Historien om Cassius Warrington

Tredje Kapitel

De gik op til skoven og fulgte den oplyste sti. Man kunne høre lyden af troldmænd i tusindvis, der begav sig mod banen. Der hørtes råben, latter og brudstykker af sang. Det fik Cassius til at smile svagt. Hele stemningen smittede. Turen gennem skoven tog omkring femten til tyve minutter i det tempo, de gik i. Cassius, Whitney og Derrick gik og snakkede og grinede hele vejen, indtil de endelig kom ud på den anden side og befandt sig foran et gigantisk stadion. Selvom Cassius kun kunne se en smule af de kæmpemæssige gyldne mure, der omgav banen, var han overbevist om, at dette sted mageligt kunne rumme hans hus femogfyrre gange - hvis da ikke mere.
"Der er siddepladser til hundrede tusinde tilskuer", fortalte Derrick og så ivrigt på bygningen, "Far snakkede om det. Ministeriets femhundredemands udvalg har arbejdet på sagen hele året! Der er Anti-Muggler-Besværgelser overalt"

Cassius måtte indrømme, at det var en stor bedrift. Ja, meget imponerende. De gik hen til den nærmeste indgang, der allerede var omringet af en sværm af skrålende hekse og troldmænd. Han var sikker på, at han kunne høre mindst to grupper synge den irske nationalsang.
"Ståpladser, anden øverste etage", sagde heksen, som kontrollerede deres billetter. Stadions trappe var dækket af en luksuriøs, højrød løber. Whitney kunne ikke lade være med at le og poserede hurtigt for dem, mens Cassius lod som om, at han tog et billede, inden de fortsatte op ad den utrolig lange trappe. Han var godt klar over, at der var nogle, som var utrolig utilfredse med dem og prøvede at skubbe sig forbi dem, men han tog bare Whitneys hånd igen og fulgte lige så stille og roligt med resten af sin familie. Aldrig havde han set så mange troldmænd og hekse samlet et sted. De nåede deres etage og fik fundet deres pladser. De stod næsten i midten. Derudover var de så heldige at komme til at stå helt op foran. Cassius så sig nysgerrigt rundt. Spændingen blev ved med at stige, og larmen blev da også højere, som tiden skred fremad.
Hundrede tusinde hekse og troldmænd var i færd med at finde deres pladser på tribunerne, der hævede sig i mange niveauer omkring banens langstrakte oval. Alting blev badet i et mystisk gyldent lys, der virkede, som om det blev frembragt af selve det imponerende bygningsværks mure. Fra den højtliggende etage så det ud, som om banens græsplæne var fuldkommen jævn og fløjsblød. I hver ende af banen hævede tre gyldne ringe sig i sytten meters højde. Direkte overfor dem, en lille smule højere oppe end dem, hang en enorm pointtavle. Gylden skrift flimrede over den, som om en usynlig kæmpehånd skrev løs og viskede tavlen ren igen for derefter at skrive igen. Lige i øjeblikket var der en hurtig reklame om kapper nede i Diagonalstrædets egen Madam Malkins.
"Holdenes maskotter vil gå parade før kampen", læste Whitney højt fra programmet. Hun stod på hans venstre side. Cassius kiggede over på hendes program i hænderne og nikkede lidt.
"Jeg har hørt, at det skulle være utrolig fantastisk", indskød Derrick ind i samtalen, som stod på Cassius' højre side. Cassius nikkede lidt, inden han kiggede lidt over det banen. I det mindste havde de tag over hovedet, hvis det skulle begynde at regne. Han kunne dog med tilfredshed sige, at det så ganske tørt ud, så det skulle der ikke være nogen fare for.

Der gik endnu fem minutter, inden en høj stemme kunne høres ud over den overfyldte stadion: "Mine damer og herrer... Velkommen! Velkommen til finalen i de firehundredeogtoogtyvende Qudditchverdenmesterskaber!"
Et brøl steg op gennem de mange etager i det fyldte stadion, mens den rungende stemme gav ekko ud til alle tribuner. Tilskuerne hylede og klappede (Cassius klappede høfligt, selvom spændingen væltede rundt i ham). Tusindvis af flag svajede, og de forskellige landes nationalsange blev sunget i forskellig takt af et broget kort. Larmen var overdøvende. Skærmen, hvor der havde kørt reklamer, blev slettet og erstattet med den indledende pointstilling: BULGARIEN: NUL; IRLAND: NUL.
"Tillad mig nu uden yderligere omsvøb at præsentere... De bulgarske landsholdmaskotter", fortsatte stemmen, mens den højre tribunehalvdel, som var et bølgende hav af højrøde bannere, brølede taktfast.
"Hvad tror du, de præsenterer?", spurgte Whitney og lænede sig lidt over rækværket, så hun kunne se bedre. Ligesom hun havde sagt det, trådte hundrede kvinder ind på banen. Cassius blev helt flov, fordi han tog sig i at tænke, at de var overnaturlig smukke. Noget sagde ham, at de her umuligt kunne være menneskelige. Cassius kiggede nærmest forundret på kvinderne, mens han tænkte over, hvad der kunne gøre dem så smukke. Gjorde dem så unaturlig skønne. Deres hud lyste som måneskin, og deres hår spredte sig på en helt særlig måde, som om der var vind nede på banen. Cassius genkendte dem straks som wilier. Inden han kunne nå at komme med en sidebemærkning til Whitney og Derrick, begyndte wilierne at danse, og han glemte helt, hvad det var, han havde i tankerne. Faktisk opgav han helt at tænke.
Wilierne var begyndt at danse i takt til musikken, og Cassius sad bare og så på dem med let åben mund. Alt, der fyldte hans hjerne, var at wilierne aldrig måtte stoppe med at danse, for ellers ville der ske forfærdelige ting. Og mens wilierne dansede hurtigere og hurtigere rundt, begyndte mærkelige tanker at stige ham til hovedet. Han ville gerne imponere dem. Såsom at kaste sig ud fra denne etage og svæve ned og lande elegant på jorden. Men inden han nåede ret langt, greb en hånd fat i hans og tvang ham til at blive. Cassius blinkede forvirret med øjnene, da to andre hænder blev langt på hans ører, og musikken forsvandt. Han vendte blikket mod vedkommende, der havde taget hans hånd, og han kunne mærke, hvordan han øjeblikkeligt blev rød helt om i nakken. Tænk at han, i et kort øjeblik, havde glemt Whitney.