Den hvide væbner

Kapitel 1

Nara kiggede ud over flokken af heste. Duggen lå i et fint lag over græsset, men det ville solen hurtigt få til at fordampe. Den hest, hun skulle bruge, stod selfølgelig længst væk. Hun sukkede. Hentes skulle den. Hun vurderede den, mens hun gik. Jo, den skulle de nok få mange penge for.
Hun kunne mærke Jareks øjne i ryggen, men prøvede at ignorere ham.
Ikke så let.
   "Hey, Nara? Hvad får jeg for at fortælle dig noget, du ikke ved?"
Jarek havde et særligt talent for at være irriterende. "Jeg tror næppe, du ved noget, som jeg ikke ved."
Hun var på vej tilbage med hesten. Jarek holdt hegnet for hende og sørgede for, at ingen af de andre heste slap ud. Han gav en hvid hoppe et stykke tørt brød og aede hende på halsen. Nara sukkede opgivende og ventede på, at han skulle blive færdig. Vanja var hans egen, og han var helt forelsket i den hest.
"Hvad nu, hvis jeg ved noget, som du virkelig, virkelig gerne vil vide?" Spurgte han, da han endelig fik revet sig løs fra den hvide hoppe.
"Det anser jeg for usandsynligt."
Han fulgte efter hende op mod stalden. Havde han ikke andet at lave?
"Men hvad nu, hvis jeg gjorde?"
"Sig mig, arbejder du her stadig? Eller er du her bare for at irritere mig?"
Hun bandt hesten og gik i gang med at røgte den.
Jarek startede automatisk på den anden side af hesten.
De var jo så vant til at arbejde sammen.
"Det kan jo være, jeg snart for travlt med at arbejde. Hvis der pludselig mangler nogen her."
Naras arm bliver hængende midt i en bevægelse. Et lille håb begyndte at boble i hende, men hun forsøgte at holde det tilbage. Det kunne være det. Det ville han aldrig fortælle hende frivilligt.
"Hvad mener du?" Hun forsøgte at holde sin stemme i ro.
Han striglede videre og prøvede at se helt uberørt ud.
"Hvis nu nogen ikke nogen havde travlt med at brokke sig skælde mig ud hele tiden," han smilede bredt,
"Så havde de måske hørt nogle rygter."
"Hvilke rygter?"
"Åh, det ved jeg ikke. Rygter om, at en gruppe riddere kommer til Falkereden i morgen. Og måske, at nogle af dem leder efter en ny væbner."
"Det er løgn," sagde Nara. Det lille håb var ved at vokse sig ud af kontrol allerede.
"Nå, men så lad være med at tro på det," sagde Jarek.
"Jeg må hellere sørge for, at hestene har vand." Da han var kommet et godt stykke væk, vendte han sig om.
"For resten siger rygtet, at en af ridderne er en kvinde. Men du tror ikke på rygter..."
Nara landede på ryggen af ham i et spring, og de rullede flere meter, før de låg stille i græsset. Han lå på maven, og hun sad på hans ryg og vred hans ene arm om på ryggen af ham.
"Flyt dig! Du er jo ikke rask. Sådan noget gør piger ikke!" hylede han. Men han havde set hende gøre det massere gange.
De var kommet op at slås mindst et par gange om ugen, siden de var helt små. Han havde ventet og ventet på, at de skulle blive store nok til, at han ville være stærkest. Det var han også lige nu. Til gengæld var hun hurtigst og snedigst. Han havde stadig aldrig vundet en slåskamp over hende.
"Kun hvis du lover at fortælle mig alt, hvad du ved."
"Ja, ja," mumlede han. Som jeg ikke har tænkt mig at fortælle det alligevel."
Hun sprang af ham og hoppede op på hegnet. Hun bandt sit næsten hvide hår op igen. Han kom på benene og børstede græs af sin skjorte.
"Ud med sproget."
"JA, ja. Jeg har jo allerede sagt det. Nogle af Kronens Riddere kommer til borgen i morgen. Nogle af dem søger efter en ny væbner. De afholder prøverne, mens de er der."
Hun kiggede på ham med smalle øjne. Hun var parat på at springe på ham igen, hvis han løj.
"Og en af dem er altså en kvinde," fortsatte han.
"Hvorfor fortæller du mig det?"
Han kiggede såret på hende.
"Helt ærligt, Nara," sagde han. "Det er jo din drøm."
"Ja," svarede hun. "Men det er ikke din."
Hans blik blev mørkt.
"Nej," sagde han. "Jeg synes, du skal blive her. Jeg synes, du skal gifte dig med mig, når vi bliver voksne. Og så skal bi overtage din fars stald, ligesom han ønsker sig. Men helt ærligt! Troede du virkelig, at jeg ville side her og glo, mens Kronens Riddere valgte nye væbnere en halv dagsrejse herfra uden at fortælle dig det..."