Smuk er smukkere - Short story

Smuk er smukkere

På en tilfældig gade, en kold vinteraften går en fattig pige rundt og leder efter mad. Hendes hænder er bundet ind i stofstrimler, for at beskytte hendes små tynde fingre fra den frosne, hårde jord. Men det betyder ikke noget mere, hun kan alligevel ikke mærke noget for kulden. Hendes små ben slæber hende fra skraldespand, til skraldespand, selvom hendes slidte og alt for små sko giver hende vabler så det svier, hver gang hun tager et énkelt skridt. Hendes øjne er helt blanke, hun ser ikke længere rig eller fattig, godt og ondt, dag eller nat. Skælvende trækker hun sin lappede, ru, uld jakke tætter omkring sig. En ensom kat skriger ud i natten og forskrækket trækker hun sin tynde hat længere ned om ørene og løber videre, videre ud i den kolde nat.

Efter lang tids vandring rundt i de tomme gader, kommer hun forbi en lukket bager. Med store, beundrende øjne ser hun på bagerens udstillingsvindue. Brød, kager, chokolade scones. Hun lukker øjnene for et øjeblik, og ser sig selv gå ind af døren en dag, med en mønt i hånden og købe en varm gulerodsbolle. Selvom hun ikke har nogen bolle, forestiller hun sig hvordan dens nybagte duft oser ud af den, hvordan den varmer hendes små, beskidte og kolde hænder.

På en tilfældig gade, foran en lukket bager står en lille ussel pige. Hun står med lukkede øjne, som var hun i en trance. En dør knager et sted bagved bageren og bagerens kone kommer ud med et par brændte brød, i en sivkurv. Hun går om til svinene, som skal fodres med daggammelt mad, som ikke kan sælges i morgen. Et enkelt hvede brød skubbes ud af kurven. Pigen ser til med store øjne, da konen fortsætter videre, uvidende om tabet af brødet. Hun løber besværet hen og samler brødet op og kigger efter konen i mørket. Men hun er væk, og pigen står nu tilbage med hvede brødet. Pigen kan næsten ikke huske hvornår hun sidst havde haft så meget mad i hænderne. Hun kunne ikke drømme om at stjæle brødet fra bager konen, men hun var jo forsvundet. Pigen vælger at tage brødet med sig, det hjalp heller ikke bare at lægge brødet tilbage på den kolde jord. "Undskyld," hvisker hun ud i mørket, hvor hun så konen forsvinde hen, før pigen fortsætter længere ind i den dunkle by. Hendes skridt runger gennem de smalle gader, når hun træder i en vandpyt. En mor og hendes lille dreng står i vejkanten, af en af gaderne og prøver at sælge farverige blomster. De er sølle klædt på, og pigen kan se hvordan sulten piner deres tynde ansigter. Pigen ser hvordan grå og triste mennesker går i en stor bue udenom det grædende barn, og den bønfaldende mor, der nytteløst rækker blomster imod de forbigående folk. Pigen ser bedrøvet på sit brød, og derefter på moderens og drengens ansigter, ser hvordan moderen forgæves prøver at forsøge sit eneste barn. Hun går med oprejst hoved, og et lille smil om munden hen mod den lille familie, og rækker brødet til moderen. Moderen kigger overrasket på pigen, ser hvordan pigen selv står i slidt og gammelt tøj, og ser hvordan hun bare giver brødet væk. Pigen vender derefter hovedet væk igen og går den anden vej. Hendes smil om munden forsvinder lige så snart hun vender sig væk og hun ikke længere står med det fyldige hvede brød i hænderne, der kunne have slukket hendes hungeren efter mad. Pigen er stadig sulten, men med tilfredse skridt går hun videre.

På en tilfældig gade, går en lille pige med små lykkelig skridt, trods sult. En lille dreng løber op til hende med en smuk, rød rose og giver hende den. "Min mor siger jeg skal give dig en blomst.." Siger den lille dreng genert. "Og tak for mad," fortsætter han, med beundring i sin spæde stemme. Så hurtigt som han kom, løber han tilbage i armene på moderen, som har fået en gnist i øjet. Håb om en lidt lysere fremtid.

Pigen kigger glad på drengen, fra afstand, som ivrigt gnasker brødet i sig. Selvom pigen er enormt sulten selv, mærker hun ikke maven knurre som den gjorde før og fyldt af ny energi går hun videre, med en rose i hånden, som lyser den, den skyggefulde vej op foran hende. Et sted i skyggen hører pigen piven. Forsigtigt holder træder hun et skridt nærmere.Et par bedrøvede sorte øjne møder hendes. Varsomt rækker hun hånden frem og en køters stride pels berører hendes beskidte hånd. Pigen kan mærke hvordan hunden ryster af den bidende aften kulde. Hun får medlidenhed med det stakkels dyr, som ikke selv har valgt dette barske liv på gaden. Uden et hjem. Uden kærlige hænder, der holder om en når nætterne er udholdelige. Dirrende knapper hun sin lappede uld jakke op, og putter den om dyret. Den isnende vinden omslutter sig med det samme om pigens nu ubeskyttede krop. Kun en tynd kjole tildækker pigen. Hendes bare arme og ben, mister hurtigt følelsen og hun må kæmpe sig krampende op fra den nådesløse jord. Køteren ser elskværdigt efter pigen, fra sin trygge plads under den opvarmede jakke.

På en tilfældig gade, med skarpe brosten, der skærer op igennem vejen som knuste glasskår, går en lille pige, uden jakke i den bidende kulde, men med tilfredse skridt og en rose i hånden. Hun har venlige og gavmilde øjne, som lyser af kærlighed, trods sult og frosne lemmer. Pigen går og nynner en salme, hendes mor plejede at synge for hende, da hun endnu var spæd; "Befal du dine veje, og al din hjertesorg, til hans trofaste pleje, som bor i Himlens borg. Han, som kan stormen binde, hvem bølgen lyde må," synger hun for sig selv. Tonerne svæver ensomt ud i den tomme gade, indtil en stemme besvarer hendes sang. "...Han kan og vejen finde, hvorpå din fod kan gå." En pige yngre end hende selv kommer gående af den skærende vej. Hendes fødder har ingen sko på, og pigen kan se hvordan den anden piges fødder er fuld af sår, og indtørret blod, efter at have gået på de skarpe brosten. Ikke nok med det, så går hun og trækker sin tykke jakke op om ørene, som er helt røde af kulden. Men jakken er langt fra lang nok, så den når aldrig helt op til spidsen af ørene. Den anden pige går med et tyndt stearinlys i hånden, som kan oplyse hendes vej. Med vakkelvorne skridt kommer den anden hen til pigen. Den anden har tåre i øjnene. "Har du set min mor?" Spørger hun, pigen, med store bedende øjne. Uden at tænke over det tager pigen sine sko af og stiller dem foran den anden pige. "Nej," svarer pigen hende med en blid stemme. "Men tag mine sko og gå ud og find hende." Den anden pige sætter sig forskrækket ned og trækker langsomt skoene over de blodige fødder. De passer næsten perfekt, men pigen havde også været på den anden piges alder da hun selv fik dem af sin far. Den anden pige ser glad ned på sine nye sko og vrikker opstemt med fødderne. Hun rejser sig op og kigger ned i flammen på sit stearinlys, og rækker det derefter frem til pigen. "Må din vej altid blive lyst op af guds engle," mumler den anden pige taknemmeligt, og trækker jakken op om ørene igen. Pigen ser også ind i din lille flamme, ser hvordan lyset fra den viser en lysere vej frem. Hun tager imod stearinlyset og trækker sin hat af hovedet. "Her, det dur jo ikke du går og får røde ører." Smiler pigen til den anden. Den anden trækker hatten over hovedet, så begge ører forsvinder helt under den. De giver hinanden et indforstået blik og fortsætter begge hver deres vej. Den ene med en lysere vej frem, den anden med en fornyet tro på at finde noget tabt.

På en kirkegård, ved en tilfældig gravplads ligger en lille pige krympet sammen. Hun har kun en tynd kjole på, og ved siden af hende er et stearinlys, der er blæst ud af den hensynsløse vind. Pigen har en rose så rød som blod, i hænderne.

Hendes hud er helt hvid, som et lig, og hendes fødder er spækket med sår, der stadig bløder af den barske tur. Pigen mærker ikke noget som helst længere. Ingen sult. Ingen kulde. Ingen smerte. Ingenting.

På gravstenen står der under navnene: Gavmildhed er en gave fra gud, som ikke skal bruges på os selv.

Efter en lang og hård tur er pigen hjemme. Hjemme hos sin familie.