We're fireproof, right? (Dansk)

Kapitel 1

"Liam James Payne, min helt." Læste læren op.

"Hvem har skrevet dette?" Spurgte hun ud i rummet og viste hvad der stod på sedlen, selvom hun lige for et øjeblik siden læste det op. Jeg smilte akavet og rejse mig op.

"Mig.." svarede jeg. Jeg flimsede med mine hænder af nervøsitet. Hele cirklen kiggede på mig, gloede faktisk - forventede at jeg begyndte at snakke om hvorfor jeg valgte ham - men jeg sagde ikke en lyd.

Læren prøvede at smile sødt til mig efter at halvt minuts tid hvor jeg bare stod der og ikke sagde et ord, men jeg kunne nu godt se det falske bag det. Jeg tog en dyb indånding.

"Jeg valgte ham fordi han er den stærkeste person jeg kender." Folk kiggede på mig som om jeg var en utrolig svær ligning de skulle løse i deres matematiktime. Jeg smilte nervøst og kunne mærke at mine håndflader blev lidt fugtige.

"Ogggg.." Begyndte Nora for at få mig til at fortsætte.

"Liam blev mobbet som barn... Han måtte gå til selvforsvar for at kunne forsvare sig selv... Ømh.. Som 14 åring valgte han at stille op til xfactor, og fik af vide at han skulle komme tilbage 2 år senere.... Til hans sweet 16 kom der ikke en sjæl, og han står her stadig idag, uden ét ar på hans håndled." Jeg tog en indånding. Prøvede at læse alles ansigter.. Men jeg er bare ikke den største ansigts læser.

"Og vigtigst af alt fik han sin største drøm opfyldt, da han så valgte at stille op til xfactor 2 år senere for at bevise at han havde det i sig.. At han godt kunne synge.." Jeg smilte.

"Og lige tilsidst... Han hjalp mig da jeg var længst nede - selvom han selv bøvlede med hans familie..

Han er mit idol, mit forbillede, min ven og min helt." Jeg satte mig ned igen. Lidt stolt over at jeg ikke stoppede undervejs fordi jeg gik i stå eller blev for genert. De klappede.

"Tak Anna" sagde vores 'hjælper' eller 'lærer' - hvis man kunne kalde hende det.

3-4 kom op og fortalte om hvorfor de havde valgt den person de havde valgt og det var slut. Endelig.

Jeg tog min taske, fik min hue på og råbte farvel!

Jeg åbnede døren i det samme en kold vind susede forbi. Rigtig poetisk - men det gjorde der altså.

Uhuhuhuh.. Decembervind. Ikke liiiige mig... Jeg løb over til

min lille sorte bil og satte mig ind. Tror ikke at personer der så det jeg kaldte for 'løb', ville kalde det 'at løbe' men mere 'at ligne en ko på glat is.'

Jeg lynede min jakke ned og tog min hue af.

"Hah, 6 uger til vi ses igen!" Jeg dyttede et par gange for at sige farvel til dem der lige trådte ud i december vejret og kørte afsted.

Bilen blev hurtigt dejlig lun og min WunderBaum spredte duften af peace. Ja, peace. Eller fred som det hedder på dansk.

Jeg tændte for radioen i håb på at der kom nogle gode sange jeg kunne nynne med på, på vejen hjem - men du kender det vel... Når man keder sig og virkelig kunne bruge nogle gode sange kommer der ikke nogle.. overhovedet!... men når du så er 2 minutter fra din destination kommer der det ene hit efter det andet... Mit liv..

*Bib bib* jeg fik en besked.. Fra... Lims. Et lille sus susede igennem min mave.

Lims: Hej Ans:)

Han keder sig for sygt.. Jeg fnisede lavt og kiggede op på vejen igen. Der var ikke én bil derude. Vejene var også blevet glatte efter sneen, der nu er blevet til is, kom...

Desuden er mange sikkert taget til de varme lande for at holde jul.. Inklusiv min 'familie'.. Jeg var ikke selfølgelig ikke engang inviteret...

Ligesiden jeg fik min depression gad mine forældre mig ikke mere - de ville kun se deres helt igennem fantastiske førstefødte. Englebarnet... Efter min mening var hun en heks, en kælling og en smatso der troede hun var bedre end alle andre..