Kapitel 1
Jeg gik ind i flyet og ned ad den klaustrofobiske gang, og fandt hen til mit nussede, men udmærkede sæde på økonomiklasse. Der var virkeligt mange mennesker på meget lidt plads, som alle ville finde deres plads hurtigst muligt og på samme tid. Lugten af sved ramte mine næsebor. Jeg spekulerede over, om det var angstens sved, eller om det var almindelig stress for at nå alt til tiden. I trængslen blev jeg skubbet helt væk fra min plads. Jeg oplevede pludselig at alles ansigtsudtryk mindede mig om røde, oppustede balloner. De var desperate efter at finde deres sæde, før stewardessen lukkede dørene.
Kapitel 2
Endelig nåede jeg tilbage til min plads, fik sat mig og begyndte at spænde min sikkerhedssele. Sikkerhedsselen drillede, men til sidst fik jeg sat den ordentligt fast. Desværre sad jeg inderst ved siden af en overvægtig, svedende mand. Hans lyseblå skjorte havde svedskjolder under armene og på brystet. Jeg rakte hånden frem og hilste på trods af hans dårlige lugt og udseende. Siden jeg var en lille pige, har min mor fortalt mig, at man aldrig skal dømme en person på det ydre. Derfor syntes jeg, at det var passende at hilse på min sidemand, når nu jeg var tvunget til at tilbringe et par timer i hans selskab.
Kapitel 3
Stewardessen begyndte sin sikkerhedspræsentation, men da jeg havde hørt det en million gange, tillod jeg mig at være mere optaget af at finde mine høretelefoner frem. Jeg havde lyst til at se film, som jeg kunne fordrive tiden med. Til min overraskelse var filmudvalget varieret, og jeg fandt hurtigt en spændende actionfilm. Flyets aircondition havde en lav temperatur, og jeg fornemmede kulden på min krop. Jeg efterspurgte et tæppe og pakkede det godt rundt om mig, lænede mig tilbage og forsøgte at føle mig som hjemme.
Kapitel 4
Jeg må være faldet i søvn under filmen, for pludselig vågnede jeg ved, at flyet rystede kraftigt. Sikkerhedssele skiltet blev tændt med en dæmpet lyd. Pilotens skrattende stemme hørtes i højtaleren, hvor han proklamerede, at flyet havde problemer med turbulens. Jeg rettede mit sæde op og spændte min sikkerhedssele en ekstra gang. Jeg blev irriteret over, at jeg havde sovet fra filmen og startede forfra. Jeg kom hurtigt ind i filmens handling igen og lod mig opsluge. Jeg fornemmede rystelser i skroget, som forplantede sig ud i de lange vinger. Jeg prøvede at koncentrere mig om handlingen, men forgæves. Alt lys i skærmene gik ud, og filmen stoppede. Jeg blev noget bekymret, men da jeg hørte pilotens rolige stemme, slappede jeg lidt af igen. Han fortalte, at det var en midlertidig strømafbrydelse, som de hurtigst muligt ville få styr på.
Kapitel 5
Uden for vinduerne så jeg, at landskabet var blevet hvidt, mere hvidt end da flyet lettede. Sneen lå tykt under os, og alt så roligt ud. Det mindede mig om hygge i december måned med stearinlys og æbleskiver. Mine tanker om hygge blev hurtigt forstyrret, fordi flyet rystede endnu en gang, bare meget mere voldsomt. Nu blev jeg virkelig bange. Alle mine tanker fløj rundt i hovedet på mig. Ville flyet styrte ned? Ville jeg miste livet? Skulle jeg aldrig se min kære familie igen?
Kapitel 6
Jeg kiggede rundt i flyet og kunne se, at de andre passagerer også så angste ud. Jeg kunne mærke, at min korpulente sidemand sad ganske roligt og så en film, som om intet var hændt. Flyet gav nogle nye rystelser, og pilotens stemme lød igen i højtalerne. Han sagde, at strømmen var vendt tilbage, men at der var problemer med den ene motor. Jeg rystede nu mere og mere af skræk. Måske kunne min sidemand mærke min angst, for lidt efter kunne jeg føle hans varme hånd på min arm. Vi fik øjenkontakt, og vi smilede usikkert til hinanden. Der var ingen af os der sagde noget. Vi følte nok begge, at alt kunne ske, og var usikre på vores skæbne.
Kapitel 7
Pludselig gik det stærkt. Flyet begyndte at dale meget hurtigt. Jeg kunne mærke, at det hele udviklede sig til et mareridt. Overalt i flyet så jeg blege og skræmte mennesker sms'e til deres kære, og det gjorde jeg også selv. Alt føltes helt urealistisk. Jeg håbede det hele bare var en drøm. Jeg kiggede ud, og pludselig kunne jeg se, at vi var ret tæt på jorden. Det næste, der skete, var, at flyet pløjede ind igennem en skov. Alt eksploderede i et kæmpe brag, da vi ramte jorden. Lyden var frygteligt, og det ringede for mine ører. Fortumlet kiggede jeg rundt. Min arm gjorde vanvittigt ondt, men ellers havde jeg ingen smerter.
Kapitel 8
Jeg kom ud af selen, og rejste mig for at løbe ud. Jeg panikkede og prøvede at kravle over mit eget sæde, men min nabo fyldte utrolig meget og kunne ikke komme fri fra sædet. Det var min chance nu, jeg flygtede og kunne smage lugten af brændt metal. Nu så jeg, at flyet var brækket over i tre dele, og overalt var der sårede og grædende mennesker, der prøvede at komme ud. Jeg måtte hoppe ud af skroget og landede heldigvis ikke for hårdt, da jeg ramte sneen. Jeg havde allerede glemt alt om smerten i min arm, jeg ville bare ud og væk fra flyet.
Kapitel 9
Jeg satte mig i sneen og så det hele som i en film. Det føltes så uvirkeligt, og jeg var totalt udmattet. Der kom ingen flammer fra flyet. Heldigvis var der ikke gået ild i det, for så var det gået rigtig galt. Det lykkedes for personalet at få alle ud af vraget i live. En del var sårede, men alle overlevede og kom sig over deres skader, hørte jeg senere. Vi sad længe og ventede, men det varede ikke længe, før hjælpen ankom. Jeg var ikke den, der var hårdest ramt, så jeg fik lov til at gå op til vejen, hvor vi blev kørt til hospitalet med en bus. Det var en frygtelig oplevelse. Jeg oplevede et flystyrt, men håber aldrig mere at komme ud for noget lignende. Og der gik ikke lang tid før, at jeg sad i en flyvemaskine igen.
