Dead-line

Kapitel 1

Kapitel 1 - en gammel følelse

Spændingen er ikke så stor, fra min side af i hvertfald. De andre piger i klassen er helt oppe og køre. De har alle gjordt en større
insats med deres udseende hertil morgen og de har givet deres tøj nogle ekstra sprøjt med deres dyre parfumer. Altså hvad er der så
spændende ved at der starter en ny dreng i klassen? Efter min mening er der rigeligt med drenge i klassen i forvejen og desuden er dagen næsten gået og han er ikke dukket op endnu. Jeg kigger frustreret ud af det beskidte skole vindue og fumler med min kuglepen. Mit hoved dunker og brokker sig over alle de spørgsmål jeg stiller det. Jeg sukker dybt og kører en hånd igennem mit lange hår Men retter derefter blikket op på tavlen igen. Nogle af pigerne foran sidder og hvisker og fniser over noget en anden har sagt. Jeg forstår ikke de kvindemennesker. Pludselig går døren op og vores irriterende, gamle lærer holder endelig op med at snakke. Alle retter blikket over på drengen der nu står i døråbningen. Han har en helt sort hættetrøje på og et par sorte bukser, der er godt flænset op med huller. Han har et par sorte støvler på og en mørkerød taske hængende om skuldrene. Hans hud er smuk, ligbleg og hans hår er koldsort og rodet. Jeg kan lige skimte på trods af lyset, den lille sølvring som sider i hans venstre side af næsen. Jeg studere resten af hans ansigt. Fyldige og mørke øjenbryn. han har et meget skarpt ansigt med en seriøs tiltrækkende knoglebygning. I alt rigtig nams namse. Jeg når op til hans mørke øjne igen, da jeg opdager til min store overaskelse at han kigger i min retning. Jeg stivner i kroppen og min håndflader begynder at svede. Pinligt! Jeg vender hurtigt blikket op til vores lærer, som ikke ser nær så tilfreds ud. -;Når klasse! det her er så Caspian;- informere vores lærer Susanne. -;øhm;- afbryder Caspian -;Casper;- pointere han. Susanne svare ikke men fortsætter så -;han er lige flyttet hertil, så tag godt imod ham;- . Nogen af de andre piger fniser og begynder at viske. -;og...Casper? du kan bare tage plads nede ved siden af Eleanor;- Susanne strækker en rynket finger og peger så ned på mig. Åh nej. Bare lyden af mit navn der forlader hendes mund, for mit hjerte til at galopere og brække sig på samme tid. Caspian laver et lille nik og med den ene fod foran den anden begiver han sig ned mod mig. Jeg retter mig forsigtigt op i stolen og prøver på ikke at se for panisk ud. Jeg skæver over mod den tomme plads ved siden af min. Hvorfor skulle hun også lige vælge den plads?. Jeg piller uroligt ved min kuglepen, imens jeg følger hans bevægelser med øjnene. Han svinger tasken af skulderen og smider den så på gulvet ved siden af bordet. Så falder han tungt ned i stolen og læner sig bredt tilbage i sædet. Jeg holder stadig mit fokus på den sorte kuglepen i min hånd. Susanne er for længst gået videre med sin gennemgang af algebra eller noget lignende, men jeg har fuldstændig mistet min koncentration. Mine tanker er alle andre steder end oppe ved tavlen. Jeg kan hører hvordan han indånder dybe vejrtrækninger. Jeg mærker hans blik i siden og hvordan sveden nærmest pibler om mig. Jeg vender mit blik hen mod vinduet igen og prøver at slå koldt vand i blodet. Jeg hader når jeg for det sådan her. Jeg hører ikke andet end stilhed og hans konstante blik i min nakke. Jeg retter lidt på min mørkerøde hættetrøje og vender så blikket op mod uret. Der er cirka en halv time tilbage af timen.

Da klokken endelig ringer ud , tøver jeg ikke et sekund om at komme ud. Jeg rejser mig op på stedet og svinger min taske over skulderen. Jeg efterlader kuglepennen på bordet og så er jeg ellers ude på gangen. Men jeg var åbenbart ikke hurtig nok. -;Hey Eleanor?;- efterspørger Caspian bag mig. -;nye dreng?;- Svare jeg -;og for dig er det Lea;- . Jeg vender mig om mod ham og kigger ham i øjnene. -;øhm..Lea?;- han tygger lidt på navnet og rækker så sin hånd frem for sig -;Casper, godt at møde dig Lea;- . Han laver et underligt, tiltrækkende blink med det ene øje. Jeg skæver lidt men giver ham så hånden. -;Jamen I lige måde da, Casper;- . Han smiler. Vi står bare og kigger på hinanden og han har min hånd i sin. -;øhm...?;- Afbryder jeg stilheden -;skal du med bussen?;- . Jeg venter afventende på et svar men han står bare og kigger kejtet på mig. -;Hallooooo?;- Prøver jeg og tager min hånd til mig. Han vågner pludselig op ved min bevægelse og kigger forvirret og jeg spørger ham derfor igen. -;Skal du med bussen?;- . -;yeah;- tøver han -;jeg bor på en måde midt ude i ingenting;- . Ha det synd for ham var? Vent. Jeg bor også midt ude i ingenting? Jeg gisper ihærdigt og prøver at smile. -;og hvor er så det?;- Udspørger jeg ham. -;øhm..;- mumler han -;noget med kastrinevej tror jeg?;- . -;Castriavej;- retter jeg ham. Eller rettere catastrofevej. -;heh yeah;- små griner han -;hvordan vidste du det?;- . Jeg giver ham tegn til at vi skal begynde at gå, hvis vi altså skal nå bussen. -;du er tilfældighvis så heldig at bo på samme vej som mig;- siger jeg sarkastisk da vi træder ud af skolen. -;heh fedt!;- Udbryder han -;så kan vi jo følges og sådan?;- . Wow. -;måske;- griner jeg og følger ham i retning af busserne. Han følger akavet med ved min side, hele vejen ned til busserne. Vi træder begge ind i bussen og jeg bevæger mig som sædvanligt ned bagerst. Jeg smider mig ind på det yderste sæde og havde ikke lagt mærke til at Casper bare havde fuldt efter mig i bussen også. -;må jeg sidde med?;- Spørger han tøvende og kører hånden igennem sit hår. Jeg fik en irriterende lyst til at rører hans hår. Jeg nigger og finder mine høretelefoner frem. Han sætter sig hurtigt ned ved min side og vores sider møder hinanden. Det giver først et sæt i mig, men efterhånden bliver det nærmest en behagelig følelse. Jeg propper hørertelefoner i ørene og går på Spotify. Uden tøven starte jeg min ynglings playlist med mine bedste Rock hits. Yeah...rock. Jeg sider bare lidt og synger med på musikken da jeg bliver prikket på skulderen og derved vækket fra min fantastiske koncert. Jeg kigger lidt lettere irriterer op på Casper og tager den ene hørertelefon ud. -;hvad hører du?;- Spørger han og inden jeg når at svare, tager han høretelefonen ud af min hånd og stikker i sit eget øre. Pludselig begynder han at synge med på musikken. Kender han TDC? -;wow..har sku aldrig mødt en pige der havde så god musiksmag;- griner han overrasket. -;kender du da Three Days Grace?;- Spørger jeg og jeg mærker hvordan min mave bobler af glæde. Endelig en med samme musiksmag. -;yeah er du gal man? Har alle deres albums på cd;- fortæller han og laver trommelyder med fingrene, på sædet foran. -;Nice;- . Hmmm gad vide?. -;Kender du så også My Chemical Romance? Fall Out Boy? Skillet?;- Udspørger jeg ham og hvor han som svar, nigger til alle de bands jeg remser op. Hvem er han? Og hvor har han været hele mit liv? -;Ynglings sang fra TDC?;- Spørger han. Hmmmm den var svær. -;"I hate everything about you"tror jeg;- fortæller jeg ham -;ellers er det "Animal i have become";- . -;Er enig men "Never to late" er også virkelig god;- forklarer han og jeg er helt enig.

Så sider vi ellers her i stilhed og høre TDC. Min krop er i en perfekt harmoni men pludselig er denne ellers behagelige stund forbi, da vi nemlig skal af bussen. Vi hopper af bussen og så står vi der i stilhed igen og venter til bussen er kørt. Casper vælger at bryde tavsheden ved at hive en pakke smøger ud af baglommen. Han tager en smøg op af pakken og tager den i munden. -;Ryger du?;- spørger han og rækker pakken frem mod mig. Jeg tager en og nigger -:Kun imod smerte;- svare jeg og små griner lidt selvom jeg mente det for alvor. Han tænder først sin og derefter min. -;Tak;- siger jeg og tager et sug. Okay han ryger LD. Vi står bare lidt og nyder vejret da han endelig siger noget -;Ville du havde noget imod at vise mig hvor du bor?;- . Det gisper lidt i mig over hans spørgsmål. Oh shit! Hvad skal jeg svare? Finde på en undskyldning eller nej Eleanor tag dig sammen! -;øhm jo det kan du da godt;- svare jeg -;hvis du tør?;- . Han griner lidt over min bemærkning og så begynder vi ellers at gå hjem mod mit hus. -;ligner jeg en der er bange?;- spørger han mig og laver en gestus mod sig selv. -;naaah du ligner bare en der lige er stået op?;- griner jeg selvom det var en løgn. Han var ikke spor tæt på at være grim. -;Ej! nu jeg såret;- klager han sarkastisk. Jeg griner og jeg har den bedste følelse lige nu, en følelse jeg aldrig havde troet jeg ville opleve igen. Jeg følte mig glad...