Alt eller intet

Fuglen

Det er mandag morgen, jeg høre mit ur ringe klokken 07:00 som det plejer.
Jeg slår alarmen fra, og sætter mig op i min seng, trækker gardinet fra, og kigger vemodigt ud igennem mit vindue.
Der er en lille park bag det hus jeg bor i, jeg elskede at lege i den park da jeg var lille, hvor alt var godt.

Jeg drejer hurtigt hoved væk fra vinduet, og tager mine blå cowboy bukser på, som ligger ved siden af min seng, jeg finder en normal hvid trøje i mit klædeskab og sætter mit hår op i en hestehale.
Jeg børste mine tænder i mens jeg kigger mig selv i spejlet, jeg nær studere mit ansigt, folk spørger tit hvad jeg bedst kan lide omkring mit udseende, fordi alle tit komplimentere mig, jeg forstår ikke hvorfor de gør, men jeg svare altid -"Mine øjne". Jeg ryger ud af min egen lille verden da jeg høre min mor råbe op af trappen at der er morgenmad.

Jeg går ind på mit værelse for at tage min skoletakse, den samme kedelige mat-brune, lidt slidt i siderne taske, yep- nogle ting ændre sig aldrig, for jeg har haft den taske siden jeg- ja jeg ved ikke en gang hvornår jeg fik den.

Jeg går ned til min mor i spisestuen, hun sidder med hoved begravet i papirarbejde, hun er direktør i en bank, så der er masser at lave, jeg sætter min taske på gulvet, mens jeg kigger på alt papirarbejdet. Min mor siger altid "Livet er hvad du gør det til". For hende er livet sikker at arbejde og tjene penge, men misforstå mig ikke, hun er skam en god mor. Jeg har dog stadig ikke forstået hendes motto, men håber jeg gør en dag.

"Godmorgen skat" siger min mor blidt mens hun løfter blikket fra alt papirarbejdet, jeg kigger op fra bordet med alt papiret til jeg rammer min mors ansigt, "Godmorgen" siger og et lille smil kommer til syne på min læbe.

Klokken er nu 07:30 og der er 10 minutter til min bus kommer, hvis den altså kommer til tiden, jeg tager min taske op fra gulvet og begynder at tage overtøj på, jeg høre min mor råbe om jeg ikk' vil have noget mad med i hånden, men jeg takker nej, jeg smutter ud af døren og lige rundt om hjørnet er busstoppestedet.

Jeg propper høretelefoner i ørne, for at lukke alt ude, biler, mennesker, en gøende hund- bare livet. Jeg propper min ynglings sanger på Daughtry - Broken Arrows, jeg elsker hans musik, den giver mig en følelse som jeg ikke kan beskrive. Jeg lukker øjenene, men det bliver en kort fornøjelse, for jeg kan høre min bus komme, den larmer så meget, at den overgår den gøende hund. Jeg stiger ind i bussen, og sætter mig på den alder bagerste række i bussen, lige ved vinduet.
 
Jeg kigger ud af vinduet mens verden flyver forbi, jeg ser en fugl stirre ind på bussen da vi køre forbi, jeg læner mig bagud i sædet, "Gid jeg var ligeså fri som en fugl, så ville alt være nemmere".

Næste stop er mit gymnasium, som om jeg gider, men jeg har ikke noget valg. 

Ny dag- nyt mareridt.