En ond baby

Jeg skulle allerede føde efter 3 måneder,

Da dæmon babyer vokser hurtigt.

Nu ligger jeg i sengen og sveder,

Og kigger på babyens ansigt.

Der er intet vindue i mit værelse,

Men mine øjne har vænnet sig til det svage lys.

Barnet ligger i en vugge og skriger i vildelse,

Bare jeg turde give den et kys.

Det er jo trods alt mine gener... mit barn,

Men jeg har set dens øjne når den blinker.

Da den lå efter fødsel på min arm,

Nu må vi holde ham i lænker.

At holde ud... det har jeg lært,

Gad vide om min familie savner mig som jeg savner dem.

Jeg har det i hvert fald svært,

Og jeg vil mest af alt hjem.

Det fine runde hoved,

Og det kulsorte hår.

Den fugtige hud er dermed,

Det eneste dæmoniske som foregår.

Indtil den dag hvor jeg endelig kan rejse mig fra sengekanten,

For at se mit lille barn.

Der er ingen spor af hende giganten,

Ingen grund til at slå alarm.

Jeg tog ham op i mine svage hænder,

Og så ham dybt i de sorte øjne.

Han vil jo ikke skade sin mor vi må være venner,

Men det dæmoniske i ham er begyndt at højne.

Jeg ser hende ikke tit,

Hun kommer ikke længere.

Men nu hører jeg hendes skræmmende skridt,

Vil hun torturere mig yderligere?

Tvært imod hun lukker mig ud,

Men ikke helt kun til resten af huset.

Gangen er noget af et prud,

Og i dette lys ser jeg hendes hår er kruset.

Hun går med mit barn på sin arm,

Men hvordan kan hun stole sådan på mig.

Hvordan ved hun jeg ikke flygter i harm,

Som om dette bare er en juleleg.

Vi træder ud på trappen og ser ud over entréen,

Hvor piger står og ammer deres spædbørn.

Her lugter ligeså forfærdeligt som teen,

Havde hun blandet den med tjørn?

Hun vender sig rundt og siger nogle underlige ord,

Mens hun stirrer mig i øjnene.

Jeg står og tænker hvorfor hun mon glor,

Da mit syn pludselig svimler flakkende.

Jeg hører hendes stemme i mit hoved,

"Du skal blive her for altid med din dæmon..."

Hun narrer ikke mig med den grovhed,

Ligesom disse stive robotter som fylder rummet iført tøj med galon.

De er under hendes forbandelse... hendes magi,

Og de tror dette er et godt sted.

Jeg vil stadig aller helst sættes fri,

End at dette vanvid varer ved.

Jeg venter til jeg kan stå og amme alene,

Så tæt på hoveddøren som muligt.

Jeg glæder mig til at kunne se naturen igen og de nøgne grene,

Jeg vil måske endda skrive et digt.

Nu tager jeg chancen,

Det er nu jeg skal løbe,

Jeg lægger babyen for ikke at miste balancen,

Hun kan ikke min stilhed købe.