Alt eller intet

Hva' rager det mig?

Jeg står foran det sted jeg skal bruge 3 år af mit liv på, "skønt".

Der er ikke rigtigt noget specielt over det her sted, omgivelserne er det samme som det plejer, folk der sidder og ryger på bænkene, piger der fniser over absolut ingenting og nørderne som sidder og spiller World of Warcraft. Hvor høre jeg så til i alt det her? Ja, det spørger jeg os om.

De er alle samme de samme typer, dem som ryger er meget "cool guys" eller det tror de ihvertfald, pigerne er små duller, som rodder for meget ved deres hår, og prøver for meget på 3g'erne, nørderne, siger det ikke sig selv? Ihvertfald de nørder her går ikke op i noget, andet end deres spil.

- 08:15-

Klokken ringer, jeg drifter lige så stille ind til time, vi har matematik, det eneste som giver mening for mig, fordi der er en måde at gøre tingende på, og hvis ikke, så laver du en fejl. Alt andet er nytte løst, hvorfor skal jeg lære noget som aligevel i sidste ende ikke rager mig?

Jeg sidder og laver sinus og cosinus, børne matematik hvis du spørger mig, men det er fint, så kan jeg bare slappe af, men selvfølgelig vare den fred ikke længe, da Celine kommer hen og sidder ved siden af mig. Celine er en lidt chubby pige med blå øjne og brunt hår, hun omtaler mig som hendes bedsteven, hvilket som giver ingen mening, da jeg aldrig rigtig gider at være sammen med hende, jeg magter engenligt bare ikke mennesker generalt.

-14:10-

Det meste af dagen er gået, kun en time tilbage, som så er religion, mit absolut hade fag, intet i det fag giver en realistisk mening, jeg tror sgu' ikke på at der har gået en "gud" her på jorden, og hvis der har, hvorfor lavede han den så ikke bedre, istedet for alle de her katastroffer, som vi skal redegøre for?.

Jeg sidder i krogen af kantinen og grubler over mine tanker, men ja, selfvølgelig kommer Cecile i mit grubleri, "Hej Sarah!" Siger hun meget højlydt, de fleste vender hovedt rundt, ja så højt var det, at hun fik alles opmærksomhed i den larmende kantine, "..hej Cecline" mumler jeg, men hun høre det. Og nu kommer stormen af ting som jeg egenligt reelt er fuldkommen ligeglad med, hun snakker om alt i mellem himmel og jord, og jeg fatter ikke at hun kan.

-14:55-

Der er et kvarter tilbage af timen, vi snakker om den gang alt var efter gudsnåde, bullshit. Jeg kigger rundt i klassen, alle ser ud til at være ved at falde i søvn, undtagen Martin, han er bare religions nørden, da han os er en del af jehovas vidner, så han er alt vidne omkring dette. Jeg har intet imod at folk er religiøse, men jeg skal bare ikke blandes ind i det.

-15:45-

Jeg står endnu en gang ved busstoppestedet. Jeg træder ind af hoveddøren, og hænger mit overtøj op. Jeg går stille op af trappen, da jeg er halvejs oppe af trappen høre jeg min mor råbe efter mig, jeg vender om, og går ned mod stuen. Hun sidder inde i stuen med en mand som jeg ikke havde set før. Han rejser sig og rækker hånden ud, "Hej jeg hedder Arthur", jeg tager hans hånd "Sarah", jeg kigger skeptisk på min mor. Min mor rejser sig op fra sofaen, og går hen til mig, "Sarah, jeg ved det ikke har været let efter din fars død, men dette er Arthur, min nye kæreste".
"Nye kæreste?! Undskyld mig?!" jeg har aldrig råbt så højt før, det kom især bag på min mor, jeg kiggede ned i gulvet af bare vrede om knyttede mine hænder.
"Han skal bo hos os, for at se om det her fungere, om du vil det eller ej" Sagde hun.
Jeg løftede blikket fra gulvet, det eneste som kom ud af min mund var-

"Som om det rager mig".