"PINLIGT"

Kapitel 2

Fredag:

Klokken ringer ud til frikvarter. Jeg haster ikke ud sammen med de andre piger som jeg plejer. I stedet for, gemmer jeg mig på pigetoilettet. Hele min dag har gået sådan. At skjule sig fra omverdnen og camouflere sig for sine veninder. Ingen har sat spørgsmålstegn ved min opførsel. Mine veninder tror nok bare at jeg har en dårlig dag i dag. Det har jeg også. Alle har travlt med at høre om Kias ellers SÅ kedelige ferie. Men nu gider hun åbenbart godt at fortælle alle de andre om den. Sisse og Nina hænger nærmest og savler over hende som en flok bulldogs. Jeg hader når folk klæber.

Jeg ridser et lille F ind i væggen på pigetoilettet. F for forræderi, F for Friends. Kun en af beskrivelserne passer til mit liv lige nu.
En eller anden banker på døren udenfor. " er du faldet ned i toilettet" lyder en stemme efterfulgt af en høj pige fnisen. Jeg genkender straks stemmen. Det er Kias.
"Skal vi komme og hjælpe dig op?"  Råber hun uden for døren. Jeg krymper mig og låser forsigtigt døren op. En skarp blitz lyser mit ansigt op i en forvrænget grimasse. Hvem tog det billede?? Selvfølgelig. Kia i egen høje person igen. " Lad mig se hvilken overskrift passer bedst til billedet?, Når Sarah har drukket af toilettet eller, Pruttepigen i egen person?". Siger Kia selvsikkert. Hvor får hun de ord fra?? Jeg rødmer dybt, maser mig igennem mængden af piger som glor på mig som en flok gribbe og løber ind i klasselokalet.

Hvorfor er Kia altid så falsk og led. Jeg sætter mig tungt ned på min plads og falder sammen. Jeg kan høre skridt ude fra gangen. Åh nej, ikke Kia igen. I stedet sætter Amelia sig over for mig. Hun sender mig et medfølende blik og spørger mig om jeg er okay. Amelia er ok. Kia har også været led mod Amelia men nu er Amelia begyndt at være en knap så enspænder og så kan Kia selvfølgelig godt lide hende. Jeg kigger op på Amelia og siger :" jeg skal flytte"  "hvad" udbryder Amelia.! " det kan du da ikke" jeg trækker på skuldrene og lukker mig selv inde. Nu kommer alt det møg om at jeg holder hele klassen sammen, og at jeg er en ubeskrivelig god veninde tænker jeg. Og ganske rigtigt. Amelia smører virkeligt tykt på med at hun slet ikke ville kunne undvære mig og at hun vil gøre hvad som helst for at få mig til at blive.

I det samme øjeblik ringer klokken til time. Resten af timerne går med stavning, geometri og bibliotek. Alle sammen kedsommelige fag som snegler sig afsted. Da timerne af færdige skynder jeg mig at pakke sammen og styrter ud i bussen. På min faste plads sidder Kia men i stedet for at holde pladsen har hun giver pladsen til Sisse. " ja undskyld men du kan jo ligesom ikke sidde her hver gang vel" udbryder Kia overlegent som om hun er dronning af Danmark. Jeg løfter et øjenbryn og lader som om jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg sætter mig allernederst i bussen, propper et par høretelefoner i ørnene og trækker min hue langt ned over ansigtet så Kia ikke kan se hvor ked af det jeg er. Det ville bare give hende lyst til at håne mig mere.

Jeg står af bussen og går med den rolighed som jeg nu kan mønstre. Jeg ved, at i dette øjeblik nedstirre Kia mig og ønsker mig død. Aller helst vil jeg spurte ind af døren og op på mit værelse, men i stedet går jeg stille roligt op af trappen og lader som at noget virkeligt vigtigt på min gamle Ipod optager mig. Og ja jeg har verdens ældste IPod i verden. Så når jeg til hovededøren. Jeg låser med en rystende hånd døren op og går indenfor. Jeg gjorde det. Kia besejrede mig ikke denne gang. Jeg gad godt at se den sure, grimme grimasse som hun nok skærer nu. Sejren lyder som sød musik i mine øre og bobler som champagne i maven. Med en brummen, forsvinder bussen rundt om hjørnet.

Da far er kommet hjem har jeg forlængst lavet mine lektier og spist. Jeg kan høre en vred mumlen nede fra døren. Far har glemt at hente Sebastian fra børnehaven igen. Snart kan jeg høre en vred trampen op ad trapperne. Far banker snart på døren og jeg råber: " Kom ind." Lige så snart far har åbnet døren siger han surt:" hvorfor har du ikke hentet Sebastian?!" Jeg sender ham et såret blik. " undskyld men er det ikke forældrenes job?" Spørger jeg med en spydig stemme. " Sarah du ved lige så godt som jeg at jeg ikke har tid" siger far. Jeg koger op inden i. Det føles som om at sejrschampagnen bobler om til en flydende lava som ætser min mave væk. " du har jo ikke tid til os overhovedet og det eneste vi får er brok og skældud" råber jeg hidsigt. " så så nu skal du ikke overdrive" siger far en smule mere overrasket over det jeg sagde en jeg selv. " jeg ved det lige så godt som dig far" råber jeg endnu højere og bryder sammen i en tåge af gråd. " I skal skilles" råber jeg. Far kigger først fortumlet, så overrasket og til sidst trist på mig. Han glor bare på mig mens jeg maser mig forbi ham.

Igennem en tåge af tårer tager jeg min jakke på og tumler ud af døren. Jeg løber hurtigt hen ad fortovet og videre ned af skovstien. Jeg tumler løbende nærmest i blinde igennem skoven. Under et mørkt grantræ sætter jeg mig. Dens mørkegrønne nåle stikker mig i ansigtet og prikker på skuldrene. Jeg bryder sammen og hulker ned i min trøje. Hvorfor skal alting altid være så uretfærdige. Lortedag, lortefag, lorteforældrer. Kias forældre er i det mindste rige. Sisses far er model for jakker. Og mine forældrer er åndsvage og har aldrig tid til andet end at tjene penge.

En knækkende lyd vækker mig fra min gråd. Jeg er ikke alene. Panisk gemmer jeg mig helt ned under træet og maser mig længere ned i løvet. Jeg kan høre skridt lige bag mig. Jeg sluger min frygt og holder vejret. Skridtene stopper op lige ved siden af træet jeg gemmer mig nedenunder. Hvis jeg lænder mig lidt længere frem kan jeg se personens sko. Forsigtigt lænder jeg mig frem. Det er nogle sorte Nike sko med en bukket kant foran. Kanterne bliver kun bukkede hvis man ikke tager skoene ordenligt på. Jeg kender kun en der er så ligeglad med sine sko. Kia. Jeg er åbenbart ikke under mistanke længere for Kia går videre. Hvad laver Kia i skoven på denne tid af dagen. Det samme som mig?

Fortsættes...
Håber du kunne lide kapitlet for der kommer snart et til. 1142 ord. Dette kapitel er IKKE rettet.