Seriemorderen (en novelle)

Seriemorderen

Jeg havde langt fra kontrol over mine følelser. Jeg var rystet. Jeg var bange. Aldrig nogensinde havde jeg forestillet mig at jeg skulle opleve noget, som dét.

"Så, du ved ikke, hvem der gjorde det? Du, så ikke nogen, eller noget?" Spurgte politimanden, der var ved at afhøre mig.

"Jeg ved ikke, hvem der gjorde det, men, hvis jeg ikke er helt forkert, så var personen omkring 180cm høj, og sortklædt. " Svarede jeg stille.

"Nyttig information. Ved du andet? Lignede det en du kendte? Kan det være relateret til de andre mord?" Spurgte han meget hårdt.

"Nej, det lignede ikke en jeg kendte, men det kunne sagtens være relateret til de andre mord." svarede jeg med rystende stemme.

"Så må du gå hjem. Pas på dig selv. Jeg vil bede dig, om at finde en, der er sammen med dig de kommende dage, så de kan hjælpe dig komme over chokket, ok?" Sagde han bekymret.

"Ja..." sagde jeg meget stille, og rejste mig.

Jeg kiggede et øjeblik på stedet, hvor jeg havde fundet den døde krop. Jeg vendte mig, og løb hjem. Det tog ikke mere, end 5 minutter at komme hjem, for jeg boede tæt på mordstedet.

Jeg låste mig ind i huset, og låste døren efter mig, og lukkede vinduet, vi skulle ikke nyde noget af at jeg også blev angrebet.

Jeg fandt min telefon i min taske, og tastede Alexanders nummer ind. Jeg stod et øjeblik, og overvejede, om jeg burde ringe til ham. Det ville bare bekymre ham...

Jeg gemte telefonen væk, og gik ud i køkkenet.

Jeg tog et lille stykke kage, og noget frugt sammen med en kop te. Jeg sad, og gumlede på maden, og nippede til teen, mens jeg tænkte på, hvad der var sket, hvad jeg havde oplevet.

For under en time siden havde jeg hørt et højt skrig ude fra skoven omkring mit hus. Så var jeg løbet derud, og havde fundet en brunhåret dreng dødeligt såret, men stadig levende. Jeg kiggede op, og, så en høj, og sortklædt skikkelse løbe væk, meget hurtigt. Jeg tilkaldte politiet, og en ambulance. De kom ret hurtigt, men ambulancen var, for langsom, han døde i løbet af de 4 minutter det tog dem at komme. Politiet afhørte mig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle, eller overhovedet kunne gøre, så jeg svarede bare.

Jeg ville gerne hjælpe med at finde ud af, hvem morderen er. Så er det lige meget, om politiet har fortalt mig at blive væk fra denne sag. Jeg ville hjælpe. Måtte jeg nu ikke det? Jo det måtte jeg vel gerne.

Jeg gik ud i skoven, vel bevidst, om at jeg kunne blive angrebet, når, som helst.

Jeg kunne beskytte mig selv. Jeg var den bedste kriger i hele byen.

Mit hår var løst, hvilket var dumt, hvis nu jeg rent faktisk blev angrebet. Jeg tog fat i mit lange brune hår, og lavede en knold.

Fodtrin begyndte at nærme sig, og af ren reaktion blev jeg opmærksom. Fodtrinnene satte hastigheden op indtil de løb. Jeg stoppede op, og kiggede rundt, klar til kamp. Uanset, hvor meget jeg kiggede ind i mellem de høje træer, var der ikke en eneste skikkelse at se, kun mørke, men fodtrinnene var der stadig, og de kom nærmere.

En skikkelse tonede frem i skovåbningen. Det måtte være morderen, sortklædt, og høj, men hætten var nede.

Han kom nærmere. Lige, så stille kunne jeg se ansigtet. Alexander, han var, da ikke morderen. Jeg følte mig mere tryg nu, det var ikke morderen, bare min bedste ven.

Hans ansigt var lagt i blide folder, hvilket klædte ham. Hans smil var blændende, som altid, og kunne få enhver pige til at forelske sig. Men der var noget anderledes ved hans øjne, de strålede ikke i dag. Hvorfor mon det?

"Hej Rose! Jeg havde på fornemmelsen at du ville være i skoven" Sagde Alexander glad.

"Hejsa!" svarede jeg lettet.

Alexander satte i løb, og stoppede en meter fra mig. Han rakte armene ud, og jeg gav ham et kram.

Men han ville ikke give slip. Han rumsterede med et, eller andet i sin lomme, jeg kunne ikke se, hvad det var. Endelig lod det til at han fandt det.

Var det måske en gave til mig? Det kunne godt være.

Han løftede den ene hånd, om bag mig til den anden hånd, og jeg mærkede en skarp flade mod min ryg.

En kniv...

Var min bedste ven morderen? Og, så var jeg bare vadet lige ind i min død?

Jeg blev panisk, og mærkede angsten overtage, skulle jeg skrige? Var det virkeligt? Eller legede han morder, for at se min reaktion? Hvordan skulle jeg have det? Burde jeg stole på ham? Selv, hvis jeg løber væk, så finder han mig, han kender alle mine gemmesteder, og han har en nøgle til mit hus.

Jeg prøvede at slippe fri, men hans greb var, for fast. Han lagde sit hoved på min skulder, og, hviskede

"Undskyld, men det er nødvendigt, at du bliver ryddet af vejen, for at min plan kan lykkedes. Du er i vejen, for det hele"

"Jeg kan stoppe med at være i vejen, hvis du fortæller mig, hvad jeg skal stoppe med!" Sagde jeg panisk, min stemme var hævet, men den var ved at knække over i en hulken.

"Det tvivler jeg på, det har nemlig ikke noget med din opførsel at gøre. Det har noget med din eksistens at gøre. Du skal dø, for at min plan kan fungere. Undskyld, jeg ville virkelig ønske at det ikke var dig jeg skulle dræbe, men sådan er det, og, så må jeg gøre det. Et sidste ord?"

"Hvorfor?" Sagde jeg hulkende.

"HVORFOR GØR DU DET HER!?" Jeg brød sammen i gråd, og kunne ikke gøre andet, end at græde. Jeg kunne ikke stå på mine egne ben, og han lod mig falde ned på jorden og græde.

Min bedste ven var en morder med en plan, og planen var vigtigere, end hans bedste ven, som havde været der, for ham siden han var halvandet år gammel. Jeg havde hjulpet ham af med hans problemer, været der, når han græd, været der, når hans kæreste slog op, jeg var der også, da han mistede sine forældre. Altid. Altid havde jeg været der, for ham og han, for mig. Hvad var denne plan? Det kunne vel være lige meget nu, jeg skulle alligevel dø.

Jeg satte mig op, og kiggede op på ham, da jeg havde grædt i, hvad der føltes, som timer, men han stod bare, og kiggede håbløst på mig med de koldeste øjne universet nogensinde har kendt. Blikket borede sig ind i mit, og jeg sad bare der med tårer i øjnene, og en bævende underlæbe.

"HVORFOR!? Svar mig... hvorfor... dræber du... de uskyldige?" Den første del råbte jeg, men resten kom ud, som en hulken.

Jeg kunne ikke fatte det.

Hvem ville også kunne fatte, at deres bedste ven var en morder?

Jeg rejste mig op lige i tide til at politiet kunne høres langt væk på vej mod os. Nogen havde hørt min råben, og havde ringet til politiet, så de kunne hjælpe. Det jeg har råbt måtte være nok til, at de kunne relatere det til mordene.

Jeg kiggede på ham. Han angreb mig, og jeg var, for svag til at kæmpe efter at have grædt. Alt blev sort, og jeg var i tvivl, om jeg levede, eller ej...

29-01-2019