Ham

Kapitel 5- Jeg savner dig

*Søndag morgen*

Det er idag, at jeg skal hjem til Jylland. Jeg har ikke set Stefan, siden den dag han fulgte mig hjem og kyssede mig på kinden, jeg tænker tit på det. Jeg ved godt det kun er 2 dage siden men alligevel. Jeg går igang med at pakke mine ting. Jeg mangler kun lige min tandbørste, men skal først lige ud og børste tænder. Jeg går ud på badeværelset, og der står min bror allerede og børster tænder. Jeg tager min tandbørste og tager noget tandpasta på. Min bror spørger mig med munden fuld af skummet tandpasta, "Hva så, snakker du stadig med ham fyren der?". Jeg kigger på ham. "Hvem, Stefan?", spørger jeg dumt. "Sikkert, bor han her i København?". Spørger han. Jeg kigger ned på mine fødder, og spytter derefter tandpastaen ud i håndvasken. "Ja, men vi kommer stadig til at holde kontakt, han er rigtig sød." Siger jeg. Og rødmer måske lidt. Min bror griner lidt og siger så, "Nå, der er vidst en som er lidt forelsket?". Jeg griner bare, tager min tandbørste og pakker den også. Jeg fik en snap her imorges, fra Stefan. Han spurgte hvornår jeg tog afsted, jeg svarede selvfølgelig med det samme, men jeg undrer mig stadig over hvorfor han spurgte om det. Klokken nærmer sig 9:15, og Min bror og jeg skal med bussen 10:00, og der er et lille stykke vej hen til busterminalen. Jeg er tager mine sko på, og giver min onkel og hans kæreste et knus inden jeg går. Min bror går selvfølgelig med.

Da jeg kommer ud af lejligheden, får jeg et chok. "BØH!", siger en velkendt stemme. Og fanger mig i et kram bagfra. Jeg vender mig rundt og ser Stefan. Selvfølgelig! Det var derfor han ville vide hvornår jeg tog afsted. Jeg krammer ham, jeg er helt overrasket og glad. Jeg kan seriøst tude, men jeg holder igen, fordi min bror også er her og det ville være ret akavet, hvis jeg stod og tudede. Min bror siger bare "Jamen, hyg jer. Jeg begynder at gå derhen." Det er helt fair, jeg vinker til ham og råber at jeg kommer om lidt. Stefan følger mig hen til bussen efter vi har krammet i noget tid. Vi går hånd i hånd hele vejen. Og vi går tæt. Jeg kommer virkelig til at savne ham. Jeg kommer til at savne alt ved ham. Alt. Men jeg ved at vi ses igen, fordi det har Stefan lovet mig. Det er helt mærkeligt, så meget jeg er kommet til at holde af den her dreng, på så kort tid. Vi når hen til busterminalen og min bror vinker, jeg kigger på klokken. Bussen kommer snart. Jeg krammer Stefan og han hvisker i mit øre, "Jeg kommer til at savne dig, men vi ses snart igen, okay?". Jeg nikker og mærker tårene presse på. Men jeg holder igen, det er svært. Jeg kommer til at fælde en tåre, og Stefan ser det hurtigt, han holder mit hoved med hans hænder og tørre min tåre væk med hans tommelfinger. Han kysser mig på panden og siger, "Det hele skal nok gå."

Jeg krammer ham en sidste gang, og ser så min bus komme. Jeg løber hen til min bror og vi går sammen ind i bussen. Jeg finder en plads. Min bror sidder foran mig. Der går nogle minutter og så kører bussen. Stefan står og vinker, jeg vinker tilbage. Han sender mig et luftkys lige inden han er ude af syne, og jeg når heldigvis at vise ham at jeg greb det. Det er slet ikke til at forstå. Jeg ser ikke Stefan imorgen, eller om en uge. Jeg kommer sådan til at savne ham.

Bussen har kørt længe nu, vidst 1 time og 30 minutter eller deromkring. Jeg har egentlig bare sovet indtil nu. Jeg tager min mobil frem og tjekker snapchat. Jeg har fået en masse snaps, men de fleste er bare streak. Anna har sendt mig en snap. "Er du snart hjemme?". Jeg sender et billede af sædet i bussen og svarer med et ja. Stefan har også sendt en snap! Jeg åbner den.

Awww, han er så søøøød! Jeg savner også ham helt vildt meget! Jeg prøver at tage et sødt billede af mig, hvor jeg smiler. Men alle de billeder jeg forsøger at tage bliver dårlige. Jeg vælger så bare at tage et billede af mine fødder istedet for. Jeg skriver "Jeg savner dig mere!" Der går lidt tid og jeg får en ny snap fra Stefan. "Jeg savner dig aller mest!!!!" Står der. Ejjj han er så sød altså. Jeg tænker på ham hele vejen hjem. Jeg sætter noget musik i ørene, page four. "Hun har", den får mig altid til at tude, og tænke på Stefan. Jeg har hørt den siden jeg mødte Stefan og fandt ud af, at han var med i det der band.

Så er jeg hjemme, eller tilbage i Jylland, duften af gylde. Mums. Min far henter os ved busterminalen og vi kører hjem. Det første jeg gør er, at skrive til Anna, at jeg er hjemme igen. Vi har aftalt at være sammen imorgen, så jeg kan fortælle hende alt i detaljer. Jeg sender en video snap til Stefan, hvor jeg synger "Hun har", den sang har fået sygt meget betydning for mig. Jeg kan godt synge, synes selv jeg synger ret godt. Derfor håber jeg ikke at han bliver skræmt over min stemme, og jeg håber ikke at han synes jeg er dårlig. Et par minutter senere får jeg en video snap fra Stefan, jeg er vildt ivrig efter at se hans video. Jeg åbner den, og han synger bare videre på sangen. Jeg kunne høre hans stemme på replay. Jeg elsker hans stemme. Jeg ville ønske at han bare snakkede og snakkede om alt muligt ligegyldigt og jeg bare kunne høre på ham ævle løs om et eller andet. For ikke at snakke om hans læber, damn. De er såååå perfekte! Og hver eneste gang hans snakker, fokuserer jeg på hans læber, og tænker på at kysse ham, men det er også bare at gå for hurtigt frem, er det ikke? JO! FOR VI HAR IKKE KENDT HINANDEN RET LÆNGE! Men det føles bare som jeg har kendt ham i en evighed. Han skal bare være min, og jeg skal være hans.

Jeg smider mig på min seng, da min mor braser ind, uden at banke på. Jeg vender mig rundt, og hun står bare i min døråbning, "Din bror har lige fortalt mig om en der hed Stefan, vil du fortælle mig lidt mere om ham?", hun smiler.