Scarlett Wellington vender tilbage til New York, efter at have boet i Frankrig i tre år. Her falder Scarlett tilbage i sine gamle vaner, som den manipulerende snob hun er.
(Scarlett er inspireret af Alison DiLaurentis fra Pretty Little Liars og Bla...
"Liam, hvad laver du her?" Spurgte jeg panisk og trådte et skridt væk fra Jason, som stod akavet og så til. "Jeg ville overraske dig, dine veninder fortalte mig, at du var her," sagde han og kløede sig i nakken. Jeg kastede et blik hen bagved Liam, hvor jeg kunne se Lily og Winter smile stort og vise tommel op. Idioter..
"Liam, jeg vil hjem," sagde jeg stille og tog ham i hånden, hvorefter jeg fik ham ud af badeværelset.
-
"Liam, jeg er ked af det," sagde jeg og satte mig ved siden af ham i sengen. Vi havde slet ikke sagt et ord til hinanden, hele vejen hen til hotellet. "Sig noget.. vil du ikke nok?" Spurgte jeg og rykkede mig tættere ind til ham, for at tage hans hænder. "Gift dig med mig," sagde han og kiggede mig ind i øjnene. Jeg brød vores øjenkontakt og kiggede ned på min diamantring. "Lige nu," fortsatte han og rejste sig op. "Lige nu? Som i lige nu?" Spurgte jeg forvirret. Mit bryllup skulle ikke bare være tilfældigt! Liam tøvede kort og rettede på sit jakkesæt. "I denne uge, lov mig det," sagde han bestemt. Jeg kiggede op på ham med et smil og nikkede så - "Det lover jeg."
"Godt så, fortæl mig så hvad jeg er gået glip af," sagde Liam og lagde sig i sengen med baghovedet i hænderne. "Ikke så meget faktisk," svarede jeg og lagde mig ned ved siden af ham. "Jeg har savnet dig," sagde jeg frækt og satte mig op på ham. Liam smilede skævt og holdte mig om livet. Derefter kyssede jeg ham, og vores kys udviklede sig mere heftigt. Selvom jeg ikke havde lyst til, at indrømme det, tænkte jeg på Jason imens jeg kyssede Liam.
-
Jeg samlede mit tøj op fra gulvet og smed det på en stol, derefter rejste jeg mig op fra sengen og tog noget nyt på fra min kuffert.
Rất tiếc! Hình ảnh này không tuân theo hướng dẫn nội dung. Để tiếp tục đăng tải, vui lòng xóa hoặc tải lên một hình ảnh khác.
Jeg smilede og slog Liam let på hans muskuløse veltrænede mave, som et hint til han skulle tage tøj på. "Jeg ringer lige og får en reception til Lé Bernardin," sagde jeg og tog min telefon fra natbordet. Lé Bernardin var en fin restaurant her i New York, hvor alle de rige spiste.
Efter noget tid, hvor vi havde gjort os klar gik vi ud fra hotellet. Liam havde sin limousine parkeret og klar, til vi kunne komme afsted.
"Jeg elsker dig," sagde Liam smilende og klemte mit lår med sin store hånd. Jeg smilede bare og kiggede Liam dybt ind i øjnene. "Jeg el..," "Jeg.. øh.. elsk..," jeg brød øjenkontakten og smilede bare hvorefter jeg så ud ad vinduet. Hvorfor kunne jeg ikke sige det? Jeg kunne nemt sige jeg elsker dig i hovedet, men der kom intet ud når jeg ville sige det. Det var ikke fordi, at jeg ikke gengældte mine følelser for Liam. Jeg kunne virkelig godt lide ham, det mener jeg. Der var bare én bestemt person, der blev ved med at poppe op i mine tanker.
Vi nærmede os så småt restauranten og jeg havde følt, at Liam havde stirret på mig hele vejen.
