Im just a mising girl!

Carter:

Mine slidte grå converse løber hen ad en drivvåd, forladt gade, mit hjerte er ved at banke ud ad brystet på mig og tårerne strømmer om kap ud af mine øjne. Jeg er så bange, at jeg har tisset i bukserne af skræk. Jeg kan høre forfølgeren og jeg kan høre hvordan de nypolerede, sorte sko jagter mine grå converse. Jeg råber på hjælp, skriger på folk. Ingen lytter. Jeg kan mærke hvordan en hånd griber fat i min skulder og trækker en utrolig spids kniv op til min nakke, jeg kan mærke hvordan hvordan spidsen langsomt borer sig ind i min kulde marmor hud. Jeg skriger en sidste gang og så sortner alt for mig.

********************************************************************************************

Daisy:

Eww! Den nye the moster Lottie har købt smager af totalt lort! Jeg satte den brænd varme kop tilbage på sengebordet og greb i stedet fat i mit nye blad. Jeg masede mig længere ned i madrassen og trak mit dejlige u-kløende, grå tæppe helt op over min hals.

Endnu et lyn bragede ud foran mit vindue og jeg forestillede mig den hvid gule stang, som et lyn nu er, suse ned i det gamle egetræ, som allerede står så usikkert, ude i vores baghave. Jeg træk tæppet tættere ind til kroppen, enlig lidt mærkeligt at man føler sig så tryk når man er under et tæppe? Eller er det kun mig der har det sådan?

Jeg bladrede op på en tilfældig side i mit spritnye blad og indsnusede duften af nyt papir. Det var åbenbart side otteogtredve og det var en lang artikel om anorexi. Carter havde engang prøvet at overbevise mig om, at både hun, jeg og miss. Tjerringham, har slemt anorexi. Det var en af hendes dårlige dage. På hendes dårlige dage finder hun på ting. Surrealistiske ting. Hun er sikker på at det hun finder på er rigtig, hvilket det aldrig er.

Jeg mister hurtigt interessen for mit blad og finder min helt nye hvide MacBook frem, jeg fik den på min seksten års fødselsdag. Hurra for mig! Ej nu lyder jeg som London Tipton fra Zack og Codys søde hotel liv. Jeg tjekker Zara's nye bærfarvede, stropløse kjole ud, og trykker bestil.

Mine øjne skæver til det lille, digitale ur, nede i højre hjørne af min computer. Klokken er otte, seriøst hvad jeg laver jeg her? Der skal da festes! Jeg snupper min sorte blackberry og ringer op til min lille Carter skat. Biib biiiiib bib biib kan jeg høre indtil Carters lidt hæse stemme kommer frem "halloooo, lige nu laver jeg et eller andet, et eller andet sted! Og det er så meget vigtigere end af tage telefonen! Tutelu.." Pis, hun tager den aldrig.

Jeg gider ikke tage til fest alene så jeg må vel bare blive her, tænker jeg højt, og rækker ud efter et nyt blad. Øv.