I'm Just A Human

Flytningen

Lige nu sidder jeg i bilen, på vej til Danmark. Jeg sidder mellem min brødre. Min tvillingebror Mark på højre side og vores storebror Frederik på venstre side. Jeg bliver afbrudt, midt i alle mine tanker. Min mor spørger os om vi er sultne, vi svare alle tre i kor, at det er vi! Vi køre forbi McD og køber mad. Jeg er meget træt, så jeg falder hurtigt i søvn, efter vi havde spist vores burgers.

Jeg vågner stille og roligt. Jeg ser at begge drenge sover, så jeg finder en tusch frem. Jeg tegner overskæg, briller og et kæmpe monobryn, på dem begge to. Når de vågner og finder ud af det, er jeg så godt som død! Haha!

Vi stopper foran et kæmpe hus. Det er flot. Det er midt på dagen, solen står skarp, og det er dejligt varmt. Jeg vækker drengene, mest så jeg selv kunne komme ud. "Momme?! Hvor mange værelser er der?" Spørg jeg min mor, jeg har kaldt min mor for momme siden jeg var 4. "Søde skat.." Er det eneste hun når at sige, før jeg afbryder hende, "Momme, du ved godt det irritere mig når du kalder mig skat.. Hvorfor har far og dig ellers givet mig et navn..?" Siger jeg meget irriteret. Jeg hader når hun kalder mig skat! "Jamen undskyld så, unge dame. Når tilbage til dit spørgsmål Stephanie. Der er et værelse til jer alle sammen, og for at besvare dit næste spørgmål så ja, et til vær" svare hun, jeg begynder at små grine. Hun kender mig simpelhent godt.
"Momme, kan du ikke bede drengene vente her ude så jeg kan få det bedste værelse? Ellers har jeg ikke en chance?" Spørg jeg ivrigt, min mor begynder bare at grine. Hun kalder drengene tilbage for at hjælpe med kufferterne.

Jeg har fundet mig et stort værelse, med eget toilet og altan. Det eneste dårlige er.. At altanen ligger, hvad..? 10 centimeter fra nabohusets altan. Træls..