpe mig.

/Mig