Your love helps | Niall Horan

Never run back to whatever broke you.

* Kat's synsvinkel *

Jeg havde lagt i min seng, de sidste 3 dage og set uendelige mange film.

Egentlig fulgte jeg ikke rigtig med, det var bare for at få tiden til at gå.

Ashley havde været her flere gange, og set lige bekymret ud hver gang, ligesom jeg hver gang bare påstod at jeg var træt eller havde hovedpine.

Jeg kunne høre fodtrin på gangen, hvilket nok var Ashley's, igen.

"Kat, nu skal du altså op. Du har lagt i sengen de sidste 3 dage, nu tillader jeg det ikke mere. Jeg ved Sebastian virkelig har såret dig på det dybeste, men kom nu med op og få noget mad. Please?"

Jeg kunne se i hendes blik at det gjorde ondt på hende.

"Okay..." Sagde jeg, og svingede stille benene over siden af sengen.

Vi gik ned i stuen, hvor hun havde lavet te og mad. Hun havde lavet en sandwich til os hver, med laks, præcis som jeg elskede. Hun havde også stillet småkager frem. "Tak Ash, virkelig. Hvor er du dejlig."

Hun kiggede over på mig med bekymrede øjne.

"Altid mus." Hun kiggede ned, og jeg kunne fornemme der var noget hun holdte inde.

"Ash?" Sagde jeg, og ventede på at hun sagde hvad hun ville sige. "Sig det nu bare, jeg ved der er noget."

Hun kiggede op, og jeg kunne se hun havde fået våde øjne. "Det er bare... Det går altså ikke det her Kat. Du kan ikke falde tilbage til dine gamle vaner igen, du er lige blevet så rask og velfungerende. Du skal ikke lade en som Sebastian bringe dig tilbage til der hvor du var før. Det gør mig bekymret..."

Der trillede en tåre ned af hendes venstre kind.

"Jeg er heller ik ved at falde tilbage Ash, jeg kan sagtens styre det."

"Virkelig?", sagde hun hårdt, sikkert hårdere end det var ment "kan du? For du har ikke spist i 2 dage, i onsdag drak du dig i hegnet, og du har næsten ikke været oppe af sengen i 3 dage."

Hun vrissede nærmest. Det gjorde ondt, det lød som om jeg gjorde det med vilje. Hun lød nærmest sur, skuffet.

Jeg havde ikke lige tænkt på det på den måde.

"U- undskyld..."

Hun sukkede, "Ej, undskyld, det var ikke ment så hårdt. Men Kat, du må forstå at det gør mig vildt bekymret, ikke?" Jeg kunne sagtens se hvad hun mente, fra hendes synsvinkel. Men jeg havde jo styr på det, jeg skulle bare lige igennem de første dage jo.

"Jo, selvfølgelig Ash. Ved du hvad, i dag, så tager vi ud og spiser sammen, bare os to. Ikke?" Sagde jeg, og prøvede at lyde frisk.

Hun lyste op i et smil, og nikkede ivrigt.

"Hvad er klokken egentlig?" Spurgte jeg.

"Den er kun tre, så vi kan lige spise det her og se resten af denne her film og så gå ud og gøre os klar. Aftale?"

"Aftale."