Min familie og jeg flyttet til Norge da jeg var lille, vi flyttet til en lille by på oppe i Norge som hedder Trofors. Min mor fortalte mig at da vi flyttet til byen, så var der ikke så mange familier som ville hilse, men familien Gunnarsen som den eneste, tog rigtig godt imod os, og gjorde alt flytteriget nemmere. Nu har vi boret i Trofors i 12 år, og det er min 16 års fødselsdag imorgen, og jeg er lidt spændt, fordi min far kommer og skal fejre mig, han har været på foretnings rejse de sidste 3 år, så det er virkelig lang tid siden jeg sidst har set ham.
Mor: "Kom nu Leo, du ender med at komme forsendt"
Leo: "jeg skynder mig alt hvad jeg kan"
Mor: "drenge er her allerade"
Jeg kommer løbene ned at trappen, jeg har sp meget fart på at jeg er næsten ved at falde over det sidste trappe trin, men Martinus for grebet mig.
Mor: " her er din morgenmad"
Min mor rækker mig en pose med mad, og så går drenge og jeg ud af døren, and off to School we go. Gunnarsen brødrene og jeg følges i skole hver dag, altså når de ikke er på Tour, og det har vi gjordt siden altid.
Marcus: " du må altså begyndte at huske det sidste trappe trin, jeg kan ikke blive ved med at gribe dig hver gang ahahahaha"
Leo: " i know, men selvom jeg har boet i det hus de sidste 12 år, så er det stadig som om at der dukker et nyt trappetrin op, hver gang jeg løber ned"
Martinus: " hey hvornår var det nu at din far ville komme hjem"
Leo: " i aften, han ville spidse aftensmad med os, så jeg vil tror at han er hjemme omkring 16:00-17:00"
Vi ankom til skolen og første time begyndte stille og rolig, jeg kunne ikke rigtig fokuser, for det eneste som var i mit hovede, var at jeg skulle se min far igen.
YOU ARE READING
Love, Life and Dead
RomanceHej, mit navn er Leo Mine to bedste venner er noget af en mundfuld, det er nemlig Marcus og Martinus. Jeg tænkte at når jeg fyldte 16, så ville mit liv bare fortsætte som det var, stille og rolig, men stille og rolig kan man ikke ligefrem kalde det...
