Hr. Black

Familien Mowerpal

Jeg har aldrig rigtigt følt jeg var en del af den her familie. Alt jeg gør, er forkert. Alt jeg siger, er forkert. Eventyrbøgerne har altid opfostret mig til at behandle andre, som jeg selv vil behandles. At have medlidenhed med andre mennesker, og altid se det gode i folk, indtil det modsatte er bevist.
"Årh der er du pigebarn, vi kommer for sent!", halv råber min så kaldte papmor som nu står i døråbningen. Jeg drejer hovedet hen mod hende, og smiler forsigtigt til hende. "Jeg kommer om lidt"
Hun kommer hen til mig, og stiller sig foran mig. Hendes alt for unaturlige lyse hår glider ned ad hendes skuldre, og slutter lidt over bryst-højden. Hendes falske øjenvipper ser ud til at være klistret sammen, for det sidder i klumper. Hendes botox læber er påført med nok den aller rødeste læbestift hun kunne finde. Hendes kjole går hele vejen ned til hendes ankel, så man lige kan få strejfet af hendes alt for dyre sko. Kjolen har dog en smuk gul farve som skære ud i et v ved brysterne, så man tydeligt kan se hendes nylavet silikonebabser. "Vi er allerede sent nok på den, fordi du lige præcis skulle læse dine små fiktive eventyr romaner færdige. Du skænker os allerede nok bare ved at du trækker vejret", siger hun, kigger mig dybt ind i øjnene, og tager fat i mit håndled.
"Det er ikke fiktive eventyr. Eventyr har et budskab, at du ved det. De ender altid godt, det er mere end hvad man kan sige, at den her familie vil", jeg river mig fri fra hendes reb, forsvinder ud af mit værelse, med hende lige i hælene.

"Sophia!", min far står med knyttet arme nede for enden af trappen, og kigger direkte op på mig. Min såkaldte papsøster står ved siden af ham med et lusket smil på læben. Hun ligner sin forfærdelige mor på en prik. Det halvlange falske hår, der er blevet  afplejet for mange gange, som nærmest er helt Hvidt nu. Hendes falske øjenvipper, og hendes botox læber, som der vidst er kommet lidt for meget botox i. Hun har til gengæld ikke de falske babser, endnu. Gudskelov for det, den pige ødelægger sig bare endnu mere.
Annelise render mig røven, indtil for enden ad trappen, hvor hun går hen, kysser min far, og giver mig killer eyes.
"Er du klar over hvor længe vi har ventet på at du kunne ledte din røv, og komme i sving. Prøv dog at vær' lidt mere moden, og ansvarlig ligesom din papsøster! Hvor vover du at svigte din familie.", han klasker mig en på siden af kinden, og forsvinder hen mod elevatoren.
Jeg tager hånden op til kinden. Monika kommer hen til mig, giver mig en gang elevatorblikket, og smiler lusket til mig. "Det er i hvert fald ikke første gang du svigter denne familie. Din far har ret, prøv dog at bliv voksen.", siger hun og følger efter min far og hendes mor mod elevatoren.
Jeg tager en dyb indånding, og kigger mig i spejlet som hænger længere henne på væggen.
Jeg mærker mine grønlige/halv brunlige øjne der straks fyldes med tåre. Jeg stryger mit lange naturlige lyse hår, der cirka går mig ned til forenden af min ryg. Min kjole er hvid, med små søde blå blomster på. Jeg tager fat i min halskæde, som er formet som et stort hjerte. Jeg har gået med den siden jeg kan huske det, jeg ved bare ikke hvilken betydning den har, endnu. Den føles bare... tryg.
Jeg trækker igen vejret dybt ind, og går hen til elevatoren.

Min far er hr. Mowerpal, en af de kendteste millionær i Statskabsen. Min papmor, Annelise har tydeligvis kun giftet sig med ham på grund af pengene. Vi har det hele, de nyeste biler, den flotteste, en af de største, og ikke mindst en af de dyreste lejligheder. Min far ejer mange firmaer, og forretninger her i området, derfor har vi bosat os i storbyen Statskabsen. Plus, stort set alle af min fars arbejdspartner bor også her i nærheden. Vi har efterhånden også boet her i et par år. I starten var det bare min far og jeg, indtil Annelise og hendes hæslige datter Monika dukkede op.
Jeg vil ikke sige de gjorde noget ved min far. Han har altid været lidt ligeglad med mig, min holdning var ikke vigtig for ham. Jeg føler tit jeg ikke rigtig betyder noget for ham. Han behandler mig hellere ikke særlig godt, det har han aldrig gjort. Det er bare blevet væddere med tiden.... Selvom jeg siger fra, truer med at flytte herfra, (fordi jeg åbenlyst ikke har lyst til at være her mere), og blive behandlet sådan, så lader han mig aldrig. Han truer altid med at sende folk efter mig, så jeg aldrig nogensinde vil se sollys igen.
Selvom jeg er hans datter, virker det bare ikke helt sådan. Jeg har aldrig gjort andet, end sød mod ham, så jeg forstår ikke hvorfor han behandler mig sådan.
"Jeg har hørt Hr. Black vil være her i dag", siger Monika da vi ankommer til brylluppet.
"Det er bare med at skynde sig angående ham, han vælter sig efterhånden i penge.", siger Annelise, og smiler lumsk til hendes datter.
"Ja, jeg vil også gerne have et ord med ham. Han er blevet ret succesfuld, hvilket overrasker mig, da han ikke har været i denne branche særlig længe", siger min far, og kigger på mig.
Jeg kigger ned i jorden, og fortsætter indenfor uden de andre.