Angela

Kapitel 1 - forgiftet

Vi kender vel alle til følelsen af ensomhed! det gør jeg i hvert fald, for jeg er nok den mest ensomme person på min skole! jeg har taget intiativ til at se nogle nogle måske mere normale film, end jeg plejer for at se, hvordan normale mennesker lever, men jeg føler bare ikke helt, at de lige hører inden under min kategori af, hvad jeg synes der er underholdende for helt ærligt er drama og komedie film ikke lige det, jeg fatter som interesant underholdning, men jeg foretrækker dokumentarer om rummet, andre spændende ting og der var den her dokumentar, som man bare nærmest må være misundelig på alle dem, der har set den, for altså den handlede sådan om sandkorn!

jeg har altid fundet dokumentarer meget spændende og inspirerende, fordi der er så meget fakta i, og det er altså ret sjovt, at man i en dokumentar på bare 20 minutter kan lære så meget om noget så enkelt som et sandkorn, et blad eller noget lignede vi alle kender til men tydeligvis ikke ved hvad er.

"NEJ, NEJ, NEJ DET SKETE BARE IKKE!" jeg sad på toilet, og en jeg fandt en rød plet i mine underbukser. mine underbukser var nok sådan nogle folk kaldte mormor underbukser, tanteunderbukser eller hvad ved jeg, men de der ble-formede nogle, og så var mine pyntede med en fin sløjfe, for jeg havde set i en dokumentar, at man ville komme i bedre humør af at se sløjfer, og når jeg vidste den fakta, kunne jeg også se det. jeg syntes selv, at de ligesom på en eller anden måde smilte til mig, og vi alle kender vel den der følelse, når man går forbi nogle ude på gaden, og de så smiler til en, så bliver man helt glad, og nogle gange kan det virkelig redde ens dag, hvis man ikke har haft en god en af dem eller i det mindste give ens dag et lille puf op ad.

Til sagen igen!

Den røde plet i mine underbukser! for ca. 2 uger siden så jeg den her dokumentar om forgiftelse. i dokumentaren var der eksempler af tegn på, at man var blevet forgiftet, og jeg havde jo haft virkelig ondt i maven de seneste par dage. jeg må vel bare være opmærksom på forskellige tegn på, at jeg er blevet forgiftet.

efter jeg havde gennemtænkt tingene lidt mere gik det op for mig, at jeg kunne have blevet forgiftet i kantinen på skolen, for hvis jeg virkelig skal være helt ærlig, er jeg ikke helt ukendt på min skole. jeg er faktisk en af de virkelig populære for alle kender mig og ved en masse om mig, men bare fordi man er populær, behøver det ikke nødvendigvis være det bedste, for det jeg er populær for er at pille bussemænd og åndsvage ting som det. Altså jeg tror da alle er misundelige på mig, for hvem har ikke altid ønsket sig, at alle folk vidste en masse om en? man kan jo bare se bort fra, at det er alt det dårlige om en, de ved. havde de ikke kaldt mig busser, snotmand, andre bussemandsrelaterede og andre grimme øgenavne, bare fordi jeg lavede en ordentligt snotter på Will i hvad 4. klasse, havde vi da begge to glemt alt om det!

Tilbage til sagen....... Igen, igen!

Alle på skolen virkede til at hade mig... altså lige undtagen Maddie (skolens mest upopulære pige altså så upopulær at hun var under mig på listen) så hvorfor skulle de ikke forgifte mig med et eller andet?! de måtte have putte noget forgiftelse i min mad uden, at jeg havde set det.

efter at have tænkt over det i godt 1-2 time(r), besluttede jeg mig for at snakke med min mor, om at jeg troede, jeg var blevet forgiftet.

to skridt tilbage ned ad trappen som min mor stod for enden af. nu var det nu! "Mor, jeg har noget, jeg virkelig har brug for at snakke med dig om!" sagde jeg meget dramatisk og som, når man ser de der skuespillere, der virkeligt overspiller deres rolle. hun så helt chokeret ud og svarede så "Ja selvfølgelig hvis du insisterer, for det kan jo ikke gå, at et af mine ynglingsbørn ikke har det godt!"

vi sad ved spisebordet og snakkede, og så var det endelig tid til at få det overstået. nu skulle jeg fortælle hende, at de der idioter på skolen havde gået så langt, at de havde forgiftet mig, men hun blev bare helt rolig, da jeg sagde det og forklarede, at det kaldes menstruation

Tusind tak fordi du har taget dig tid til at læse hele mit kapitel eller bare scrolle gennem for at se bunden af en eller anden underlig grund, men altså pointen er, at jeg håber, at du kan lide min historie og vil fortsætte med at følge med i den

Ha det godt til vi ses igen (hvilket jeg håber vi gør)