15-årige Ellenora har mistet sine forældre i en ulykke. Selvmordstanker truer, og det samme gør kommunen. Ellenora bor alene i en lille lejlighed, men hun kan ikke finde nogen at leve for... Som er værd at leve for. Ellenora kæmper en barsk kamp mod...
Han kigger selv omkring, og da han får øje på mig, kommer han straks hen mod mig. "Hej, er du hende den nye?" "Det må jeg jo være", siger jeg smilende og kontrolleret. "Nårh ja, hvad hedder du?"
Hoppla! Dieses Bild entspricht nicht unseren inhaltlichen Richtlinien. Um mit dem Veröffentlichen fortfahren zu können, entferne es bitte oder lade ein anderes Bild hoch.
Ok han har faktisk ikke set navneskiltet.. "Ellenora" "Smukt navn", siger han sødt Og så dum som jeg er, siger jeg det altid "sluttende-samtale-ord", "tak". Men samtalen er ikke slut, han spørger ind til hele mit liv på en gang, det er faktisk meget rart at snakke med nogen om det. Min psykolog er ikke til meget hjælp.
Han har blå-brune øjne og fyldige læber og krøllet lyst hår. Jeg flyver.
Men så ringer klokken, og han går over på sin plads. Jeg tør ikke kigge på ham, men lige i det jeg tager beslutningen om at gøre det, vender ham overkroppen og kigger på mig. Vi stirrer på hinanden i flere sekunder, indtil han bliver mere fattet, og blinker til mig, jeg smiler og kigger ned i bordet. Måske kan jeg leve for dig...
