Er Det Kærlighed?
Jeg listede langsomt op på mit værelse. Jeg trak mit hoved til mig og bøjede mig ned for at samle min taske op med en fejende bevægelse der havde min hurtige ubesværede ynde. Min mave var tom og tallerkenen med kartofler, brun sovs og flæskesteg stod atter urørt på spisebordet. Vi var midt i januar måned og kulden bed stadig i mine udsultede kinder. Mor var maler. Jeg havde altid været hendes model. Før hun døde, havde hun et ønske om at male et portræt af mit ansigt og markere mine kinder med en lysere nuance for at fange lyset mod min bløde hud. Hun nåede dog kun halvvejs med billedet som nu hænger i mit værelse på en rusten krog i hjørnet til højre for sengen.
Jeg gik langsomt rundt i mørket. Omgivet af skygger. Ensom og frygtløs. Forfulgt af skyggerne, der fulgte min sjæl.
Jeg er sindssyg..
Mine tanker er sære. Busstoppestedet med det skarpe lys virkede ikke længere fyldt med glæde. Bare tomt og forladt. Pengene i min lomme klingede, mens jeg gik med mine øjne rettet mod busstopstedet. Mit hjerte var stoppet. Følelserne var døset hen. Jeg var ude af stand til at mærke blodomløbet i min slanke krop der skreg håbløst efter mad.
Bussen kom lydløst strygende hen over vejen og stoppede op foran mig med en tydelig og hylende lyd. Jeg gemte mit ansigt, mens jeg med en kort bevægelse placerede en mønt der afgav en tom lyd da den ramte den sorte plastikplade ved siden af buschaufføren. Han ønskede at fange min opmærksomhed men måtte give op, da mit blik var rettet mod drengen fire sæder fremme. Hans tøj virkede bekendt. Ansigtet var svært at se, da kasketten på hans hoved kastede en mørk skygge over hans øjne og mund. Han var fordybet i hans bog. Hans øretelefoners ledninger var filtret sammen og små knuder sad på vejen ned mod øretelefonens stik. Jeg satte mig få sæder bag ham. Jeg følte mig tiltrukket. Hans tomhed virkede næsten helt betagende. Hvor skulle han hen? Og et endnu bedre spørgsmål ville være; hvor skal jeg hen?
Sæderne i bussen var slidte. Der sad tyggegummi på mange af de sæder jeg i mit eget hoveds stilhed prøvede at undgå mens jeg gik gennem bussen for at finde en plads.
Min opmærksomhed fra sæderne blev taget idet bussen endnu engang hylede. Jeg kikkede på mit ur. Tyve minutter. Det føltes som to.
Begravet i mine egne tanker.
Undskyld. Stop. Jeg skal ud her
Jeg havde glemt at stå af bussen. Mine mange tanker uden klang var svære at undgå. Jeg ville fylde tomheden i mit hoved men ingen tanker kunne fylde den. Hverdagstankerne var svære at nå. Jeg var kortsluttet som dagen min mors begravelse fandt sted. Den eneste der ikke græd til begravelsen. Mig. Lukket alle følelser ude.
Bare tom..
Jeg rejste mig op og trådte ud af bussen med langsomme beslutningsfulde skridt. Det var det her jeg ønskede. Følelsen af frihed. Jeg mærkede ikke længere de overvældende følelser der fyldte mit hoved med sorg. Mit hoved var tømt. Følelserne var blevet efterladt på fortovet idet min fod ramte bussens sorte gulvtæppe og tankerne der var blevet forladt da jeg tog mit sidste skidt ud af bussens varme vægge og ud i kuldens dystre mørke. Mine skridt virkede høje. De gav ekko i mit hoved. Hver en lyd fra mine skridt blev højere og højere. Tungere og tungere. Og til sidst forsvandt de. Jeg så de mange mennesker omkring mig. Så hvordan de betragtede mit tøj og hår. Hvordan drengene kørte deres øjne op og ned af min krop mens jeg kom gående forbi. Alting føltes så anderledes. Jeg var fyldt med energi. Power. Som om intet dårligt findes. Endelig, endelig er jeg fri.
Jeg kikkede mig omkring. En bus, en bil og flere forskellige bygninger. Jeg kunne ikke genkende noget af det. Jeg kikkede på fem drenge der kom gående forbi med deres ølflasker i hånden. Så hvordan de gik og hvor mange gange de tog en slurk. En, to, tre, fire.. Drengen længst til højre gik i takt med mine skridt. Han greb min hånd idet vi gik forbi hinanden og uden at tænke det igennem vendte jeg mig om og gik med min skulder presset op mod hans. De rakte mig en flaske og sagde bund. De virkede koldere end jeg. Jeg griber flaskens hals og placerer dens åbning på mine læber; lader flaskens skarpe væske glide ned i min mave. Jeg følte mig sikker. Eller faktisk følte jeg slet ikke noget men den tanke holdt jeg mig lidt fra. Før jeg vidste af det sad jeg på en bar med de i alt fem drenge. Seks tomme ølflasker stod foran mig. Jeg kikkede ned på mine fingre. Smilede svagt. Fuld. Skide fucking fuld. Ingen tanker. Bare fri. Jeg greb drengens hånd og trak ham med mig. De andre drenge ville følge med, men jeg kikkede blot på dem. Smilte så meget som jeg nu engang kunne i min fulde tilstand og gav dem blikket. Blikket der siger Jeg skal lige ordne ham(blink, blink).
YOU ARE READING
Er det kærlighed?
Teen FictionEn pige på omkring de 16 år stikker af hjemmefra og komme kort tid efter hjem igen til en ny familie med nogle sære hemmeligheder. Pigen lærer for hver kap. en ny følelse at kende. Pigen har derudover også mødt en sød dreng i byen som hun senere fin...