Chloe Scott | ✓

6. Flashbacks og trygge arme

Det er 8. dag jeg træder ind på gangen. Det vil sige 8 dage i helvede. Jeg hader skole, som i nok alle sammen kan fornemme. Siden min far inviterede familien Johnson på morgenmad, har jeg ignoreret Noah så meget som overhoved muligt. Han har flere gange snakket til mig eller holdt om mig, men jeg afviste ham så godt som muligt. Theo derimod er jeg blevet rigtig gode venner med. Jeg skal hjem til ham senere idag, hvor jeg skal hjælpe ham med en algebra opgave.

Jeg tager mine biologi bøger ud af mit skab, da Noah stiller sig op af det.

"Hvad vil du?" Spørger jeg koldt men roligt.

"Vide hvorfor du har ignoreret mig hele ugen?"

"Noah, jeg gider dig ikke!" Snerrer jeg af ham.

"Hvad er det jeg har gjordt dig" hæver han stemmen.

"Du er dig Noah, det er det der er galt" sukker jeg stille. Folk er stille begyndt at komme og de følger spændte med i vores samtale.

"Hvad skal det betyde Chloe?"

"Du er en fuckboy, Noah. Men når vi er sammen viser du mig denne her bløde side, og jeg ved ik hvad jeg skal tro. Så please, for min skyld, bare hold dig fra mig." Jeg kan mærke en tåre trille ned af min kind, men jeg ignorerer det. Jeg vender om og løber ud på toilettet.

Her sidder jeg igen. Kun 4 dage siden jeg sad her sidst. Jeg var brudt sammen så snart jeg kom her ud. Det er ik begrund af Noah, eller ihvertfald ikke kun begrund af ham. Jeg kan bare ik klare at blive brugt og udnyttet mere.

Jeg får flashbacks..

Hans lyse hår, hånden der rammer min kind, de røde mærker på hele min krop, angsten i mine øjne.

Min krop begynder at ryste, jeg prøver at få billederne ud af mit hoved, men jeg kan ik. En stemme bryder billederne.

"Chloe..?" Spørger han stille. Jeg ved godt det er ham.

"Noah, jeg er ik i humør til at snakke" snøfter jeg stille.

"Chloe, je-jeg ved ik hvad jeg skal sige. Jeg forstår ikke hvorfor du blev så ked af det? Jeg er så forvirret lige nu. Det er vel ik begrund af mig, ve-vel?" Man kan høre nervøsiteten i hans stemme. Jeg låser stille døren op og jeg kan se han stadig står og venter på mig. Jeg løber bare ind i hans arme. Jeg har brug for det. Et stort kram i trygge arme. Jeg har mit hoved på hans bryst og han holder om mig.

"Noah, det er ik noget med dig at gøre, jeg ved bare ikke om jeg er klar til at snakke om det.." siger jeg stille, stadig med mit hoved på hans bryst.

"Det er okay Chloe, jeg er klar når du er klar. Men lov mig at du kommer til mig, hvis der sker noget"

"Det skal jeg nok" smiler jeg. Jeg trækker mig fra krammet, og vi følges til time.

•••

"Jeg kan jo ikke finde ud af det Chloe. Hvilken idiot har også opfundet algebra og troet at vi nogensinde skulle bruge det i vores liv.."
Mig og Theo ligger i hans seng. Jeg er igang med at hjælpe ham med hans algebra opgave.

"Det er ikke så svært Theo, man skal bare lige sætte sig ind i det" svarer jeg tilbage. Vi er næsten færdige, og vi har endda kun været igang i 30 min.

"Jeg har brug for en pause, jeg går ned og henter noget at spise." Han går nedenunder og lader døren stå åben.

Efter lidt tid kan jeg høre døren lukke bag mig.
"Det var godt Theo, nu skal du høre. Jeg tror du skal sige-" En velkendt krop sætter sig i sengen. Jeg kan allerede se det ikke er Theo.