Det Fuldkomne Menneske

Hvem er JEG?

De mange gange jeg har kedet mig, er jeg endt oppe i vindueskarmen på mit værelse, med god musik spillende i baggrunden. Alle de gange har jeg kigget ud ad vinduet på de forbigående mennesker.
Jeg har set alle mulige forskellige slags mennesker gå forbi mit værelse i årenes løb, unge som gamle, store og små.
Jeg har set nye familier, med den lille i barnevogn og den unge uerfarne mor med et smil som går fra det ene øre til det andet.
Jeg har set de rebelske unge løbe rundt på gaden, og råbe højt nok til at få en smule af lyden igennem vinduesglasset.
Og jeg har set de gamle mennesker, gå langsomt forbi, hånd i hånd bærende på den ægteskabelige sætning.

___________________________________________________

Udover bare at kigge på mennesker sad jeg også dér, i vindueskarmen, og tænkte.

Jeg tænkte på dagen der gik, og de konsekvenser mine handlinger havde haft og vil få i den nærmeste fremtid.
Jeg har tænkt på de kniber jeg var havnet i, og om jeg overhovedet var kommet ud af dem.
Men mest af alt har jeg tænkt på det samme spørgsmål, om og om igen, med forskellige svar for hver eneste gang, spørgsmålet fandt på at plante sig i mit hoved.

"Hvem er jeg?

Mange år af mit liv er gået, og jeg har stadig mange år tilbage, men jeg ved at der kun er ét svar til spørgsmålet, og det svar vil aldrig ændre sig.

"Jeg er Louise, og jeg var født i 2005 på et hospital i Horsens."

Det er det eneste korrekte svar som jeg kunne komme frem til i den vindueskarm.
Og jeg har holdt mig til den konklusion, for jeg kan ikke komme med et bedre svar, for der findes intet andet svar.

Jeg kan beskrive mig selv. Jeg kan beskrive mit udseende og jeg kan beskrive den måde som jeg ønsker at andre skal se mig på, og tænke om mig.
Men jeg vil altid være Louise, pigen som var født i 2005 på et hospital i Horsens.