Ukendte drenge og solskinsfyldte dage

Kapitel 1

Til min søde veninde Emma, fan af Marcus og Martinus

Det rumler stille, og jeg ser vejen forsvinde bag ud gennem vinduet. "Er vi der snart?" Spørg min lillebror Luis. "Nej, vi er der stadig ikke," siger min mor. Han har gentaget det samme spørgsmål 120 gange og en appelsin juice. Han spyttede en smule appelsin juice ud mens han spurgte, og efter det havde sket et par gange konstaterede jeg at det måtte have svaret til en hel appelsin juice. "Mor hvorfor skal jeg med på den her lorte tur? Laura havde sagt jeg gerne måtte sove hos hende, og så kunne vi sammen have taget til den fest William holder!" Min mor vender sig halvt om og kigger træt på mig. "William er 16, og du er kun 14, du skal ikke med til hans fest." Mor slutter sin sætning, med den tone i stemmen at hun ikke vil diskutere det. "Desuden," fortsætter far, "så trænger vi til at komme ud hvor kragerne vender og få noget tid sammen." Han stamper tilfreds på speederne, og jeg må give efter for overmagten. Nu sidder jeg her og kigger ud på et øde landskab, ingen huse, kun marker med lavt korn og et par fasaner der går i vejkanten og løber som små høns når vi kommer tætter på dem end 5 meter. Jeg kigger ned på mine shorts, og piller lidt ved kanten af dem. Det er blå denim shorts, som nærmest er blevet revet lidt i stykker. Min mor synes det er noget billigt bras, men jeg synes at de er super flotte. Jeg har sat dem sammen med min t-shirt. En smuk bohem, off shoulders i en knækket hvid, hvide sneakers og to lange fletninger i hver sin side af mit hoved. Efter at have kigget lidt på mit tøj og nullret lidt med det kan mærke jeg bliver søvnig.

"Sol, SOOOOOOL...." Jeg bliver rusket frem og tilbage, mærker min kind en enkelt gang slaske mod ruden, og jeg slår øjnene op, bare for at se på min lillebror, der stirre mig ned. "Urgh! Hop af mig din klamme unge, kan jeg ikke få et øjebliks fred?" Jeg skubber min lillebror væk fra mig så han lander over i den anden side af bilen. Han har krummet ud over mig med en kiks, som han stadig sidder og gumler på, så savlet er ud over både hans kiks og fingre. Klamt. Jeg ryster væmmeligt på hovedet og børster hurtigt det værste af.

Et par børn på min alder råber og jeg kigger ud af vinduet. Det er bare et par drenge der spiller fodbold. Min far kigger også ud på drengene og rynker brynene, hvorefter han ruller vinduet langsomt ned. Det tager en krig for ham at få den helt ned, og den kvælende varme får os alle til at blive irriteret over tiden og den summende lyd der kommer fra vinduet. Han åbner munden højt op og brummer surt af drengene. "Kan i så flytte jer, en parkeringsplads er ikke en fodboldbane!" Min far er nogle gang lidt for meget, så jeg tager chancen og smutter sammen med min skuldertaske og åbner døren for at komme væk. "Jeg går rundt og ser mig omkring, bare skriv hvor i ligger."

Pladsen er kæmpe stor og fyldt af liv, så jeg kommer hurtigt væk fra bilen uden det store postyr. Jeg lader blikket falde ned på jorden, hvor små ukrudts planter kæmper sig op gennem grus og fliser. Pludselig dukker to par sko op, som ikke drejer uden om mig. Jeg kigger mærkeligt på dem, og når lige akurat at se op før jeg slår panden og vælter bagover. Jeg misser lidt mod himmelen og kigger op. Der står ikke nogen til at hjælpe mig op ligesom i alle de romantiske drama film, men det er nok også bare en kliche. Jeg sukker og rejser mig op. Min pande dunker svagt, og jeg kan mærke det blive kraftigere. "Din idiot, så se dig dog for!" Jeg kigger rundt, men der står ingen, måske skulle jeg få undersøgt den dunken i panden alligevel? "Undskyld det mente han ikke, vi var vist alle tre lige gode om det," siger en anden stemme. Jeg fjerner en tot hår og siger lidt nervøs, "Øhmm undskyld men hvor er i?" Jeg mærker en prikken ved benet og kigger ned. To drenge på nok omkring 14 år ligger og ømmer sig i hver sin side af hovedet. De er tvillinger, men jeg kan godt se forskellen. Den ene åbner forsigtigt sit ene øje. Han kigger på mig og giver mig et hurtigt elevatorblik, og lader kæben falde lidt. Jeg tripper nervøst. Jeg er faktisk aldrig blevet tjekket ud af en dreng. Mon det er godt eller skidt? "Marcus, tag lige og åben øjnene," hvisker den første og giver ham han kalder Marcus et skub i siden med albuen. Jeg står helt stift og venter på at Marcus slår øjnene op. Ligesom den første går det langsomt før han kigger op, og jeg føler mig udstillet. Mon jeg bare kunne gå uden nogen ville tænke noget om mig? Ville drengene kigge mærkeligt efter mig eller vil de bare gå videre?

Marcus står bare og stirrer på mig, og jeg stirre tilbage. Jeg blinker hurtigt og ligger mærke til at de stadig ligger og ømmer sig på jorden. Jeg suser hen ved siden af den første, efter en hurtig beslutning om at jeg ikke smutter lige med det samme, som jeg endnu ikke ved navnet på, og rækker en hånd ud. "Det er jeg ked af, jeg gik lidt i min egen verden og tænkte, jeg hedder Sol." Han kigger lidt på hånden men beslutter sig for at tage den. Jeg trækker ham hurtigt op, og da han er oppe kan se at jeg lige nøjagtig går ham til næsen og jeg kan mærke hans ånde mod min varme pande. Jeg træder et skridt tilbage så jeg kan se ham i øjnene.

"Mit navn er Martinus, og som du hørte er det lille splejs der kravler rundt nede på jorden Marcus."

Han kigger længe på mig og regner vist med at jeg vil sige noget.

"Okay," siger jeg til sidst en smule forvirret og træder hen til Marcus.

"Skal du have hjælp til at komme op?" Spørger jeg.

Han kigger op på mig og sukker, "ja det bliver jeg vist nød til."

Jeg går i knæ og får hans ene arm om min skulder, og hurtigt kommer han op at stå.

"Jeg håber ikke i kom noget særligt til," siger jeg mens de børster lidt grus af.

"Vi er helt okay, hvad med dig?" De kigger begge forlegent på mig. Jeg smiler et friskt smil og begynder at gå videre. "En let hovedpine kan ikke slå mig ud," siger jeg og forsvinder bagved et hjørne på en hæk.

Jeg slapper, da jeg går rundt om hjørnet og ikke kan se drengene længere, og tager mig til hovedet. "Nej en let hovedpine kan ikke, men det kan den her." mumler jeg sagt.

Min mobil brummer, og jeg kan mærke summen mod mit lår. Jeg tager den op og ser på skærmen;

"Hej skat, så har vi fundet pladsen, det er nr 290.

Du skal bare gå helt ud af vejen, da vi lægger på en af

det sidste rækker. Hvis du skulle være i tvivl lægger der en sø.

Vær nu forsigtig, bliv ikke væk og snak ikke med fremmede! -Knus mor"

Typisk min mor. Altid så beskyttende. Men hun er nu god nok, tænker jeg smilende og kommer til at tænke på gamle minder med min mor.

Jeg forsætter ud af en grusvej, jeg nikker til et par enkle der går forbi mig. Nogen på vej hen for at lave mad i fælleshuset, nogen på vej hen for at vaske op og nogen dasker bare lidt omkring. Tilsidst er der ikke flere mennesker da jeg kommer helt ned til de sidste rækker. Her omme bagved alt ligger et par hytter man kan leje og 5-6 pladser til campingvogne. Vi har lejet to hytter, en lille bitte en med kun et værelse og en hems, og så en lidt større med to værelser, eget køkken og stue med tv. Jeg har fået lov til at få den lille helt alene, eller det vil sige at jeg skal også dele med min hund Tim, men det er jeg nu meget glad for.