De mørke gader

Kapitel 1

~ Bang, og du er død!

Christopher havde lige brændt mig af.

Jeg kunne mærke tårerne trille ned af kinderne på mig. Hvorfor skulle han snave den kælling lige foran mig?

Jeg kunne næsten ikke tro hvad jeg lige havde set. Men det siger sig selv, populære og selvsikre drenge holder ikke langt i et forhold. De skal jo score. Jo flere piger jo bedre.

Det er så latterligt. Tænk at jeg var så blind?

Jeg løb væk fra skolefesten og alt.

Måtte komme væk fra alt og alle.

Der var alligevel ingen, som forhindrede mig i det. ikke engang min bedste veninde.

Jeg skubbede den tunge port op, og løb ud.

Der var så mørkt i gaderne. .Det eneste lys der kom, var fra de blinkede lygtepæle. Mens jeg løb, mærkede jeg plasken under mine fødder. Det havde lige regnet, så der lå vandpytter over det alt.

Jeg var slet ikke typen, som går ud alene ved midnat. Eller i det hele taget når det er mørkt.

Det var slet ikke noget jeg brudte mig om. Men du tænker sikkert hvem er jeg og sådan.

Jeg er Rosie, og er 15 år. Jeg har lysebrunt hår og grønne øjne. Min hudfarve er lyse brun da min far er sort, og min mor er hvid. Ja jeg er mulat. Jeg bor i Oakland sammen med min far og store søster, Anna. Min mor døde af et knivstik da jeg var 4 år gammel, som ingen fandt morderen på.

Anna går på College i London, og ser hende kun én gang om måneden.

Så det er for det meste bare mig og far i det lille hus. Men det havde jeg intet imod. Jeg var meget glad for vores far. Han ville altid gøre alt for, at vi havde det godt, og at der var mad på bordet. Så var det ligegyldigt om, hvor meget han skulle arbejde for det.

Men alligevel kunne han være irriterende, som alle andre normale forældre. Det værste er nok når han tror, at jeg har en kæreste, hvilket han totalt har forbudt mig.

Derfor har jeg ikke haft en rigtig kæreste endnu, jeg var simpelhen for bange for min fars reaktion.

Jeg løb igennem gaderne uden at se mig for. Jo hurtigere jeg løb, blev jeg mere skræmt. Men det skulle bare hurtigt overstås, så jeg kunne komme hjem i sikkerhed.

Mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig.

Mørke gader med næsten ingen mennesker. Kun sådan nogle lumske mennesker gik på fortovene. Det skal siges at "mennesker" kun var 2-3 personer.

Det var hele tiden som om nogen gik bag mig.

Men da jeg kiggede var der ingen. Sikkert bare noget min hjerne bildte mig ind, fordi jeg var så bange.

Jeg løb og løb. Ret underligt at jeg ikke standsede op udmattende, som i idræt. Nej når det gælder liv eller død kan jeg løbe langt.

Jeg havde jo hørt om alt det ballade der sker her i området ved midnat. voldtægt, knivstikkeri og folk bliver overfaldt.

I det jeg skulle til at dreje om et hjørne, løb jeg direkte ind i nogen.

Jeg faldt ned på den hårde kolde jord.

Drengen: "Hov det må du virkelig undskylde" sagde han hurtigt.

Han rakte sin hånd ned til mig og jeg greb fat i den, så han kunne trække mig op.

Drengen:"Er du okay?"

Mig:"Ja jeg har det fint"

Drengen:"Du må se at komme væk, inden banden kommer!"